VM i Qatar er problematisk. Lad os bruge det fornuftigt

Den 20. november begynder det omdiskuterede VM i fodbold i Qatar. Der er al mulig grund til at kritisere valget af værtsland, men nu gælder det også om at udnytte slutrunden til at sætte fokus på problemerne, skriver professor og fodboldentusiast Søren Frank

Når VM i fodbold skydes i gang den 20. november, sker det på et bagtæppe af skarp kritik af værtsnationen Qatar. Her ses en forstørret udgave af VM-trofæet foran Lusail Stadion, hvor finalen vil blive spillet den 18. december.
Når VM i fodbold skydes i gang den 20. november, sker det på et bagtæppe af skarp kritik af værtsnationen Qatar. Her ses en forstørret udgave af VM-trofæet foran Lusail Stadion, hvor finalen vil blive spillet den 18. december. Foto: Suhaib Salem/Reuters/Ritzau Scanpix.

Diskussionerne om Qatars værtskab ved dette års VM i fodbold synes at intensiveres her kun en god uge før slutrundens åbningskamp. Den mest åbenlyse grund er, at 2022-udgaven af VM i herrefodbold uden tvivl er mere politisk end sportslig, og den vil fortsætte med at være mere politik end sport under og efter slutrunden. Der hænger ganske enkelt for få fodboldfaglige argumenter og for megen korruptionsstank ved selve tildelingen af værtskabet.

Kritikken er haglet ned over FIFA, det internationale fodboldforbund. Ikke kun fordi valget af Qatar ses som et knæfald for ren profit, men også betragtes som en legitimering af en nation, der er notorisk berygtet for at undertrykke kvinders og minoriteters rettigheder samt en brutal udnyttelse af migrantarbejdere.

Som det er blevet beskrevet i tidligere artikler i Kristeligt Dagblad, så er Qatar dog langt fra det eneste land, der har problemer med ligestilling, der har svært ved at respektere seksuelle minoriteters rettigheder, og som udnytter migrantarbejdere. Rusland, Ungarn og Polen kan også  nævnes som lande, hvor seksuelle minoriteter - lgbt-minoriteter - oplever deres rettigheder under pres, og manglende ligestilling mellem kønnene er et problem i det meste af verden. Så hvad er op og ned her? Hvad er nyt?

Propaganda i Berlin

Sport og politik har til alle tider været tæt sammenfiltrede størrelser. I det antikke Grækenland blev atleterne under de første olympiske lege ikke kun betragtet som inkarnationer af guddomme, men også som repræsentanter for deres respektive bystater og politiske herskere. Det er dog især i det 20. århundrede med fremvæksten af sport som massefænomen, muliggjort af blandt andet kortere arbejdsuge, professionalisme og udviklingen af medieteknologier, at vi finder de mest omtalte sportsbegivenheder, hvis afvikling foregik i skyggen af totalitarismen.

Kongeeksemplet er selvfølgelig OL i Berlin i 1936, som Adolf Hitler udnyttede som propagandamiddel for Det Tredje Rige, og som er blevet foreviget gennem Leni Riefenstahls to æstetisk banebrydende og fascinerende Olympia-film fra 1938.

Et andet eksempel er Tlatelolco-massakren i forbindelse med studenterprotester under OL i Mexico City i 1968, hvor hæren åbnede ild mod demonstranterne og dræbte over 200 og sårede flere end 1000 studerende.

Bare fire år senere var München vært for OL, og her blev det israelske hold udsat for et palæstinensisk terrorangreb med 11 dræbte atleter til følge. Når det kommer til VM i fodbold, er afholdelsen i Argentina i 1978 under militærdiktaturet nok den slutrunde, der er omgærdet af de største politisk-sportslige skandaler, lige fra mord på politiske modstandere, bestikkelse af dommere til anvendelsen af præstationsfremmende præparater. Det var også kontroversielt med Rusland som VM-vært i 2014, og OL i Kina i 2020 hører til samme kategori.

Det er altså ikke enestående, at en global sportsbegivenhed finder sted på en politisk problematisk lokalitet. Dette betyder ikke, at man skal forbigå problemerne i tavshed. Det har man som sagt heller ikke gjort de seneste 12 år, siden Qatar i 2010 blev valgt som vært for VM.

Spørgsmålet er, hvordan vores reaktion bør være herfra? VM indledes lige om lidt. Det står næppe til diskussion. Bør vi boykotte? Bør kulturministeren boykotte? Bør spillerne boykotte? Bør fansene boykotte? Bør tv-selskaberne og fjernsynseerne boykotte? Sponsorer? Det ville uden tvivl være et stærkt statement at sende til FIFA og Qatar.

