Prøv avisen

Voldsofre har sværere ved at få hjælp end gerningsmænd

”Det er nok en erfaring blandt mange ofre, at de ikke er specielt meget i centrum i retsopgøret. De er primært vidner. Hvis de har en rolle , så er de med til at opklare forbrydelsen. Ellers er det en sag mellem staten og den anklagede. Og straffesagen kører helt uafhængigt af offeret,” siger Jakob Holtermann, retsfilosof.

Er balancen tippet, så hensynet til gerningsmanden vejer tungere end hensynet til offeret? Det mener advokat Helle Hald fra foreningen Hjælp Voldsofre. For selvom der er kommet mere fokus på ofrene, er tilbuddene om hjælp stadig sparsomme

For nogle uger siden var advokat Helle Hald i retten med en kvinde, hvis mand var blevet dræbt. Gerningsmanden blev dømt for drabet. Den dræbtes hustru ville gerne vide, om dommen blev anket. Men hun fik ingen besked fra domstolen. Derimod kunne hun læse i avisen, at den dømte havde valgt at anke. I en anden sag lige før påske fik en 15-årig pige, der var blevet tæsket af sin onkel, først besked om dommen en uge senere via sin advokat.

De to eksempler viser ifølge advokat Helle Hald, der er formand for foreningen Hjælp Voldsofre, at der er noget grundlæggende galt i det danske retssystems behandling af ofre for vold.

I sidste weekend kom det frem, at den ældste pige i misbrugssagen fra Tønder i et brev til statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) havde fortalt, hvor elendigt, hun har det. Pigen opholder sig på en psykiatrisk afdeling og kan ikke tælle, hvor mange gange, hun har forsøgt selvmord. Samtidig befinder hendes sexdømte far sig på en udslusningsanstalt.

”Hvordan kan det være, at samfundet belønner gerningsmænd, mens ofrene straffes?”, skriver pigen i brevet. Og hun rejser dermed det samme spørgsmål som den tidligere fotomodel Marlene Duus, der i en kronik i Politiken i februar 2012 beskrev, hvordan hendes ekskæreste havde overfaldet hende med et rustent jernrør og smadret hendes krop og ansigt til ukendelighed, hvorefter han havde smidt hende 10 meter ned på asfalten. Hvor var balancen, når hendes voldsmand, der var idømt seks års fængsel, fik udgang fra fængslet og kom i lære hos kokken Claus Meyer, mens hun selv kæmpede for en bare nogenlunde acceptabel tilværelse, lød spørgsmålet dengang fra Marlene Duus.

Helle Hald kender i dag Marlene Duus, der ikke ønsker at optræde i pressen. Den 46-årige advokat peger på, at samfundets helt berettigede forsøg på at rehabilitere forbrydere kan virke grænseoverskridende på ofrene. Ikke mindst fordi samfundets tilbud om hjælp til ofre for vold stadig er sparsomme.

”Set fra et voldsoffers synspunkt er det svært at se på, at den voldsmand, der har ødelagt deres liv, har det bedre, end de selv har det. Tønderpigen har ikke fået en individuelt tilpasset hjælp, som hendes far har fået. Det er lidt den samme problematik, vi ser omkring fodlænkeafsoning. Det er vældig fint, at forbrydere kan afsone deres dom hjemme og måske opnå en bedre rehabilitering, samtidig med at samfundet kan spare penge. Men forestil dig, at en kvinde er blevet banket gul og blå af sin tidligere kæreste. Det kan være et chok for offeret at finde ud af, at gerningsmanden afsoner straffen i hjemmet og måske er begyndt på jurastudiet. Der er ikke et system, der på samme måde samler ofrene op. De har ingen særlige rettigheder, selvom de er ofre for en forbrydelse. Det bør vi som samfund diskutere,” siger Helle Hald.

Marlene Duus' kritik af, at balancen mellem hjælpen til gerningsmand og offer er tippet, hænger sammen med, at straffesager altid har handlet om at undgå justitsmord og sikre en retfærdig rettergang for gerningsmanden, der står alene over for statsmagten, forklarer lektor i retsfilosofi Jakob Holtermann fra Københavns Universitet.

”Det er nok en erfaring blandt mange ofre, at de ikke er specielt meget i centrum i retsopgøret. De er primært vidner. Hvis de har en rolle , så er de med til at opklare forbrydelsen. Ellers er det en sag mellem staten og den anklagede. Og straffesagen kører helt uafhængigt af offeret,” siger Jakob Holtermann.

Han henviser til, at kon-fliktråd er et af de tiltag, der forsøger at tildele offeret en mere central rolle.

Samtidig har Justitsministeriet sendt en betænkning i høring, der lægger op til, at offeret får mulighed for at afgive forklaring før den tiltalte i retten.

