VK-regeringen står ved en korsvej

Man kan beklage politisk disciplin. Men politiske ledere, der ikke formår at gennemsætte disciplin, havner ofte i nederlag
politisk set

VK-regeringen har aldrig før haft så dårlige meningsmålinger som nu. Tilmed hører de to partiledere i regeringen, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og udenrigsminister Lene Espersen (K), for øjeblikket til regeringens mest upopulære ministre. Er næste valg ikke allerede tabt?

Det ser unægteligt sort ud for regeringen. Men i politik kan meget ændre sig i en sommerferie eller ved pludselige, helt uventede begivenheder. Og VK-regeringen har to gange før været bagud i meningsmålingerne. Det var den i næsten et år fra 2003 til september 2004. Og igen i en kortere periode i 2006.

Når det lykkedes den daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), at vende stemningen i 2004, skyldtes det et målrettet arbejde baseret på vælgeranalyser.

Venstre vidste, at partiet havde svært ved at appellere til kvindelige vælgere. Og specielt havde Anders Fogh Rasmussen haft en skræmmende effekt på en del kvindelige vælgere, ikke mindst blandt de offentligt ansatte, der fandt ham for kommanderende. Det skyldtes blandt andet en film i tv, "Fogh bag facaden". Man præsenterede derfor bevidst Fogh uden slips i afslappede situationer. Han gav interview, hvor han også åbnede for flige af sit privatliv. Hans image blev blødt op.

Samtidig var det en regering, som samarbejdede godt under Foghs håndfaste ledelse på de indre linjer. Den 2. august 2004 foretog Anders Fogh Rasmussen så sin første større ministerrokade.

Ministerrokader hjælper normalt ikke på meningsmålinger. Denne her blev undtagelsen fra reglen.

Hensigten med ministerrokaden syntes at være at styrke regeringens vælgerappel frem mod et snarligt folketingsvalg, ikke mindst hos de kvindelige vælgere. En ny post som familie- og forbrugerminister var et vigtigt element her. Det samme var satsningen på markante yngre kvindelige politikere.

Vurderingen af ministrenes potientielle markedsværdi var udslagsgivende for rokadens udfald.

Rokaden indebar blandt andet, at Hans Chr. Schmidt (V) blev flyttet fra posten som miljøminister, hvor han ikke havde været populær, til den mere undselige post som fødevareminister.

Miljøminister blev Connie Hedegaard (K), som altid har vist et stort talent for at kommunikere med vælgerne. Hedegaard var på det tidspunkt slet ikke politisk aktiv, og det var godt set, at hun kunne tilføre regeringens image en ny friskhed. Og ikke at forglemme: Også en mere offensiv grøn linje. Andre nye ministre var familie- og forbrugerminister Henriette Kjær (K), socialminister Eva Kjer Hansen (V) og skatteminister Kristian Jensen (V).

Det er altså muligt for en regering gennem målrettet arbejde at ændre på stemningen blandt vælgerne.

Den nuværende VK-regering står dog i en langt sværere situation. Lars Løkke har allerede ændret på ministerlisten tre gange, og den seneste gang var det ved danmarkshistoriens største rokade. Her gjorde Løkke det kun sværere for sig selv, blandt andet fordi han ikke sørgede for at få Vestjylland repræsenteret i regeringen. Venstre bløder nu i Vestjylland.

På grund af den økonomiske situation kan regeringen ikke stryge vælgerne med hårene med milde gaver. Men mest af alt savner den en fast ledelse og et godt samarbejde.

Jo værre det går, jo mere synes De Konservative at reagere med soloudspil. Det var måske ikke så galt, hvis det ikke alt for ofte ender med, at Venstre lægger afstand til udspillene.

I nogle tilfælde er der også tale om konservative udspil, som partiet heller ikke kan godkende. Senest har den tidligere konservative partileder Bendt Bendtsen villet afskaffe folkepensionen for dem, som har store pensionsindkomster fra anden side. Hvad man end vil mene om den idé, har den ingen gang på jorden i det flertal, som bærer regeringen, heller ikke blandt De Konservative. Den bidrager højst til forvirring.

Efter sigende følte mange i regeringspartierne det som en lettelse, da Løkke tog over efter Fogh, fordi Løkkes ledelsesstil er mere afslappet. Bagsiden er imidlertid, at han har sværere ved at opretholde disciplinen i regering og folketingsgruppen.

Forfatteren Villy Sørensen skrev i foragt for partidisciplin engang:

"Dyrkelsen af partidisciplin skyldes jo netop hensynet til befolkningen, angst for at den lader sig forvirre, hvis linjerne ikke er trukket så tydeligt op, at høns kan lade sig hypnotisere af dem".

Man kan beklage politisk disciplin. Men politiske ledere, der ikke formår at gennemsætte disciplin, havner ofte i nederlag. Hvis regeringen skal genfødes, må den fremtræde samlet og med en klar retning. Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen skal hver for sig og sammen i løbet af sommeren genopfinde sig selv og også nok finde bedre rådgivere og analysefolk i deres partier.

Tim Knudsen er ansat på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet