Prøv avisen

Voldsom vækst i udgivelser om Besættelsen

I disse år skifter fortællingerne om Besættelsen fra at være danskeres erindrede, umiddelbare fortid, til at være fjern historie. Men det svækker ikke lysten til at skabe store fortællinger, for eksempel i ”Flammen og Citronen” fra 2008 med Mads Mikkelsen og Thure Lindhardt. Foto: Kenneth Nguyen / Nordisk Film

Siden 2002 har danske historikere og forfattere skabt 4500 værker om Danmark i årene 1940-1945. Det er næsten et værk om dagen i 13 år

Fra afslutningen af Anden Verdenskrig i 1945 og frem til 2002 registrerede Det Kongelige Bibliotek i alt 8600 værker - historiske fremstillinger, romaner, digte, film og personlige erindringer - som omhandler Danmark i besættelsesårene 1940-45. Det svarer cirka til 150 værker om året, hvilket er ganske meget. Men siden 2002 er yderligere 4500 værker kommet til. Det svarer til 350 om året - eller næsten en udgivelse om Anden Verdenskrig i Danmark hver eneste dag i 13 år.

”Lige siden Besættelsen har perioden haft meget stort fokus i historieforskningen, og den er bestemt ikke blevet mindre. Der bliver skrevet helt enormt meget om perioden,” siger Jakob Kyril Meile, forskningsbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek.

Han uddyber, at det store antal registrerede udgivelser også hænger sammen med, at alt, der udgives i Danmark, skal forelægges Det Kongelige Bibliotek. En betydelig del af de mange udgivelser er derfor ikke nødvendigvis bøger skrevet af professionelle og udgivet på store, velrenommerede forlag.

”Der skrives utrolig mange erindringer i dette land, og de mennesker, som i disse år har tid til at skrive erindringer, er mennesker, som blandt andet mindes deres barndom under Besættelsen. Og Besættelsen var så skelsættende en begivenhed, at hvis man overhovedet levede dengang, så fylder det i erindringerne. Det er den sidste store samlende begivenhed, som ramte alle danskere personligt og satte samfundet under et pres, vi ikke har oplevet siden,” siger Jakob Kyril Meile, der selv er besættelsestidshistoriker.

Han peger på, at antallet af udgivelser måske netop nu når sit højdepunkt, fordi antallet af mennesker, der har personlige erindringer om 1940-45 selvfølgelig vil aftage med tiden. Derimod tyder intet på, at yngre generationer af faghistorikere eller skabere af fiktion har tænkt sig at lægge Besættelsen på hylden, hvilket blandt andet markante film som ”Flammen og Citronen”, ”Hvidsten Gruppen” og ”9. april” vidner om.

”Krig er altid en stærk ramme for at fortælle om store og eviggyldige temaer. Danmarks besættelse kan både bruges til at skildre krigen i sig selv, til at stille skarpt på det generationsopgør, som modstandskampen jo også var og til at diskture eviggyldige temaer som demokrati over for diktatur og idealisme over for pragmatisme,” siger Jakob Kyril Meile.Han vurderer, at Anden Verdenskrig fortæller en langt stærkere historie end for eksempel Den Kolde Krig, som forblev diffus, og krigene i Irak og Afghanistan, som forblev fjerne. Derfor håber historikeren ikke, at den begivenhed indtræffer, som kan overtrumfe Anden Verdenskrig i den nationale erindring, for det ville kræve en Tredje Verdenskrig.

At danskerne ikke kun er ekstremt optaget af at skrive, men også af at læse faglitteraur, skønlitteratur og erindringer om Besættelsestiden vidner mange bestsellerlister om.

For eksempel ligger Thomas Harders ”Besættelsen i billeder” højt på listerne lige nu. Det samme gjorde Peter Øvig Knudsens ”Efter drabet”, da den ukom i 2001, og filmen ”Flammen og Citronen” fra 2008, som er løst baseret på bogen, solgte hele 673.764 biografbilletter og ligger dermed på top-20 over de mest sete danske film nogensinde.

Og danskerne synes ikke kun, at Besættelsen er en stærk, dramatisk fortælling. Ifølge en ny undersøgelse fra Nationalt Videnscenter for Historie- og Kulturarvsformidling mener 9 ud af 10 voksne danskere, at Besættelsen er så væsentlig, at ”alle unge mennesker bør lære historien om den 9. april 1940”. Flere end tre fjerdedele mener, at denne historie ”er vigtig, når vi skal træffe afgørelser i fremtiden”. Og næsten lige så mange mener, at ”modstandsbevægelsen var de sande danske helte under Anden Verdenskrig”.

Ifølge videnscenterets leder Peter Yding Brunbech afspejler dette, at befolkningens interesse for besættelsestiden aldrig har været større, at danskerne gerne fælder moralske domme over fortidens begivenheder, og at disse moralske domme har et præg af selvmodsigelse.

”Jo mere generelt, der spørges, jo mere idealistisk bliver der svaret, Men når spørgsmålene berører konsekvenserne af valget, kommer man i tvivl. For eksempel mener 76 procent, at den 9. april husker os på, at det er vigtigt at kæmpe for det, man tror på. Men kun 26 procent mener, at det danske forsvar burde have kæmpet længere den 9. april,” forklarer Peter Yding Brunbech.

Han tilføjer, at svarene ikke bare er selvmodsigende, men også viser, hvor komplicerede moralske dilemmaer Besættelsen rejser, og hvor nuanceret de fleste forholder sig til dem.

”Jeg tror, der er sket en forskydning i den måde, vi reflekterer over Besættelsen på, som skyldes, at de mennesker, som især præger debatten, ikke længere har noget politisk og personligt på spil,” mener Peter Yding Brunbech.

”Tidligere, for eksempel i 1970'erne, var debatten om Besættelsen præget af de endnu levende politikere, modstandsfolk og andre aktører, som hver havde en position, som skulle forsvares. Besættelsen optager os ikke mindre end i de foregående 75 år, tværtimod. Men lige nu er den ved at skifte fra at være umiddelbar og erindret fortid til at blive historie,” forklarer Peter Yding Brunbech.

Pointen er, at nu hvor de politiske beslutningstagere er væk og kun få modstandsfolk og soldater fra dengang er tilbage, er Besættelsen på vej til udelukkende at blive nationens fælles fortælling om fortiden frem for enkeltpersoners egen erindring.

Det bringer flere anfægtelser frem i såvel historiske fremstillinger som fiktion, i forhold til dengang, da de personlige erindringer og dagsordener dominerede. Men danskernes lyst til at reflektere, læse, skrive, filme og fortælle om Besættelsen er ikke mindre af den grund, betoner Peter Yding Brunbech:

”Heltefortællingerne om Anden Verdenskrig er vendt tilbage, men det er en ny type heltedyrkelse med flere nuancer og gråtoner, end vi har set før. Hvor 1950'ernes fortælling handlede om tapre modstandsfolk, der døde en heltemodig død med Guds ord i brystet og en urokkelig tro på sagen lige til det sidste, så er ”Flammen og Citronen” og ”9. april” langt mere avancerede fortællinger om helte. De ofrer sig for det, de tror på, men først efter at det står klart, at alle sider i kampen har forskellige tvivlsomme dagsordener, og først efter at de er blevet pillet fra hinanden menneskeligt.”

I disse år skifter fortællingerne om Besættelsen fra at være danskeres erindrede, umiddelbare fortid, til at være fjern historie. Men det svækker ikke lysten til at skabe store fortællinger, for eksempel i ”9. april” fra 2015 med Pilou Asbæk.