Hun siger det i første sætning, næsten inden interviewet er begyndt:
“Hvem kan bestemme, hvad der er et godt liv for ens barn, for en selv og familiens kommende børn? Hvem andre kan vurdere det end forældrene selv?”.
Og som en eftertanke, der også er en konklusion.
“Det er et stort eksistentielt spørgsmål, hvad et godt liv er. Og hvad svaret angår, er vi alle forskellige.”
I 2021 fik Josephine Wendt en abort i graviditetens uge 20 + 5 - 20 uger og 5 dage - fordi pigen, hun ventede, manglede begge arme. Misdannelsen blev opdaget til den scanning i uge 18-21, der er et tilbud til alle gravide i det danske sundhedsvæsen. Josephine Wendt var langt over grænsen for fri abort. Derfor skulle hun søge om tilladelse til en såkaldt sen abort. Først fik hun og kæresten nej i det regionale abortsamråd, der tager stilling til ansøgninger om sen abort. Dagen efter fik de ja, da de ankede afslaget til abortankenævnet.
Josephine Wendt fødte sin døde datter den 19. juni 2021. Pigen vejede 300 gram og var 24 centimeter lang. Om halsen bærer Josephine Wendt stadig en guldplade, hvor disse nøgletal og pigens fodaftryk i miniature er indgraveret.
Faktisk har hun ikke lyst til at stå frem med sin historie, der er så personlig og sårbar. Valget om abort var det hårdeste, hun og hendes kæreste “forhåbentlig skal træffe i vores liv”. Men ikke det sværeste, pointerer hun.
“Og der er en forskel. Vi tænkte kun på, hvilket liv vores datter ville få, og verden var bare ikke god nok til hende med det handicap, hun havde. Vi var helt sikre. Måske ville halvdelen af alle mennesker vælge som os, hvis de stod i samme situation, og halvdelen ville ikke. Jeg føler, jeg skal overbevise dem, som synes, mit valg er forkert,” siger hun om de reaktioner, hun frygter.
Men hun har noget på hjerte, hun har brug for at sige. Det handler netop om den dom, hun fik, ikke i mediernes kommentarspor, men i abortsamrådet, da hun først fik nej til abort.
“Alle forældre skal selv have ret til at bestemme, om de vil have, at deres børn skal leve med de misdannelser, der viser sig til de scanninger, man får tilbudt. Vi mistede et barn. Det følte vi, og det var barskt. Men oven i kom den umyndiggørelse, vi oplevede i abortsamrådet. Det var et kæmpe traume,” siger hun.
I Danmark er aborten fri indtil udløbet af graviditetens uge 12. Efter uge 12 kan en kvinde søge om såkaldt sen abort, hvis enten medicinske eller sociale grunde taler for det. I 2021, det år Josephine aborterede sin datter, søgte i alt 803 kvinder om sen abort ifølge den seneste årsrapport fra abortankenævnet. Langt de fleste, 750, fik tilladelse i de regionale abortsamråd, mens 53 fik afslag. Ud af dem ankede 38 afgørelsen til abortankenævnet, der omstødte afgørelsen i seks tilfælde, blandt andet Josephine Wendts.
Faktisk er hendes sag omtalt i årsrapporten som et eksempel på en "udvalgt sagstype", som der står:
"Abortankenævnet fandt, at fostret ud fra det foreliggende samlet set havde meget betydelige reduktionsdefekter på begge overekstremiteter, og at disse måtte anses som en alvorlig legemlig lidelse," er sagen beskrevet.
Nu er abortgrænsen atter til debat i Danmark. Det Etiske Råd er på vej med en udtalelse, og en række fagfolk er gået i brechen for, at grænsen skal udvides.
"Hvis nogle forældre har fået konstateret en misdannelse hos fosteret, som de ikke føler, de kan leve med, så skal ingen efter min mening blande sig i det," siger for eksempel Øjvind Lidegaard, professor ved Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet.
En ændring af grænsen for den fri abort handler blandt andet om sager som Josephine Wendts. Derfor skal vi høre hendes historie.
"Jeg kan ikke finde hendes arme"
Josephine Wendt, 29 år, bor på Vesterbro i København med sin kæreste. Lejligheden er hyggelig og tæt møbleret med stakke af lp'er i en bogkasse og en grøn stueplante på en reol. Josephine Wendt har brunt hår og lyseblå øjne. Hendes smil er medrivende, hun føles levende til stede. Men hun er også berørt. Flere gange græder hun under interviewet.
Hun er bekymret af natur, siger hun selv. Og fordi hun havde smerter, købte parret sig til ekstra scanninger, da hun blev gravid i 2021.
I uge 9, 12 og 17 lød meldingerne dog, at alt var i orden. Men til den sidste scanning bemærkede Josephine Wendt, at den sundhedsperson, som scannede, var mere stille end normalt.