”Problemet er, at uanset hvor meget sympati man kan have for Marlene Duus og Tønderpigen, så er deres historie et udtryk for forbrydelsens tragedie. Det går igen hos både Tønderpigen og Marlene Duus, at de sammenligner deres egne vilkår med gerningsmandens og siger, at han har det bedre, end de selv har det. Og at offeret derfor er blevet behandlet forkert. I den tankegang ligger en forestilling om, at gerningsmanden skal lide mindst lige så meget som offeret. Og den tankegang har vi generelt besluttet os for ikke skal indgå i vores retssystem. Vi straffer ikke øje for øje, tand for tand og liv for liv,” siger Jakob Holtermann.

Han henviser til, at det netop på grund af forbrydelsen er umuligt at garantere, at offer og gerningsmand er lige godt stillet efter en kriminel handling.

”Men derfor kan man jo godt sætte spørgsmålstegn ved, om der er en urimelig asymmetri i indsatsen for ofre og gerningsmænd. Der er en masse ting, vi kan gøre for at støtte ofrene bedre i forhold til rehabilitering og i forhold til erstatninger,” siger Jakob Holtermann.

Fængselsinspektør Bodil Philip fra statsfængslet i Ringe har 40 års erfaring som ansat i kriminalforsorgen. Hun kan godt forstå, at et voldsoffer kan føle sig forbigået. Men hun finder det forkert at sammenligne den hjælp, der ydes til offeret, med den hjælp, gerningsmanden modtager.

”Hjælpen til offer og gerningsmand kører i to helt adskilte systemer. Hjælpen til gerningsmanden ydes ikke for at være human. Formålet er, at forbrydelsen ikke skal gentage sig, så samfundet beskyttes,” forklarer Bodil Philip.

Fængselsinspektøren afviser, at danske fængsler prioriterer hensynet til resocialisering af de indsatte højere end straffen.

”Straffen afgøres af domstolene. Når dommen er faldet, overvejer Kriminalforsorgen i samarbejde med den indsatte, hvad afsoningstiden skal anvendes til, sådan at risikoen for, at den indsatte begår ny kriminalitet, reduceres. Jeg oplever, at vores indsats i forhold til de indsatte er meget mere målrettet end tidligere. Som noget nyt tester vi de indsatte for, hvilke færdigheder de skal udvikle for at droppe kriminaliteten. Hvis de skal i gang med en uddannelse, er det ikke tilstrækkeligt, at de har lyst. Det vurderes, om skolegangen kan bidrage til, at den indsatte efter løsladelsen kan leve et liv uden kriminalitet,” siger Bodil Philip.

I modsætning til, hvad mange tror, fremhæver Bodil Philip, at daglige udgange i forbindelse med skolegang eller kokkekurser er meget krævende. Her skal den indsatte dagligt skifte mellem det meget regulerede fængselsliv og livet på uddannelsesstedet.

”Fængslet stiller skrappe regler op. Det bliver beregnet, hvor lang tid det tager at køre til uddannelsesstedet fra fængslet. Og er der svinkeærinder på vejen, så inddrages tilladelsen til uddannelse. De indsatte oplever den afsoningsform som meget hård. De kan for eksempel ikke være med i snakken med de andre elever efter skoletid eller i det sociale samvær. Desuden er de ofte under et stort pres fra andre indsatte for at indføre ulovlige ting i fængslet,” forklarer Bodil Philip.

Som advokat møder Helle Hald ofre, der bliver generet ”helt ind til sjælen”, når de oplever, at samfundet tager hånd om gerningsmanden og tilbyder uddannelse, psykologhjælp og anden form for resocialisering, mens de selv står uden hjælp.

Helle Hald understreger samtidig, at der ikke findes nemme løsninger.

”9 ud af 10 af de voldsofre, jeg møder, er ikke fokuseret på, at det bliver en hård straf. Derimod vil de gerne have sagen afsluttet hurtigt. Og så er de interesseret i en passende straf. For eksempel at en pædofil børnekrænker ikke kan opholde sig i nærheden af børn. Det handler meget om information og inddragelse, så ofrene kan lægge tingene fra sig,” siger Helle Hald.

Som advokat oplever hun, at det er en særlig belastning for offeret, når sager trækkes i langdrag.

”Jeg har selv været forsvarer for en lovovertræder under 18 år. Vi brugte timer på at sikre ham en ungdomssanktion. I gamle dage fik gerningsmænd hæfte eller fængsel, og det var det. Udviklingen i dag går i den grad i retning af, at tilbuddene til indsatte bliver mere individuelle. Det er et godt set fra et samfundsmæssigt synspunkt, men vi er også nødt til at erkende, at det er opslidende for offeret ikke at kunne få en hurtig afklaring. Det kan ingen politisk offerpakke løse, men jeg tror, det er vigtigt, at systemet bliver bedre til at give information og tage hånd om ofrene,” siger Helle Hald.