Volontører med hjerte og hænder

En gruppe danske senior-volontører hjælper Jerusalems dårligst stillede familier. For dem er det den bedste måde at opleve Israel bag kulissen på og samtidig gøre gode gerninger

Volontørerne (fra venstre)Jørgen Bernhard, Hjørdis Bernhard, Doris Heinesen og Aase Birk Nissen føler sig privilegerede over at få muligheden for at give staten Israel en håndsrækning. -
Volontørerne (fra venstre)Jørgen Bernhard, Hjørdis Bernhard, Doris Heinesen og Aase Birk Nissen føler sig privilegerede over at få muligheden for at give staten Israel en håndsrækning. -. Foto: Allan Sørensen

En diakonal opgave uden betingelser. Sådan sammenfatter den danske teolog og senior-volontør, Jørgen Bernhard, sin hverdag i Jerusalem. Han sidder på en lav mur i det fattige Katamon-kvarter i Jerusalem sammen med sin kone, Hjørdis Bernhard. Sammen med seks andre danske volontører har parret gennem organisationen Ordet og Israel kastet sig ud i et to måneder langt volontør-forløb i Jerusalem. Ikke i den traditionelle forstand, hvor unge kommer for at arbejde, inden de begynder på studiet derhjemme. Men derimod som seniorer, hvor fællesnævneren er, at alle i gruppen enten har passeret pensionsalderen eller ligger lige under.

Den åndelige fællesnævner hos de danske senior-volontører er, at de alle føler sig privilegerede over at få muligheden for at give staten Israel en håndsrækning.

Sådan en håndsrækning er Shimon, hans kone og seks børn i færd med at få lige neden for muren, hvor Jørgen og Hjørdis holder en kort pause. De danske volontører arbejder fire dage om ugen med at renovere fattige jødiske familiers lejligheder, som den toværelses lejlighed Shimon og de syv andre familiemedlemmer bor i. Det finder sted i samarbejde med den jødiske organisation Yad va Lev (hånd og hjerte). Yad Va Lev er navnet på Ordet og Israels sociale arbejde i Israel. Herudover arbejder voluntørerne i et jødisk suppekøkken ved det ortodokse Meah Shearim-kvarter.

Ud fra tanken om, at vi som kristne har modtaget Bibelen og åndelige vær-dier fra Israel, føler jeg, at vi skylder dem en materiel hjælp. Og det er både en velsignelse for os og for dem, vi kommer i kontakt med, siger Jørgen Bernhard.

Til trods for visse israelske politiske partiers stigende modstand mod, at kristne arbejder blandt den jødiske befolkning, er det daglige arbejde mellem senior-volontørerne og de jødiske familier fritaget for religiøse spændinger af nogen art.

Shimons familie, der er religiøs, tager imod de kristne danskeres hjælp med kyshånd. I nogle tilfælde spørger de religiøse familier til råds hos nabolagets rabbiner, når de får tilbudt hjælp. Indtil videre har svarene altid kun været ja tak!

Når vi møder folk i bussen, og de hører, hvad vi arbejder med, siger de ofte impulsivt tak og må Gud velsigne jer, siger Doris Heinesen, der i dag er med til at renovere Shimons lejlighed.

I en by som Jerusalem, der er blandt Israels fattigste, og hvor op imod en tredjedel af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, kan renovering af en lejlighed synes som en dråbe i havet.

Vi synes selv, det er et lille stykke arbejde, siger Aase Birk Nissen fra Århus. Hun har lige skrællet malingen af væggen i Shimons lejlighed, blot for at opdage at den er gennemblødt af fugtighed fra det nærtliggende badeværelse.

For Aase er arbejdet dog givende i begge retninger.

Vi bruger af vores overskud. Vi får nogle gode oplevelser, som er umulige at få som turist, og det er en meget tilfredsstillende måde at rejse på, siger hun.

Det kan fire andre danske senior-volontører, der på samme tid er i færd med at skrælle kartofler i suppekøkkenet i det ortodokse kvarter Meah Shearim kun nikke genkendende til.

Israel byder på mange overraskelser, siger Edle Kronborg, der netop har sat sig i den varme efterårssol for at spise frokost, inden der skal serveres for de trængende.

Der står ikke meget i aviserne derhjemme om, at en tredjedel af Israels befolkning lever under fattigdomsgrænsen, siger Edle Kronborg.

Men netop i lyset af den vedvarende konflikt er det, ifølge de danske volontører, let at overse de mange nuancer ved det israelske samfund. Arne Pedersen, der er ornitolog, har stor glæde ved at stifte kendskab med mange af Israels 400 fuglearter. Men for ham er det også et spørgsmål om at være i stand til at give Israel noget tilbage for alt det, landet har givet gennem Bibelen og ikke mindst også har været udsat for.

Vi må ikke glemme, at de største jødeforfølgelser har fundet sted i kristne lande, siger han.

allan@kristeligt-dagblad.dk