Det er formentlig gået de færreste forbi, at de danske udlændingemyndigheder i søndags sendte den syvårige pige Im og hendes mor Suthida Nielsen til Thailand. Og særloven, som blev vedtaget i onsdags, og som gør det muligt for de to at vende tilbage til Danmark, kan heller ikke være ny for ret mange.
Men en anden sag om mulig tvangsudvisning i den forløbne uge har langt fra fået samme opmærksomhed ? trods sin voldsomme karakter.
I marts i år tævede fire mænd med palæstinensisk-libanesisk oprindelse, heraf tre brødre, en 31-årig mand halvt ihjel uden for Odense. De skar hans ene øre af, slog ham med en hammer, stak ham i halsen og i ansigtet, forsøgte at rive hans ene øje ud, trampede ham i hovedet og tissede til slut på ham. Den mishandlede mand havde forelsket sig i brødrenes lillesøster.
De fire voldsmænd på mellem 21 og 32 år fik ved byretten i Odense i mandags mellem et og tre års fængsel, og de to ældste brødre, som anklageren krævede udvist fra Danmark, slap for udvisning. Begrundelse: De har større tilknytning til Danmark end til Libanon, da de begge har koner, børn og familie i Odense-bydelen Vollsmose.
Im og hendes mor blev udvist, fordi syvårige Im kun har boet tre år i Danmark og derfor ikke har tilstrækkelig stor tilknytning til Danmark, efter at hendes stedfar døde af kræft sidste år.
Peter Starup, lektor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet, forklarer, hvordan Im kunne udvises, mens de to voldsmænd ikke blev det:
?Mændene kunne ikke udvises, fordi danske domstole lægger sig op ad principielle domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som siger, at hensynet til deres familier vejer tungere end det danske samfunds interesse i at udvise dem. I sagen om Im yder menneskerettighederne ikke den store beskyttelse i forhold til tilknytning.?
Peter Starup mener, at de danske domstole tillægger de principielle domme mere betydning end nødvendigt, og at domstolene godt kunne udvise flere forbrydere. Fra Amnesty International forstår juridisk konsulent Claus Juul fuldt ud, at folk kan opleve voldsbrødrenes manglende udvisning versus Ims udvisning som stærkt krænkende for retsopfattelsen, men pointerer:
?Det er to helt forskellige sager. Den ene sag handler om helt almindelige mennesker, som gerne vil familiesammenføres, den anden handler om, hvornår vi kan udvise forbrydere fra Danmark. Ved brødrene ser domstolen på, om det er i strid med menneskerettighedskonventionen at udvise dem. De er statsløse palæstinensere, og det gør det hele mere indviklet.?
Forsimplet set handler det om, at en udvisning også ville ramme brødrenes koner og børn, og da de som statsløse ikke har et andet hjemland og derfor ikke kan pålægges at rejse ?hjem?, vejer familiernes tilknytning til Danmark tungt.
?Domstolen ser også på de dømtes familiers ret til familieliv. Hvis brødrene udvises, skiller vi familierne ad, og der vurderer domstolen så, om det vil være urimeligt belastende for familien at tage med. Palæstinensere har generelt ikke noget hjemland, og uanset hvilket arabisk land, de eventuelt skulle sendes til, vil de være svagt stillede som statsløse,? forklarer Claus Juul.
At sagerne kan virke krænkende på retsopfattelsen, er lektor i retsfilosofi Jakob v. H. Holtermann fra Københavns Universitet helt med på.
?Det lyder umiddelbart paradoksalt, at man smider lovlydige borgere ud af landet og samtidig beholder kriminelle, men generelt smider vi jo ikke kriminelle ud af landet. Vi gør det kun ved helt særlige grupper, hvor loven tillader det. Det er helt rimeligt at føle sin retsbevidsthed krænket, men hvis de her to brødre ikke havde begået en forbrydelse, lader det til, at de har et tilstrækkeligt stort forhold til Danmark til at få lov at bo her.?
Ifølge Jakob v. H. Holtermann handler tilknytningskravet ikke kun om, hvorvidt man bliver dømt:
?At man begår en forbrydelse i ét land, gør jo ikke i sig selv én mere tilknyttet til et andet land. Sådan fungerer tilhørsforholdet ikke.?