For præcis 30 år siden i dag kunne verdens aviser berette om, at der sker katastrofale forandringer i atmosfæren, dyrelivet og plantelivet, og at vi på nuværende tidspunkt ikke kan hamle op med ødelæggelserne. Så klar var beskeden nemlig fra Norges daværende statsminister Gro Harlem Brundtland, da hun dagen før, den 27. april 1987, præsenterede den historiske miljørapport Brundtlandrapporten.
”Menneskeheden er ved en skillevej. Vi kan forandre klodens miljø,” sagde Brundtland.
I de seneste tre årtier har Brundtlandrapporten været klangbunden for den internationale miljødebat, og den har affødt adskillige af de klimapolitiske milepæle, vi kender i dag.
”Rapporten har været og er toneangivende i den måde, man taler om bæredygtighed på. Efter Brundtlandrapporten har vi haft adskillige markante topmøder, hvor vi har vedtaget de mål for bæredygtighed, som vi arbejder hen imod i dag. De var ikke blevet til uden Brundtlandrapporten,” siger Thomas Budde, der er lektor ved institut for mennesker og teknologi på Roskilde Universitet, hvor han blandt andet forsker og underviser i bæredygtig udvikling.
I toethalvt år arbejdede den af FN nedsatte Verdenskommission for Miljø og Udvikling på en rapport, der skulle kortlægge verdens ressource- og miljøproblemer og sætte mål for bæredygtig udvikling efter år 2000. Kommissionen bestod af 22 medlemmer fra verdens fem kontinenter, og i spidsen stod Norges daværende statsminister, Gro Harlem Brundtland.
Den 383 sider lange rapport bar titlen ”Our Common Future”, eller på dansk ”Vores Fælles Fremtid”. I anerkendelse af forkvinden blev udgivelsen dog hurtigt kun kaldt Brundtlandrapporten. Den norske jernlady havde nemlig en stålsat vilje om, at kommissionens rapport ikke skulle ende i glemmebogen, men at den skulle omsættes til konkret politisk handling.
Da man ved den følgende verdenskonference i Rio i 1992 vedtog klimakonventionen, var det med reference til Brundtlandrapporten, som derfor var med til at skabe rammen for det globale arbejde med at reducere kulstofudledningen.
Ifølge Thomas Budde er det enestående for Brundtlandrapporten, at den i de seneste 30 år har været et fast referencepunkt for, hvad bæredygtig udvikling er, fordi den kigger på det både globalt og intergenerationelt.
I rapporten bliver bæredygtig udvikling således defineret som ”en udvikling, som opfylder de nuværende behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.”
Den brændende platform under kommissionens arbejde handlede altså om, hvordan vi skal sikre menneskehedens overlevelse i fremtiden. Det skal ske gennem et tredelt bæredygtighedsbegrebet, som ifølge Bo Poulsen, lektor i miljøhistorie på Aalborg Universitet og tidligere næstformand for Det europæiske selskab for Miljøhistorie (ESEH), er særligt kendetegnende for Brundtlandrapporten.
”Det er første gang, man i FN-regi for alvor kobler miljøproblemer med økonomisk og social udvikling. Det er lige som en tipi, som falder sammen, hvis man ikke har alle tre ben. Det er altså en erkendelse af, at man ikke kan skabe økonomisk udvikling uden også at have fokus på sociale og miljømæssige aspekter.”
Op gennem 1960’erne og 1970’erne tog industrialiseringen fart, og man begyndte at bide mærke i, at det moderne samfunds produktionsmetoder har en række utilsigtede konsekvenser. Udover opvarmningen af kloden og de deraf følgende konsekvenser nævner Brundtlandrapporten syreregn og skovdød, giftudslip som det i Indien, der i 1984 dræbte 2000 i byen Bhopal og sårede yderligere 200.000, samt Tjernobyl-ulykken i 1986, som spredte radioaktivt affald over Europa.
”Vi indså, at Jorden er skrøbelig. Det var begyndelse på en helt anderledes miljødiskurs, hvor global opvarmning som en fælles udfordring for alvor blev italesat,” siger Bo Poulsen.
