Prøv avisen

Virksomheder fyrer mænd for at gå på barsel

HK-formand vil have barsel øremærket til mænd, så fædrene ikke havner i social isolation på jobbet. - Foto: stock.xchng

Mænd, der ønsker tid med deres nyfødte børn, risikerer fyringer og social isolation på jobbet

Nybagte fædre tvinges til at møde på arbejde, selvom de har krav på otte ugers barselsorlov.

Hovedafdelingen hos fagforbundet HK har i øjeblikket fem sager med fædre, der er fanget mellem risikoen for en fyring og ønsket om at blive hjemme hos deres nyfødte barn.

- Men det er kun toppen af isbjerget. Vores lokalafdelinger løser mange sager lokalt, og når først enkelte sager havner hos os, ved vi, at der er mange flere derude, siger HK's pressekoordinator Claus Vesterager Martinus til kristeligt-dagblad.dk.

Til DR Penge oplyser HK's næstformand Mette Kindberg, at flere af de mænd, der ønsker barsel, bliver enten chikaneret eller fyret af arbejdsgiveren.

Farvel til socialt samvær
En af de ramte mænd er 32-årige René Rhode Madsen, der er grafisk trykker. Da han for halvandet år siden fik datteren Lærke og ønskede barsel, fortalte chefen ham, at han godt kunne få barsel, men at det ville betyde udelukkelse fra det sociale liv i virksomheden.

Derefter undlod virksomheden at invitere René Rhode Madsen med på to udlandsture, og da han vendte tilbage efter barsel, var hans jobfunktion ændret.

- Jeg kommer ud i en anden afdeling, hvor jeg kommer væk fra produktionen og væk fra mit fagområde. Jeg får ligesom en anden stilling i virksomheden - et dårligere arbejde, siger han til DR.

Mænd skal have egen barsel
Ifølge Mette Kindberg fra HK er løsningen at øremærke barsel til mænd.

- En orlov, som kun er mandens, og hvor det kun er ham, der kan bruge den. Det vil øge forståelsen hos arbejdsgiveren for, at mændene tager barsel. Enhver arbejdsgiver kan jo forstå, at man selvfølgelig er hjemme med sit barn, for ellers er der ikke en forælder hjemme ved barnet, siger hun.