Vogtere skal også vogtes

Man kunne øge immuniteten mod politisk pres hos dem, der holder øje med politikere og embedsmænd, hvis man gjorde dem uafsættelige

Hvem vogter vogterne?, spørger Tim Knudsen.
Hvem vogter vogterne?, spørger Tim Knudsen. Foto: .

Politikere og embedsmænd "vogtes" kritisk af en række offentlige institutioner. Til disse hører Danmarks Radio, Rigsrevisionen, ombudsmandsinstitutionen og Nationalbanken. Deres ledere skal være politisk uafhængige. Når disse ledere gør det godt, bidrager de afgørende til tilliden til vore institutioner. Denne tillid anses for helt afgørende for, at vi kan opfattes som et af verdens lykkeligste, rigeste og mindst korrupte lande med et af klodens bedre demokratier.

Men hvem skal have magten over vogterne? Hvordan udnævner man for eksempel en ny generaldirektør i DR, der både er dygtig til ledelse, administration, journalistik og, kultur, og som kan markere DR i offentligheden? Mange konkurrerende kriterier gør det lettere at politisere en stillingsbesættelse. Og DR?s bestyrelse er selv præget af partipolitik. Bestyrelsen må gå linedans, når den besætter den store stilling, hvis den vil undgå beskyldninger om politisering.

Også de andre vogtere udnævnes politisk. Folketinget udpeger ombudsmanden. Gennem de politiske statsrevisorer har det også afgørelsen af, hvem der skal være rigsrevisor. Og statsministeren har indflydelse på, hvem der bliver direktør for Nationalbanken. Vogterne påvirkes også uundgåeligt af politikerne gennem lovgivning og bevillinger. Nogle af embedsindehaverne kan tillige afsættes politisk.

Man kunne øge deres immunitet mod politisk pres ved at gøre dem uafsættelige. Men som sagen med generaldirektør Plummer viser det, bør vogterne ikke ubetinget limes til deres embede. Og de skal kunne kritiseres. Problemet er bare, at kritikken i sig selv kan være en del af et politisk spil. Rigsrevisor Henrik Otbo fik for eksempel i sommeren 2009 en rapport fra Sundhedsministeriet, som ministeriet burde have givet ham mange måneder tidligere. Men først efter at bogen ?Projekt Løkke" i september 2010 satte ny gang i sagen, kritiserede Otbo ministeriet for den alt for sene aflevering. Han blev så beskyldt af Venstre-politikere for at politisere, fordi han havde ventet så længe med kritikken.

Men det underlige er jo, at hvis han med sin tøven havde politiseret, så var det til regeringens og Sundhedsministeriets fordel. Så det var den omvendte verden, at Venstre kritiserede, mens oppositionen undlod at kritisere rigsrevisor. Oppositionen støttede rigsrevisors kritik af Sundhedsministeriet, det gjorde Venstre ikke, og så havde politikerne ikke plads til en nuanceret bedømmelse af rigsrevisor.

En avis antydede, at Otbos tøven nok skyldtes, at han i 2009 frygtede at miste sit job. Det er ikke hans egen forklaring, men den, der ses på hans hjemmeside, virker nærmest uforståelig. Det er i fald kritisabelt, hvis han kun kritiserer, fordi en tilfældig bogudgivelse giver en anledning.

Heller ikke ombudsmanden får altid den rigtige kritik. Ombudsmandsinstitutionen blev indført som et surrogat for de forvaltningsdomstole, som Danmark sammen med vore gamle bilande, Norge og Island, må undvære. Det er ellers normalt i den vestlige verden, at borgernes utilfredshed med forvaltningsafgørelser kan indbringes for særlige forvaltningsdomstole. Folketingets ombudsmand har altså en domstolslignende funktion, men udnævnes (og afsættes) i modsætning til dommere af lovgivningsmagten.

Det strider mod idealet om magtens tredeling, hvis dommere eller domstolslignende institutioner deltager i at skrive love. Men ombudsmanden har i spidsen for en kommission forberedt en omdiskuteret revision af offentlighedsloven, uden at nogen har kritiseret hans dobbeltrolle. Heller ikke i forbindelse med at han ville mørklægge en skriftlig kontakt mellem ministre og Folketing – et forslag, der ikke var en nødvendig følge af kommissionens opgave.

Den snart 67-årige Hans Gammeltoft-Hansen har i mange år været verdens længst siddende ombudsmand. Vogterne bør ikke i fravær af (selv)kritik ruste fast til embederne, og der er grund til hele tiden at overveje, om vogternes institutioner kan forbedres.

indland@k.dk

Tim Knudsen er ansat på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet