Prøv avisen

Vismænd slagter hellig ko i klimapolitik

Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen

Læg afgift på biobrændsel og køb flere CO2-kvoter i andre EU-lande. Sådan når vi billigst Danmarks klimamål

Læg afgift på biobrændsler fra landbruget. Og køb flere klimakreditter i andre EU-lande frem for at nedbringe det hjemlige CO2-udslip.

Sådan lyder opskriften på Danmarks udfordringer med at nå vores klimamål i 2020, hvis man spørger vismændene i Det Miljøøkonomiske Råd.

Danmark har i EU lovet at begrænse CO2-udledningen med 20 procent fra 2005 til 2020 fra den del af økonomien, som ikke er omfattet af EU's handelssystem med CO2-kvoter - også kendt som "de tre B'er": Biler, boliger og bønder.

I deres seneste rapport gør vismændene op med en "hellig ko" i klimapolitikken - nemlig at industrilandene bør gøre størstedelen af deres klimaindsats på hjemmebane. Køb af CO2-kvoter i udlandet bør kun være et supplement, er holdningen hos miljøorganisationerne.

Men det er en misforståelse, for en høj dansk CO2-afgift for at nedbringe udslippet vil blot føre til, at vi i højere grad importerer varer med højt "drivhusgasindhold", mener overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

For det andet får de fattigere EU-lande økonomisk set mere ud af deres rettigheder til at udlede CO2, hvis de sælger kvoterne til de rige EU-lande frem for at fyre dem af selv.

- Det er så at sige indirekte bistand fra de rigere til de fattigere EU-lande og til gunst for begge, siger overvismanden.

Interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer kalder vismændenes anbefalinger for "osteklokke-tænkning". I stedet for at beskatte biobrændsler skal Danmark tænke globalt og gå foran med langsigtede grønne løsninger, siger direktør Carl Aage Dahl.

- Det nytter ikke, at vi bare flytter vores fødevareproduktion til andre lande, hvor man udleder mere CO2, end vi ville gøre. Produktionen skal blive i Danmark. Rådets anbefalinger om at lægge energiafgifter på biobrændsler gør det sværere at gøre Danmark grønnere i fremtiden, siger Carl Aage Dahl.