Voldsom stigning i antallet af børn med psykiatriske diagnoser

På fem år er antallet af børn med diagnoser steget med 44 procent. Tallene afspejler, at forældre og fagprofessionelle kan se en interesse i en diagnose. Men de afspejler også, at mange børn trives dårligt i en tid, der ikke tillader børn bare at være børn

”I gamle dage lod læreren måske bare Thomas sidde nede på bageste række, selvom han slet ikke kunne følge med. I dag bliver der gjort mere for at tage hånd om problemerne, men samtidig sker der en ensretning af skolen, som har gjort det sværere for dem, der ikke er supergodt kørende, at klare sig,” siger Tine Basse Fisker. Arkivfoto.
”I gamle dage lod læreren måske bare Thomas sidde nede på bageste række, selvom han slet ikke kunne følge med. I dag bliver der gjort mere for at tage hånd om problemerne, men samtidig sker der en ensretning af skolen, som har gjort det sværere for dem, der ikke er supergodt kørende, at klare sig,” siger Tine Basse Fisker. Arkivfoto. . Foto: Per Folkver/Polfoto.

Hvis psykiatriske lidelser som spiseforstyrrelser, angst og ADHD var smitsomme sygdomme på samme måde som mæslinger, meningitis og tuberkulose, ville der være grund til at slå øjeblikkelig epidemi-alarm over hele Danmark. Antallet af børn, der får en diagnose og kommer i behandling i det psykiatriske system, er nemlig på bare fem år steget med 44 procent, fra 21.047 børn i 2010 til 30.383 børn i 2015.

Det viser tal fra Danske Regioner, som gengives i det nyeste nummer af pædagogernes fagblad Børn & Unge. Ifølge eksperter er der mange årsager til stigningen, herunder at der er blevet mere opmærksomhed på og afsættes flere ressourcer til behandling af børn, der har det svært.

Men når antallet på få år stiger med næsten 10.000, er det alarmerende og kan umuligt blot afspejle et mere effektivt og velfungerende behandlersystem, mener Ole Steen Nielsen, der er videncenterchef ved Nationalt Videncenter for Inklusion og Eksklusion.

”Det er en meget voldsom stigning, som formentlig har flere årsager. En diagnose kan af nogle forældre ses som en lettelse, fordi den ofte giver dem et sæt konkrete rettigheder og en stærk interesseorganisation i ryggen. Og for de fagprofessionelle kan en diagnose bruges til at styre barnet andre steder hen,” siger han.

Siden 2012 har der været en inklusionslov, som pålægger skolen at rumme så mange børn som muligt – målet er, at 96 procent af hele årgangen skal være i normalskolen. Men hvis barnet virkelig har det svært, eller der ikke er nok ekstra lærer- eller pædagogkræfter til det, kan en psykiatrisk diagnose ses som en udvej af enten forældre eller de professionelle voksne.

”Men i den sammenhæng er det vigtigt at gøre sig klart, at en diagnose aldrig må være noget, man læner sig tilbage over og tager til sig, men som anviser til fortsat handling,” siger Ole Steen Nielsen, som samtidig ser de mange diagnoser som et tegn på, at kravene til børn om at kunne præstere har bevæget sig helt ned i børnehaven med de nye skærpede læreplaner.

”Det er i dag slet ikke nok for et barn bare at være til, at være et dejligt barn, der leger. Børn skal hele tiden klare alt muligt og testes i hvad som helst. Det er sandsynligt, at nogle af diagnoserne gives til børn, som har haft brug for at trække sig fra alle kravene,” siger han.

Ifølge Niels Bilenberg, professor på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, Odense, og ved Syddansk Universitet, har stigningen i diagnoser stået på i op mod 20 år, og den er blandt andet udtryk for, at det er blevet mere accepteret og mindre tabubelagt at være i kontakt med det psykiatriske system.

”Det er en glædelig udvikling. Da jeg begyndte at arbejde med feltet i 1980’erne, skulle forældre næsten have vredet armen om på ryggen, før de ville erkende, at der kunne være et behov for behandling. Nu er vi næsten endt i den modsatte grøft, hvor der er en jagt på at få en diagnose. Det kan være lettere at acceptere, end at barnets problemer hænger sammen med, at det for eksempel er i klemme, eller at der er nogle problemer i familien,” siger Niels Bilenberg.

Niels Bilenberg slår fast, at selvom en del psykiatriske lidelser er arvelige, kan almindelig arvelig udvikling umuligt forklare den meget store stigning. Derfor er forskerne på Syddansk Universitet gået i gang med at undersøge, om der er miljø- og samfundsmæssige faktorer, der er med til at påvirke børn og unge. For eksempel om der er sammenhæng mellem stressramte børn og unge og psykiatriske diagnoser, og om brug af iPads og andet moderne elektronisk legetøj kan have en negativ effekt.

”Vi er i en tidsalder med et konstant krav om at være online og om at kunne præstere. Det gælder om at være med på vognen, og så risikerer de lidt svagere børn og unge at blive smidt af,” siger han.

Formanden for Pædagogiske Psykologers Forening, Bjarne Nielsen, påpeger, at mens antallet af unge i psykiatrien stiger eksplosivt, har vurderingen blandt skolepsykologer af, hvor mange unge der i en eller anden udstrækning kan have brug for ekstra hjælp i løbet af deres skoletid, gennem mange år ligget konstant på 15-20 procent af hver årgang.

”Der er en stigende tendens til, at psykiatrien bliver hentet ind som overdommer omkring et barn. Også i de tilfælde, hvor man tidligere kunne nøjes med nogle samtaler med skolepsykologen i stedet for en diagnose,” siger Bjarne Nielsen, som efterlyser et tættere samarbejde mellem psykiatrien og de pædagogisk-psykologiske rådgivninger.

Tine Basse Fisker er inklusionskonsulent og ekstern lektor ved DPU Aarhus Universitet. Hun mener, der er et stort behov for, at alle voksne bliver dygtigere til at forholde sig til det enkelte barn og til at finde den rette balance mellem at stille krav til og beskytte barnet.

”I gamle dage lod læreren måske bare Thomas sidde nede på bageste række, selvom han slet ikke kunne følge med. I dag bliver der gjort mere for at tage hånd om problemerne, men samtidig sker der en ensretning af skolen, som har gjort det sværere for dem, der ikke er supergodt kørende, at klare sig,” siger hun og tilføjer:

”Det kan give afmagt, hvis børn bliver sat under for stort pres udefra. Men samtidig oplever vi et modpres fra forældre, der i et misforstået forsøg på at skærme deres børn hindrer dem i at overvinde sig selv og blive mere robuste,” siger hun.

Som eksempel nævner Tine Basse Fisker, at der i tiden tales meget om særligt sensitive børn, som ikke er en egentlig diagnose, men bruges som en anledning til at skærme barnet ekstra meget:

”Men det barn, som har svært ved at turde tage på lejrskole eller spejderlejr, skal ikke skånes ved, at der slet ikke arbejdes i små skridt med at kunne nå dertil. At være særligt sensitiv kan ses som en reaktion på en samfundsudvikling, men hvis reaktionen herpå er at gå helt modsat, er der en risiko for, at det udvikler sig til angst hos barnet.”