Prøv avisen

Vintergrøn, vinterstokke og grantræet

TEGNING: Kræsten Krum Byskov

HAVEBREV: Endelig bliver dagene lidt længere. Nu skal der beskæres vinstokke i væksthuset, og det er en helt hyggelig opgave

Den første glædelige nyhed, kalenderen fortæller havefolket, er, at dagen i dag er tiltaget med hele fire minutter! Og det er slet ikke så lidt i disse mørke uger, hvor solen er en sjælden gæst, de få timer den kan hive sig op over horisontbuen.

Den anden glædelige, lille nyhed, min trofaste følgesvend gennem året »Natur 03« har peget på, er, at »vintergrønne blade kan ses hos blå anemone, tusindfryd og hejrenæb«. Flere endnu kan man tilføje, f.eks. den altid livskraftige vintergrøn eller Vinca Major, som lige nu i haven i Rude lyser op i kantbedene næsten rundt om hele huset og den lange mur ved gårdhaven og væksthuset. De lange stængler gror villigt i den ofte lidt kedelige jord helt inde ved huset, og vi klipper den med hård hånd med hæksaksen et par gange om året. Netop lige nu kan man godt være heldig at se enkelte blå blomster nede i alt det vintergrønne, hvis man kikker godt efter.

Og det er skam en meget rigtig opgave at udføre i haven her i den tyste tid omkring nytår. Det er beskæringen af vinstokkene i væksthuset. Og nu hvor vinstokkene står uden blade, er det med at få sideskuddene klippet til, så ikke hele væksthuset fyldes med blade i stedet for skønne druer. Beskæringstidspunktet er nu for at undgå stokkene forbløder. Vore vinstokke er bygget op gennem syv år, og det kan derfor også være gavnligt at klippe topskuddet af, så man har en god, solid og tyk hovedstamme med rødder, der har adgang til jorden uden for væksthuset. For er problemet, at vinstokkene kan forbløde, hvis man venter for mange uger ind i januar, så det lige så vigtigt, at der er rigelig adgang til vand i den kraftige vækstperiode frem mod sommeren.

Det er ganske hyggeligt at gå i læ indendøre i væksthuset og klippe vinstokkene til. Jeg tager det nogenlunde roligt med saksen. Det kan være svært, når man først har den i hånden. Men altså: Alle hovedrankens sideskud efter knop nummer et på sidste års tilvækst.

Kan ikke sige mig fri for at hygge mig lidt. Det er jo ikke et arbejde, der tager på nerverne. Det er sådanne stunder, mine gamle havebøger kommer frem. Jeg har virkelig et par sjældenheder »Havekonsten I-II« ved den tyske præst J.L Christ, oversat af I. Möller i 1802. Og - for at prale - mit eksemplar har tilhørt slotsgartner Lindegaard, der begyndte som vogterdreng i Egense ved Svendborg og endte som slotsgartner på Rosenborg Slot. Det er da et eventyr. Han var også medarbejder ved »Havekonsten I-II« og ekspert i drivhuse og driverihaver og særligt drivning af vinstokke. Bind II rummer 50 sider om vindruen Vitis Vinifera. Der står: »Denne ædle vækst, der i sin frugt forunder os en drik, som ingen anden hverken i henseende til kraft eller virkning kan sættes i ligning med, er oprindeligen et produkt fra den varme Asien, hvorfra den har udbredt sig til de andre lande i det tempererede himmelstrøg, men den trives ikke uden for den seks og halvtredsindstyvende grad nordlige bredde, og den tredivte grad middagslinje.«

Det kan nok få en til at rejse sig fra stolen i væksthuset efter et atlas for at konstantere, at den 56° faktisk går lige gennem vort hus i Rude. Det var heldigt. Så kan man jo roligt klippe videre og glæde sig over den lyse erindring fra sommeren 2003, hvor druerne hang så smukke ned fra glastaget.

Et andet sted læser jeg, at det er godt med kraftig gødning efter fjederkræ, men også benmel, aske, kalkmørtel efter nedrevne bygninger og så galt ben og knogler kan anvendes. Vor nye hund, Balder, har med sine sylespidse tænder gnavet og gnavet i en kæmpe suppeknogle. Nu er interessen gået fra knoglen. Og hvorfor ikke? Jeg graver knoglen ned for dog at være med lidt af det gamle, men nøjes ellers med gødning fra planteskolen, når den tid kommer.

Grantræet

H.C. Andersens velfortalte og vemodige eventyr om »Grantræet« fra 1844 passer på de fleste af os: »O! tænkte træet, var det dog i aften! var bare lysene snart tændte ....«

Nu er julen snart forbi: Lysene slukkede. Gæsterne - hvis der var nogen - rejst hjem, og juletræet står der med sin pynt, og det var næsten slut, før det var begyndt. Og nu skal træet ud, de fleste steder i affaldsspanden, julepynten i skuffer, kister eller kassen med julepynt. Og jeg må da erkende, at da vi fældede årets juletræ for godt og vel en uge siden, da var det H.C. Andersens eventyr, jeg tænkte på: - Skal vi tage det træ? - Eller det? - Toppen er skær! - Grenene for smalle nedentil!

Og sådan gik det til, at netop de træer står ude i den fygende blæst og skutter sig, mens det store plyndrede juletræ 2003 nu er frarøvet sin stjerne af glitterguld. Men lad os dog gøre en god gerning med træet og lade det bruges til at dække roser og rododendron, hvor der mangler lidt beskyttelse. Der skal såmænd ikke altid så meget til. Naturens balancepunkt mellem frost og tø er jo blevet prøvet godt af i denne jul. Sneen fik vi. Frost. Og nu tø. Blæst med stormstyrke, som radiospeakeren sagde det med katastrofestemmen i orden. Vi begav os ud i skovhaven med det plyndrede træ og gjorde godt med dets beskyttende nålegrene op omkring roserne og et par enkelte rododendron, der »hang lidt med ørene«. Vorherres store gave til os i juleugen var intet mindre end en øjeåbner. Tænk anden juledag om morgen stod der midt ude i Porsemosen mod sydøst 48 krondyr. Ja, 48 store dyr, angende i morgendisen. Og de stod der længe. Længe nok til at alle unger og afkom, onkler og tanter blev purret ud af sengen. Fotoapparaterne kom frem, også de digitale, og der blev fotograferet, som boede vi på Eremitageslottet. Aldrig har jeg selv set så mange på Nordgårdens arealer. Det var uforglemmeligt. Og jeg kan anbefale det som det unikke, når man skal vække folk af søvnen mellem jul og nytår.

Edward Weie

Det kan være godt at komme væk fra nytårsbordet. Nordjyllands Kunstmuseum har frem til den 4. januar 2004 (på Bornholms Kunstmuseum fra den 25. januar til den 28. marts 2004) en udstilling af Edward Weies (1879-1943) stærke malerier fra dr.med. Carl Lorentzens have på Sletten i Nordjylland og ikke mindst fra Mindet på Christians-ø. Den lysgrønne og majgrønne farve, som Edvard Weie var en mester i at udtrykke på sin helt specielle fjerlette måde, kan nok få een til at glæde sig over, at bo i et land med sådan naturafveksling, som vi ejer. Ingeborg Bugge og Aase Bak har sammen med Søren Elgaard samlet en dejlig bog om Edvard Weie til begge udstillinger og kan kun anbefales. Et lille afsnit på udstillingen hedder slet og ret »Haven«. Det er en fryd for øjet. Og sindet ved nytårstide.

indland@kristeligt-dagblad.dk