Prøv avisen

Vinderen skriver krigenes historie

Det nye kæmpeværk "Et land i krig" er sejrherrernes, nemlig krigsmodstandernes, historie. Bogen gennemgår systematisk de tre krige, Danmark har engageret sig i de seneste 10 år. Her ses danske soldater i Afghanistan. Foto: Henning Bagger.

Bogen Et land i krig giver en detaljeret og grundig gennemgang af 10 års dansk engagement i internationale krige, men den savner helt blik for, at de kunne blive fortolket som en succes i det lange perspektiv

Vinderne skriver historien, siger man. Men så er spørgsmålet, hvad man forstår ved at vinde.

I de internationale krige, Danmark har engageret sig i de seneste 10 år, synes vi umiddelbart altid at have været på vinderholdet. Al-Qaeda blev bombet ud af hulerne i Afghanistan, og Talebanstyret blev væltet. I Irak røg Saddam Hussein efter kort tid, og samme skæbne fik Muammar Gaddafi i Libyen.

LÆS OGSÅ: Seeberg: Fogh truede Per Stig til Irak-krig

Alligevel giver det i dag ingen mening at tale om, at de vestlige alliancer skulle være sejrherrer. Ud fra så mange andre kriterier end de rent militære har de tabt. Der er ikke skabt velfungerende demokratier, respekt for menneskerettigheder, ligestilling og ytringsfrihed i de lande, hvor krigene er ført.

Tværtimod er det endt med blodige borgerkrige, og i Vesten er der udbredt krigs-træthed og modstand mod nye engagementer. I hvert fald i Irak og Afghanistan har det vestlige engagement haft enorme omkostninger både i menneskeliv og penge, og det gamle, radikale hvad skal det nytte-synspunkt stortrives i folkestemningen, mens aktivistisk udenrigspolitik er under et massivt pres, også på grund af den økonomiske krise.

I den forstand må man sige, at det nye kæmpeværk Et land i krig er sejrherrernes, nemlig krigsmodstandernes, historie. To journalister fra dagbladet Politiken, Lars Halskov og Jacob Svendsen, gennemgår systematisk de tre krige, Danmark har engageret sig i de seneste 10 år.

De går (næsten) kronologisk til værks fra terrorangrebet på USA den 11. september 2001 til afslutningen af krigen i Libyen sidste år. Hvert kapitel indledes med en pædagogisk tidslinje, et kort og hovedpunkter i den periode, kapitlet omhandler. Uhyre pædagogisk og meget læservenligt, hvis man ikke lige orker at pløje samtlige 704 sider igennem på én gang.

Fortælleredskaberne spænder vidt fra personlige soldaterberetninger fra fronten til interview med centrale politikere og militærfolk og til citater fra internationale kilder. Mange begivenhedsforløb genkendes fra avisartikler, som tidligere har været bragt. Særligt tidligere forsvarschef Jesper Helsø, tidligere forsvarschef Tim Sloth Jørgensen, tidligere statsminister, generalsekretær Anders Fogh Rasmussen (V), tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K), tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) samt tidligere udenrigsminister og socialdemokratisk partiformand Mogens Lykketoft er gennemgående interviewfigurer i en.

Alle synspunkter gengives øjensynlig loyalt og grundigt, og undervejs kommer mange detaljer frem om tanker, overvejelser og samtaler, de centrale aktører har haft om dansk deltagelse i den ene eller anden aktion.

Hele det politiske spil, især om Irakkrigen, genfortælles minutiøst, selvfølgelig med fokus på de afgørende stridsemner: Var der eller var der ikke FN-mandat til at gå ind i den krig? Lige til beslutningen om at gå i krig blev truffet, havde Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller åbenlyst hver sin opfattelse af det.

Var det Saddam Husseins påståede besiddelse af masseødelæggelsesvåben, som retfærdiggjorde krigsdeltagelsen, eller var det hans manglende vilje til at efterleve FNs påbud? Deltagelsen var på alle måder kontroversiel, fordi den splittede Europa, splittede USA og Europa og lagde grunden til mange års politisk strid om udenrigs- og forsvarspolitik, både herhjemme og i mange andre lande.

I hele efterkrigstiden, bortset fra 1980ernes fodnotepolitik, var der ellers i Danmark bred politisk enighed netop på dette område.

Gik man ind i fredsbevarende eller fredsskabende operationer, skete det med bredt politisk flertal. Sådan var det efter Murens fald i 1990erne, hvor grunden til den aktivistiske udenrigspolitik for alvor blev lagt med det danske engagement i Eks-jugoslavien. Derfor er det historieforvridning, når en nærmest gør 11. september 2011 til år nul i den aktivistiske udenrigspolitik.