"Der er noget, som ikke er, som det skal være", sagde hun så: "Jeg kan ikke finde hendes arme".
En kollega blev tilkaldt, og heller ikke hun så nogen arme. Josephine Wendts kæreste begyndte at græde. Selv forstod hun først ikke beskeden, så spurgte hun: "Hvad gør vi så?".
Personalet tøvede: "Abortgrænsen er jo ved 12. uge", svarede den ene.
Josephine Wendt blev rasende: Abort var ikke på tale, udbrød hun. Så blev hun svimmel og kvalm. Personalet gav parret en brækpose og hver en brik med juice og bad dem vente på den overlæge, de havde tilkaldt. Og på en bænk ved hospitalet begyndte Josephine Wendt at begribe den besked, hun havde fået.
"Hun kommer ikke til at kunne holde sin egen juice," sagde hun til sin kæreste.
"Josse", svarede han: "Hun kommer ikke til at kunne gå på toilettet selv."
De blev informeret om muligheden for at søge sen abort af den overlæge, som var blevet tilkaldt. Forinden scannede han Josephine Wendt grundigt igen, og i 3D så parret, hvad de tog stilling til.
"Hun manglede den ene arm op til skulderen og den anden til albueleddet. Hun havde ingenting - i vores øjne - at gøre godt med, og det var afgørende for os," siger Josephine Wendt.
Det var fredag eftermiddag. Og så sikre var Josephine Wendt og kæresten på deres valg, at de afviste lægen, da han bad dem overveje sagen hen over weekenden. De sagde også nej, da de ved en ny konsultation om mandagen fik tilbudt en samtale med en kirurg, der kunne forklare, hvad man kan gøre for at afhjælpe de manglende arme. I stedet gik tiden med at forberede sig på det valg, de havde besluttet sig for. Josephine Wendt googlede senabort. Hun prøvede at sjusse sig frem til, om abortsamrådet ville sige ja eller nej i hendes tilfælde. Hun læste om, at man føder fostret, når man aborterer så sent i graviditeten, og hun mærkede, hvor knyttet hun allerede var til barnet i sin mave. Hun "græd og græd" og sørgede over den datter, hun skulle miste.
Tirsdag klokken 13.30 ringede lægen og fortalte, at samrådet havde givet afslag på abort. Senere fik Josephine Wendt også afslaget i sin e-boks:
"Selvom der er tale om, at misdannelsen vil medføre vanskelig opvækst, så er der ikke tegn på andre misdannelser eller kromosomfejl. Ny teknologi og støtte vil kunne give god opvækst og godt liv," lød vurderingen fra abortsamrådet i brevet.
Med lægen i telefonen brød Josephine Wendt "helt sammen". Han anbefalede, at parret ankede afslaget. Den første ansøgning havde krævet Josephine Wendts underskrift, men ikke andet. Resten af ansøgningen foregik ved, at lægen indsendte information om hendes sag til abortsamrådets medlemmer. Nu ville hun og kæresten til orde. Lægen foreslog dem at skrive et brev, og brevet blev vedlagt den anke, lægen sendte ind.
Samme aften blev Josephine Wendt kørt til psykiatrisk skadestue med et angstanfald, udløst af tankerne om at blive tvunget til at sætte det barn i verden, hun mente ville få et alt for vanskeligt liv - og samtidig leve med visheden om, at hun havde bedt om lov til at lade det dø.
Dagen efter, onsdag klokken 16, blev afslaget omstødt, og Josephine Wendt fik tilladelse til abort af abortankenævnet. Torsdag blev aborten sat i gang med piller. Lørdag fødte Josephine Wendt sin datter, "dopet" på smertestillende medicin. Den lille pige kom ud uden puls, og forældrene sad med hende i halvanden time. Hun fik navnet Nova, og siden blev hendes aske spredt ud over et sted, der har særlig betydning for Josephine Wendt og hendes kæreste.
Et umuligt liv
Hvorfor mente de, at to manglende arme var umuligt at forene med et godt liv? Hvordan kunne forældrene være så sikre på, at de ønskede abort, når mange mennesker lever gode liv med handicap?
I brevet, de skrev og fik sendt med deres anke, stod der blandt andet:
"(Vi) anser et værdigt liv som værende betinget af friheden til at kunne klare sig selv og bevæge sig frit uden at være afhængig af andre mennesker eller brug af teknologi."
"Vi kan ikke klare tanken om, at vores lille pige skal leve et liv uden arme, da dette handicap vil medføre en enorm frihedsberøvelse livet igennem," stod der også.
