Mange betragter det som en selvfølge, at man har en håndskrift. Måske endda en personlig én med krøller og krummelurer, måske smukt svungent på skrå eller bare blidt bundet sammen i formskrift. Men håndskriften er en alvorligt truet størrelse, lyder det fra flere fagpersoner på området.
I dag er det sådan, at børn fra 0. eller 1. klasse lærer at skrive alfabetets bogstaver enkeltvis, som såkaldte trykbogstaver. I slutningen af 2. klasse samt i 3. og 4. klasse undervises eleverne i grundskrift, altså en sammenbinding af trykbogstaverne, forklarer Annie Hjort Pedersen, lektor ved læreruddannelsen i Hjørring og forfatter til flere fagbøger om skrivning i de yngre klasser.
”Men derefter halter det bestemt med grundskriften. Det er en stor udfordring for eleverne at bevare den kompetence, der kræves for at kunne skrive godt i hånden, for der er ikke tid eller plads til at øve det,” siger hun og uddyber:
”I stedet er man i højere grad begyndt at bruge digitale hjælpemidler, når der skal fremstilles skrift. Det er også fint, for det behøver ikke være det ene eller det andet. Men hvis ikke man får øvet sin grundskrift, så kan man heller ikke forvente, at der er grundlag for at få en personlig håndskrift. Den færdighed i at binde bogstaver sammen skal øves og trænes, og så kommer det personlige træk af sig selv.”
Der findes ingen decideret forskning i, hvor lidt eller meget danske skolebørn evner at skrive i hånden.
”Det er der ikke forskningsmæssig bevågenhed omkring. Men mit indtryk er, at vi begynder at se flere og flere, der går ud af skolen med en næsten barnlig håndskrift udelukkende med trykbogstaver. Det er der ikke ret meget personlig identitet i, og i et bredere perspektiv er det en kulturteknik, som er ved at gå tabt. Men det behøvede den jo ikke, bare fordi der er maskiner til stede,” siger Annie Hjort Pedersen.
Skolehistoriker og tidligere skoleleder Keld Grinder-Hansen mener, at håndskriften er en ”uddøende kultur” i folkeskolen.
”Bevægelsen inden for de seneste år har været den, at man gerne vil lære små børn at betjene computere. Allerede i 1. klasse får mange børn i dag stukket en iPad i hånden. Tilsvarende er fokus på håndskrift virkelig neddroslet, og evnen til både at læse og skrive håndskrift er på retur. Det kan man godt beklage, og det handler ikke bare om æstetik, men om, at vi taber den fordybelsesproces, hvor man tænker en tanke og får den ned gennem hånden til en hel sætning, man ikke bare kan slette igen,” siger han.
Der er i følge nogle forskere en meget intim forbindelse mellem det at lære at skrive i hånden og kompetencer, man kan bruge senere i livet, siger Jesper Balslev, lektor og ph.d.-stipendiat i videnskabsstudier ved Roskilde Universitet.
”En del teorier peger på, at det at skrive i hånden er så psykomotorisk udfordrende, at det opruster os kognitivt. Det er faktisk ret unaturligt for mennesket at lære at læse og skrive, det tager mange tusind timer, men det, der følger med et skrift- og talesprog er evnen til at udfolde tanker på et højt niveau og med det en styrkelse af hukommelsen. Mange tager eksempelvis noter i hånden, fordi de ved, at så husker de bedre det, de skal lære,” siger han.
I lyset af de teorier kunne en nedprioritering af håndskrift i folkeskolen gå ud over særlige evner, der historisk har været værdsat, mener Jesper Balslev.
”Vi skal være opmærksomme på ikke at smide barnet ud med badevandet. Meget af tidens læring er baseret på at bekræfte eleverne der, hvor de er. Men vi ved også, at man for eksempel har tendens til at glemme det, man googler. Og skal man lære alfabetet, så kræver det ikke nok at kunne finde a’et på et tastatur. Hele tanken om at hjernen er en muskel, der skal styrkes, risikerer vi at unddrage os i en grad, der kan skabe uønskede effekter på lang sigt.”