Det er vist knap en halv snes år siden, 85-årige Agnete Johansen sidst så sin tvillingesøster. For mens søsteren bor på Bornholm, bor Agnete Johansen i Egtved i Sydjylland og er blevet for gammel til at tage den lange tur. Til gengæld ringer de to sammen næsten dagligt og ”knævrer”, og det er ”pragtfuldt”.
”Vi snakker om løst og fast. Når vi har fået nogle nyheder, skal vi lige have dem drøftet. Når man bliver ældre, taler man også ofte om en del, der ligger længere tilbage, frem for om det, der skete i går. Og vi er tætte. Fortæller vi hinanden noget, som ikke skal komme videre, så gør det ikke det,” fortæller Agnete Johansen.
Hun er en af de mange, som sætter deres søskende højt. I en ny YouGov-undersøgelse lavet for Kristeligt Dagblad om voksne danskeres forhold til deres søskende svarer lige knap 40 procent, at de betragter en eller flere af deres søskende som deres nærmeste fortrolige. 82 procent af danskerne vil tilsvarende altid stille op for deres søskende, hvis de beder om hjælp.
Det er dog ikke nogen selvfølge. De søskende, som også i voksenlivet er hinandens fortrolige, er først og fremmest vokset op med forældre, der så og anerkendte alle deres børn, og dernæst har de voksne søskende ofte også sørget for at pleje det indbyrdes forhold livet igennem.
Det oplever i hvert fald Margrethe Brun Hansen, der er cand.psych. og blandt andet forfatter til bogen ”Søskende – et livslangt venskab?”.
”Selv som voksen kan du, hvis du har et godt forhold til dine søskende, behandle dem næsten, lige som du vil. Du kan sige de grimmeste ting – ting, du aldrig ville kunne sige til andre. For du ved, at de i sidste ende alligevel er der – det har du vidst, siden I var børn og kastede brandbiler i hovedet på hinanden,” siger hun.
Relationen mellem søskende lader også til at have ændret sig de seneste årtier, siger Ida Wentzel Winther. Hun er kultursociolog, familie- og hjemforsker og lektor ved Aarhus Universitet (DPU) og en af forskerne bag bogen ”Hvad er søskende? – Praktiske og følsomme forbindelser” fra 2014.
Den er baseret på forskningsinterviews og -observationer af knap 100 børn og unge fra forskellige typer familier og med forskellige søskendekonstellationer – alle bosiddende i Danmark.
”Forbindelsen mellem søskende er i dag i højere grad baseret på et emotionelt arbejde end på et praktisk. For i dag skal vi ikke hjælpe hinanden med at få høsten i hus eller få pasningen af børn og gamle til at hænge sammen på samme måde som for generationer tilbage. Og alligevel ser man, at det er noget, der lægges meget arbejde i: at etablere en følelsesmæssig forbindelse med sine søskende og holde den ved lige.”
Spørgsmålet er, hvorfor danskerne i en tid uden praktisk afhængighed af deres voksne søskende og med mulighed for masser af andre venskaber og fællesskaber stadig holder fast i dem, de voksede op sammen med. De kunne jo bare lade være, hvis nogle nemmere eller mere ligeværdige relationer bød sig?
Svaret handler om umuligheden i at frigøre sig fra dem, der altid har været der, siger Ida Wentzel Winther.
”Uanset hvor god eller dårlig en forbindelse, man har, er søskendeforholdet et blivende forhold – også når man ikke aktuelt ser eller taler med hinanden. Søskende er man, fra man fødes, til man dør.”
Ligesom langt de fleste andre har Agnete Johansen fra Egtved netop oplevet, at det gennem livet har svinget, hvor meget kontakt hun har haft med sin søster.
”Vi begyndte faktisk først at snakke sammen oftere, da vores mor døde i 1997. Før da snakkede vi mest med hende hver især, men siden fik vi meget mere kontakt. I dag er alle vores venner væk, men det at have en søster at snakke med, som forstår en... Det er en stor gave.”