I to hektiske timer arbejdede Josephine Wendt og kæresten på brevet, inden anken blev sendt, og det emmede af den desperation, det var skrevet i: "Vi får ondt i hjertet og hele kroppen ved tanken om at skulle tilbyde hende dette liv". Og: "Vi ønsker inderligt ikke at bringe dette liv til verden, hvor smerteligt det end er," stod der også.
Og dog formidler det fortvivlede brev den grundlæggende værdi, som guidede parret til deres valg. Josephine Wendt siger det igen og igen:
"Vi kunne ikke se et liv for os, hvor hun for altid ville være afhængig af andre."
Hun har en kandidatgrad inden for ernæring og idræt, og det samme har hendes kæreste. Deres personlige erfaring og boglige viden er, at frihed til at bevæge sig er vigtig for et menneskes mentale helbred. Mennesker møder også verden med kroppen som sprog, og verden møder dem som den krop, de er, fortsætter hun.
"Der ville altid være det ekstra blik på hende. Hun ville altid blive set på som den, der ikke havde arme, som et offer."
Hun kender godt historierne om mennesker, der får alt ud af deres fysik og for eksempel deltager i de paralympiske lege. Den slags vidnesbyrd piner hende den dag i dag, for kunne det været blevet hendes barn?
"Men jeg tror, at det er en lille del af mennesker med handicap, der ender et sted, hvor det er en styrke for dem," siger hun.
Under alle omstændigheder følte hun og kæresten ikke, at de kunne løfte opgaven. Hvordan lærer man et barn, at det kan alt i verden, når man ikke tror på det selv, forklarer hun. Dertil kom, at forældrene heller ikke troede på den hjælp, deres datter ville kunne få; hun ville være afhængig af ansøgninger til kommunen om støtte og hjælpemidler, og alle har hørt, hvor vanskeligt det er at få den hjælp, man behøver, til et barn med særlige behov:
"Hvad ville verden give hende?", siger Josephine Wendt.
Hun mener det ærligt, når hun siger, at aborten var det mest kærlige, hun kunne gøre for barnet i hendes mave.
"Vi ville jo gerne have hende. Uanset hvad ville hun have været perfekt for os, som hun var. Men vi kunne ikke give hende nok. Verden kunne ikke give hende nok. Hun ville få et hårdt liv, og et hårdt liv var aldrig, hvad vi ønskede for hende. Vi ville hellere have, at hun skulle være i minderne og vores hjerter, hvor arme ikke betyder noget. For arme betyder meget i denne verden," siger hun.
Josephine Wendt og hendes kæreste var rejst til England for at få aborten, hvis også deres anke var endt med et afslag. I England går grænsen for fri abort ved udløbet af uge 24. De havde allerede fået tid på en engelsk klinik i løbet af det døgn, der gik, fra abortsamrådet sagde nej, til ankenævnet sagde ja.
Josephine Wendt følte ikke, at hun aborterede et foster. Hun følte, at hun mistede en datter. Derfor var hun glad for, at hun "fik lov" at få aborten i Danmark, siger hun: Her fødte hun sit barn og tog afsked med det. Personalet havde nøjagtig aftalt med parret, hvordan det skulle foregå. I England ville Josephine Wendt være alene, for det var under corona, og hendes kæreste måtte ikke rejse med.
"Jeg ved heller ikke, om jeg havde fået lov at se hende bagefter og sige farvel. Sådan en abort tror jeg aldrig, jeg var kommet mig over," siger Josephine Wendt.
Netop fordi hun følte sig som mor, følte hun også, at afslaget i abortsamrådet var direkte traumatisk: "Grotesk, uetisk", siger hun.
Samrådet traf sin beslutning alene på baggrund af hendes journal og underskrift, og i afslaget står, at samrådets tre medlemmer var henholdsvis gynækolog, psykiater og jurist.
"Hvad ved de bedre om livet end mig? Hvad ved de mere om det liv, min datter ville få, end min kæreste og mig?", siger hun.
Afslaget og den panik, det medførte, stjal den tid, som Josephine Wendt havde tilbage med sit barn, og også af den grund er hun vred.
"Vi gennemlevede det værste døgn i vores liv, inden abortankenævnet omstødte afslaget, med angstanfald, en tur på psykiatrisk skadestue og planlægning med at få aborten i udlandet. Det frarøvede min kæreste og mig helende tid med vores lille pige," siger hun.
Men hvis abortgrænsen sættes op, hvem skal så være det ufødte barns ambassadør?
"Det er et godt spørgsmål. Jeg kan ikke forestille mig, at nogle forældre vil vælge, at barnet ikke skal leve, uden at have netop barnet i tankerne. For os var valget, vi tog for hende, det bedste for hende. Så vi føler, at vi var de bedste ambassadører," siger Josephine Wendt.
Siden aborten er Josephine Wendt og hendes kæreste blevet forældre igen til en søn uden handicap.