Både Socialdemokraterne og De Radikale havde i 1998 sendt danske soldater i krig i Kosovo, endda helt klart uden FN-mandat. De kunne påberåbe sig, at det var noget andet at gå ind i en allerede årelang væbnet konflikt for at skabe fred end at gå ind i et land, hvor der ikke var krig, men principielt afviste og afviser de to partier faktisk ikke, at Danmark kan gå i krig selv uden FN-mandat.

Det hører med, hvis man vil give den store fortælling om et land i krig.

Bogen gengiver derudover den nærmest uendelige række af sager, som har fulgt krigsengagementerne. I stikordsform: Behandlingen af krigsfanger, som blev overgivet i amerikansk eller britisk varetægt; danske soldater, der ved en fejl blev skudt af britiske kammerater; Frank Grevil-sagen; Annemette Hommel-sagen; Jægeren og den falske arabiske oversættelse, der kostede både en forsvarschef og en forsvarsminister deres poster.

Det er journalistikkens natur at være kritisk over for magthavere, og derfor efterlader en trods sin sobre og detaljerige form læseren med stort set kun én mulig konklusion: At krigene har været en kæmpemæssig fejltagelse, måske med undtagelse af Libyen-krigen, der trods alt blev overstået hurtigt og forholdsvis smertefrit, set fra en dansk vinkel.

Når man fokuserer meget på de i alt 51 soldater, som er døde i krigene, enten i kamp, ved sygdom, ulykke eller selvmord, er det ikke svært at få øje på meningsløsheden. Særligt når de personlige tragedier kædes sammen med beretninger om, hvor elendigt det på mange måder er gået med at fremme demokrati og menneskerettigheder, stoppe stammekrige, korruption og opiumsproduktion. Og det hele sættes i forbindelse med de hjemlige politiske skandaler og løgne omkring krigsdeltagelsen.

Så hjælper det ikke meget, at der også er små solstrejf af historier om, at flere afghanske børn kommer i skole, at handelslivet blomstrer, og at kvinder nogle steder lever under væsentligt friere forhold end under Taleban.

At den negative tolkning også er forfatternes egen, kommer tydeligt frem i et otte sider langt efterskrift sidst i en. Her opsummeres hele historien, herunder alle de fejl, fortielser og løgne, VK-regeringen stod for i sin regeringsperiode. Foruden forsvarets blinde famlen.

Der konkluderes frisk, at krigene ikke har gjort truslen fra international terror mindre, skønt eksempelvis al-Qaeda stort set er elimineret noget, der slet ikke havde kunnet lade sig gøre uden krigen i Afghanistan.

Danmark har fået øget indflydelse i forhold til USA og Nato, medgives det, men forfatterne mener, at en eventuel gevinst i forhold til USA aldrig må være en vigtig del af Folketingets stillingtagen til militære operationer i andre lande. Et klart politisk synspunkt, som dog harmonerer skidt med en tilstræbt objektiv historieskrivning. Som varedeklaration er efterskriftet imidlertid glimrende.

Her vises tydeligst, at dette er vindernes fortælling. I den behøver man ikke inddrage de langsigtede perspektiver og konsekvenser. Med næste samråd i Folketinget som tidshorisont og en fri presses krav om fejlfrihed og hurtige billedmedier på alle platforme er der vel i virkeligheden kun én mulig konklusion på hele historien: nemlig at et demokrati ikke i dag kan overføre sine værdier til diktaturer med militær magt. Det er dømt til at slå fejl.

I den optik kan man heller ikke hævde med al respekt for de sårede og døde at Danmarks bidrag til en bedre verden trods alt har været beskedne i forhold til, hvor meget USA og Storbritannien eksempelvis har ofret for Europas frihed gennem årene. Det er heller ikke muligt at holde døren åben for, at de 51 danske soldater, som satte livet til de seneste 10 år, om 50 år alligevel kan vise sig at have banet vej for bedre vilkår for millioner af mennesker i verdens fattigste lande. At krigen simpelthen var det værd.

Alle disse indvendinger ufortalt er Et land i krig bestemt læseværdig for enhver, som vil have indsigt i, hvordan svære politiske beslutninger træffes, og hvilken voldsom virkelighed mange soldater har stået over for.

Og om ikke andet gør en det endnu sværere at se, hvad nyt den kommende Irak-kommission kan frembringe, men det er en anden historie.