Men man kunne også på dette tidspunkt i processen betragte slutrunden som en anledning til at vise, at sportsvaskning altid har to ansigter.

Det ene, som vi alle efterhånden kender, har til formål gennem tilsløringens logik at legitimere regimer, der ikke lever op til bestemte etiske krav og standarder.

Det andet, hvis potentiale vi måske ikke altid har blik for, gør som tilsløringens lysende tvilling det stik modsatte: bidrager til at sætte fokus på alle problemerne og overskridelsen af de basale menneskerettigheder. Sportvaskning tilslører, men sætter også spotlight på.

Rejs kritiske spørgsmål

Vi kan alle bidrage til, at spotlightet fortsætter med at lyse skarpt på Qatar og FIFA. I en tid, hvor vi har passeret tærsklen til adskillige nye verdensordener – ikke mindst en sikkerheds- og geopolitisk samt en klimatisk – der kalder på globale løsninger i fællesskab, er spørgsmålet, om ikke vi bør betragte VM i Qatar som en opfordring til samtale? En mulighed for dialog og diplomati? Måske kan der både være tale om en kynisk investering i olie og naturgas og en mindre kynisk investering i fred og kulturel udveksling?

Hvis universalismen og den friktionsfri (vestlige) drøm om globalisme er kuldsejlet, i hvert fald for en stund, og vi er tilbage ved en ny kulturrelativistisk, multipolær verdensorden baseret på en mangfoldighed af nationer og alliancer imellem disse, er VM i Qatar mere en invitation til kritisk respekt på tværs af nationer end til polarisering imellem dem.

Vladimir Putin har overskredet en grænse i både territorial og moralsk forstand med sin angrebskrig i Ukraine. Ingen alliance dér. Men Qatar er i en anden kategori i den internationale geopolitiske (u)orden. Hvorfor ikke være alliancesøgende? Hvorfor ikke være nuanceret, men kritisk i synet på Qatar og fastholde, at mange andre lande, vi normalt lader flyve under radaren, har mindst lige så store udfordringer med migrantarbejderes forhold og overholdelsen af menneskerettigheder?

Vi kan bruge VM som løftestang til at rejse en række kritiske spørgsmål til migrantarbejderes, kvinders rettigheder og forholdene for lgbt-grupper i Qatar og resten af verden. Selvom mediedækningen vil vise sig at være underlagt restriktioner fra værtslandets side, vil selve begivenheden – qua hypereksponeret global sportsbegivenhed – afføde et automatisk kritisk fokus, hvis journalisterne, aktørerne, tilskuerne og politikerne gør deres arbejde ordentligt.

Dilemmaerne står i kø. Skal, skal ikke? Ja, VM 2022-undfangelsen i 2010 var allerede befængt med korruptionsanklager og mistanke om bestikkelse. Men VM begynder lige om lidt. Lad os bruge slutrunden som anledning til at sætte turbo på forbedringen af migrantarbejderes vilkår, ligestillingen mellem kønnene og respekten for lgbt-minoriteter.

Flere har, som for eksempel den britiske journalist Mark Meadows, ligefrem pointeret, at den bedste måde at ære migrantarbejderne i Qatar på vil være at spille fodbold på de stadioner, de har arbejdet så hårdt for at opføre.

Generelt betragtes valget af Qatar som VM-vært dog som mildest talt dubiøst, ikke kun af de ovenstående politiske grunde, men også i fodboldøkologisk forstand.

Som det tidligere franske fodboldikon Eric Cantona har udtalt: ”Jeg er ikke imod idéen om at tildele VM-værtskabet til et land, hvor der er en mulighed for at udvikle og promovere fodbold, som for eksempel i Sydafrika eller USA. Men Qatar er ikke et fodboldland”. Cantonas valide pointe er, at Qatar ikke er en nation, hvor et VM-værtskab har noget som helst potentiale for at kickstarte en ny fodboldkultur. Set fra fodboldens eget økologiske system er valget af Qatar udsigtsløst.

Men nu er det en kendsgerning, at VM begynder i Qatar den 20. november 2022. Lad os nyde spillet med det ene øje, mens vi bruger det andet øje til at fastholde et kritisk og oplysende blik på det politiske.

Søren Frank er professor i litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet, hvor han blandt andet beskæftiger sig med romanens historie. Han har desuden skrevet om sport i flere sammenhænge, blandt andet i bogen ”Giganternes skuldre. En fortælling om Manchester United”.