Med Brundtlandrapporten blev også FN’s klimapanel, IPCC, nedsat. Dermed fik verdenssamfundet et organ, der dokumenterer den øgede koncentration af drivhusgasser og udstikker anbefalinger. Derudover opfordrede FN alle medlemslandene til at lave nationale kampagner for at sikre, at almindelige mennesker er klar over, hvad der sker med vores miljø.
I Danmark indledtes Brundtland-kampagnen i 1989. Formålet var at skabe en folkelig bevidsthed om, hvad bæredygtig udvikling er. Der blev blandt andet etableret ”grønne familier” landet over – almindelige familier, der som en art ambassadører for kampagnen ville leve mere bæredygtigt ved blandt andet at minimere affald og begrænse brugen af fossile brændsler. Derudover henvendte mange af projekterne sig især til de unge generationer, som også Brundtlandrapporten opfordrede til.
Forkvinden for den danske Brundtland-kampagne var Elsebeth Gerner Nielsen, der senere blev folketingsmedlem for Det Radikale Venstre samt kulturminister, og som i dag er rektor for Designskolen Kolding. Ifølge hende er resultatet af den danske Brundtland-kampagne blandt andet en stærkt brugerdrevet udvikling.
”For 30 år siden så man eksempelvis ingen økologiske varer i supermarkederne, men det ændrede sig efter Brundtland. Der opstod efterspørgsel fra en stor gruppe aktive forbrugere,” forklarer hun.
Elsebeth Gerner Nielsen mener i det hele taget, at Brundtlandrapportens tanker er gennemsyrende for vores samfund i dag, hvor blandt andet store, danske virksomheder går i spidsen for omlæggelsen til vedvarende energi. Det blå badeflag og såkaldte ”grønne hoteller”, hvor gæsterne opfordres til at spare på vandet og genbruge håndklæderne, er ligeledes initiativer, der stammer fra tiden med Brundtland-kampagnen. Ifølge Elsebeth Gerner Nielsen var initiativerne dengang drevet af en nervøsitet for at miste velfærdssamfundet. I dag er den grønne tankegang i højere grad en integreret del af vores identitet, mener hun.
”Rapporten var med til at skabe en bevidsthed om, at mennesket deler åndedræt med naturen. Hvis naturen lider, kommer vi og vores børn også til at lide. Tidligere blev naturen i den vestlige verden set som et redskab for mennesket. Efter Brundtlandrapporten er vi i stedet kommet til at se naturen som levende medspiller i udviklingen af menneskets muligheder,” siger Elsebeth Gerner Nielsen.
Brundtlandrapporten affødte altså en række konkrete, politiske initiativer i FN’s medlemslande. På internationalt plan forpligtede klimakonventionens parter sig til at reducere udslippet af drivhusgasser med Kyotoprotokollen i 1997, og i år 2000 vedtog man de otte millenniummål, som blandt andet skulle sikre en miljømæssig bæredygtig udvikling som led i bekæmpelsen af fattigdom.
De otte mål blev i 2015 erstattet med 17 såkaldte verdensmål, som skal sikre miljømæssig, økonomisk og social bæredygtig udvikling. På den måde kan man se en klar linje fra Brundtlandrapporten til nutidens miljøpolitik, lyder det fra Tarjei Haaland, der er klima- og energiekspert i den internationale miljøorganisation Greenpeace.
”Brundtlandrapporten er en milepæl inden for bæredygtig udvikling, fordi den var startskuddet til en mere holistisk tilgang til løsningen af verdens miljøproblemer. Blandt andet er verdensmålene i direkte forlængelse af tankegangen i rapporten,” siger Tarjei Haaland.
De 17 verdensmål skal følges frem mod 2030, og i 2018 afholdes COP24, hvor verdens lande for første gang gør status over, hvor langt man er fra at opfylde dem.
Ifølge Tarjei Haaland satte Brundtlandrapporten skub i en international miljødebat, hvor nationer internt og eksternt forpligter sig til at løse de problemer, vi står overfor. