Voldsom stigning i udviklingshæmmede kriminelle

Antallet af dømte udviklingshæmmede er mere end firedoblet siden 1991

Der er sket en stigning i antallet af udviklingshæmmede, der er på kant med loven. -
Der er sket en stigning i antallet af udviklingshæmmede, der er på kant med loven. -. Foto: colourbox.com.

Antallet af udviklingshæmmede, der bryder loven, er steget voldsomt de senere år. Man registrerer ikke udviklingshæmmede centralt i Danmark, men ifølge tal fra Ankestyrelsen førte kommunerne i 2007 tilsyn med op mod 410 domfældte udviklingshæmmede. I 1991 var tallet kun 84.

En af årsagerne er, at både politi, advokater og dommere har fået øjnene op for, at mange, man tidligere satte i fængsel, faktisk ikke er egnede til straf:

– Man er blevet opmærksom på, at vi har nogle typer af kriminelle, der har en ret lav begavelse, men som ikke er udviklingshæmmede i traditionel forstand. Til gengæld har de en lang række andre problemer, der giver sig udslag i problematisk og kriminel adfærd: omsorgssvigt, stofmisbrug, karakterafvigende træk. Og når man lægger alle de ting sammen, er de ligestillet med udviklingshæmmede, og derfor giver det ikke nogen mening at straffe dem, siger Lars Sandberg, seniorkonsulent ved Netværket vedrørende Domfældte Udviklingshæmmede.

I hans øjne er der tale om en positiv udvikling:

– Det handler ikke om, at de udviklingshæmmede er blevet meget farligere, men om at nogen af dem, der tidligere sad fængslet under Kriminalforsorgen, nu havner i vores system. For det er jo noget helt andet end straf, der skal til for denne her gruppe, siger han.

De mange dømte skaber dog også problemer – ikke mindst i forhold til plads. Det mærker Danmarks eneste sikrede institution for domfældte udviklingshæmmede, Kofoedsminde på Lolland.

Her placerer man de udviklingshæmmede, der har begået den mest personfarlige kriminalitet for eksempel drab. Men stedets 29 sikrede pladser er ikke nok til at dække behovet, fortæller forstander Hans Christian Hansen:

– Stigningen er så stor, at der er venteliste. Det betyder, at der sidder dømte udviklingshæmmede rundt om i arresterne, som ikke kan få plads, siger han.

Sidste år flyttede Kofoedsminde administrationen ud i en skurvogn for at skaffe flere pladser, og netop nu overvejer Region Sjælland, om Kofoedsminde skal udvides permanent med fem pladser.

Som Kristeligt Dagblad skrev i går, findes der ingen central registrering af udviklingshæmmede, og det bliver derfor ikke automatisk opdaget, hvis en person, som pågribes i noget kriminelt, er udviklingshæmmet.

SF fremsætter i det kommende folketingsår et beslutningsforslag om at psykologteste førstegangskriminelle. Hvis det bliver gennemført, vil endnu flere formentlig blive dømt til sociale foranstaltninger frem for straf:

– Vi ved, at rigtig mange af de kriminelle har personlighedsforstyrrelser, og at flere af dem er deciderede udviklingshæmmede, som bare ender i forkerte miljøer. Det er ganske frygteligt for dem, fordi de ofte bliver underhunde i det kriminelle system. De skal være et helt andet sted, siger partiets retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt.

vaaben@kristeligt-dagblad.dk