Han havde egentlig erkendt, at han skulle dø. Da han lå på gulvet på et diskotek i København og slag og spark regnede ned over ham, havde han affundet sig med, at han ikke skulle se sin familie og venner igen.
”Alt føltes meget fredfyldt, selvom jeg blev angrebet fra forskelle sider og trampet i hovedet. Til sidst trådte jeg ud af min krop, men kunne stadig fornemme, at de sparkede og slog mig,” fortæller Morten Dam Hansen.
Episoden ligger i dag 11 år tilbage, men påvirker stadig 34-årige Morten Dam Hansen, som han sidder og fortæller fra sit idylliske hus ved skov og strand nær Frederiksværk i det nordlige Sjælland.
Det var ikke bare et overfald, der kostede Morten Dam Hansen en række tænder og resulterede i en smadret kæbe. Det var også en ubehagelig fortsættelse til det overfald, som Morten Dam Hansen var udsat for tre år forinden, i 2005. Da arbejdede han som bartender på et andet diskotek i København. Men da han en aften var trådt over på en anden side af disken, blev han umotiveret slået ned, så han væltede om og slog hovedet i betongulvet. Slagene var ikke fysisk invaliderende, men de fik psykiske eftervirkninger.
Det begyndte at knibe med hukommelsen og sammen med en gennemtrængende hovedpine betød det, at han måtte droppe sin uddannelse på handelsskolen.
”Jeg gik lidt i panik over min fremtid og søgte så et job i lufthavnen, som jeg fik. Det var et værdigt arbejde og også en fin løn,” fortæller Morten Dam Hansen.
En aften skulle det nye arbejde fejres med et par øl i byen, og det var altså samme nat, i 2008, at Morten Dam Hansen – liggende på gulvet – var parat til at dø.
Han var på vej hjem, men som veninderne dansede af, så han en anden blive slået ned midt på dansegulvet. Gerningsmanden løb fra stedet, mens Mortens ven gik over for at tilse offeret.
Selv blev han stående, og med ét blev Morten selv angrebet bagfra. Èn gerningsmand angreb Mortens mund med et ølglas, hvorefter flere sprang på ham og slog og sparkede ham. De trampede ham ned.
”Det næste, jeg husker, er, at to betjente trækker mig væk derfra,” siger Morten Dam Hansen.
Selvom Morten Dam Hansen udpegede tre af gerningsmændene for politiet, kom der aldrig en sag ud af det. Selvom Morten Dam Hansen i dag har en hjerneskade, er diagnosticeret med posttraumatisk stresssyndrom (PSTD), har kronisk hovedpine og er tildelt førtidspension, har han ikke kunnet få erstatning.
Hverken for sine tandskader eller fra Erstatningsnævnet, der behandler erstatningssager for blandt andet voldsofre.
Og selvom Morten Dam Hansens liv i dag er hårdt påvirket af de to overfald, er han ikke bitter.
”Det havde jo været ret og rimeligt, at der var blevet gjort noget mere ud af det. Og alt det had og ondskab, som overfaldsmændene printede ind i mig, kunne have ædt mig op. Jeg var bange for, at det ville mig æde op, men det blev starten på min kamp for, at det ikke skulle være en del af mit liv,” siger Morten Dam Hansen.
Med hans egne ord har systemet ”på ingen måde” hjulpet ham efter overfaldene. Før Morten Dam Hansen og hans kæreste Charlotte flyttede til Frederiksværk for seks år siden, nåede han at have 18 forskellige sagsbehandlere i København. Idéen var, at de mange forskellige kontorfolk i kommunen skulle sikre, at han fik en endnu bedre hjælp.
Men i stedet oplevede han det modsatte. Som da én sagsbehandler opfordrede Morten Dam Hansen til at tage på ferie, selvom det er imod reglerne, når man er på kontanthjælp, som Morten var på det tidspunkt. Da han kom tilbage fra ferien, var det til en anmeldelse for socialt bedrageri.
”Der var jeg godt nok ved at eksplodere og at gå ud af mit gode skind,” siger Morten Dam Hansen roligt, mens tårerne presser sig på.
Men den modstand, som Morten har mødt i kommunen, hos politiet og blandt forsikringsfolk, der ikke ville betale hans tandskader, har ikke knækket ham.
”Jeg har følt, at det var mig, der fik en dom for det overfald, der skete. Jeg er blevet straffet i mange år, og jeg har også haft svært ved ikke at blive grebet af en følelse af uretfærdighed. Jeg har været vred, men får det lov, æder det mig op. Hvis vreden og bitterheden bliver en del af mig, bliver det den sidste del af mig, der ryger. Jeg ønsker at være Morten og at være den positive og glade dreng, jeg også var før overfaldet,” siger Morten Dam Hansen og fortsætter:
”Som jeg plejer at sige, så har jeg verdens bedste lorteliv. Jeg lever med svær PTSD og har konstant hovedpine. Det er som at få små nåle stukket ind i hovedet. Hele døgnet. Det er et ret så hårdt liv, men det er også et fantastisk liv.”
Hvorfor?
”Fordi at jeg kom ud som mig selv på den anden side. Det ville ligge lige til højrebenet at blive ekstremt vred og at føle, at det er de andres skyld, at det er samfundets skyld; at jeg har mistet alt. Men jeg stod over for et valg mellem at være et vredt offer og at være en sød og rar fyr,” siger Morten Dam Hansen.
Det har dog ikke været let, understreger han, at bevare optimismen. Der har også været lange perioder inden for de senere år, hvor Morten Dam Hansen mest af alt har ønsket at være helt i fred. Hvor han ikke følte sig som en del af samfundet. Hvor han følte, at tingene gik for stærkt, og at han ikke ”passede ind”.
Det ændrede sig, da han for tre år siden blev kontaktet af et andet tidligere voldsoffer Mikkel Salling Holmgaard, der har startet The Back To Life Project, der blandt andet hjælper voldsofre.
Det blev begyndelsen på et venskab og det betød samtidig, at Morten Dam Hansen fik energi til at kæmpe videre.
”Han hjalp mig med at komme videre i livet, da alle andre havde opgivet mig, frataget mig retten til erstatning og retten til at få dækket mine tandskader. Den kærlighed, håb og forståelse, han viste mig, og som havde så stor betydning for mit liv, brænder jeg for at give videre i dag.”
Har du aldrig selv tænkt, at gerningsmændene havde fortjent en hård straf?
”Jeg synes, at det er forfærdeligt, hvordan vi straffer mennesker i dag. Jeg vil ikke gøre mig klog på, at straffen skal være kortere eller længere. Men jeg synes, at vi skal gøre mere for, at gerningsmændene ikke slår et andet menneske igen. Mit ønske er, at de bliver hjulpet til ikke at gøre det igen.”
Når du har været allerlængst nede, har du så aldrig ønsket hævn eller en følelse af retfærdighed?
”Jeg var faktisk rigtig lykkelig, da jeg tabte min erstatningsag. Nu var det slut. Pengene havde ikke gjort mig rask. Man kan godt sige, at det ikke er retfærdigt, at jeg skulle alt det igennem, men der er ingen grund til at tænke sådan. Det gør ikke mit liv nemmere. For mig handler det om at hjælpe voldsmændene til at få et bedre liv. De må have et elendigt liv, siden de kan gøre den slags, og det ville tjene samfundet langt bedre, hvis vi kunne hjælpe frem for at straffe.” 8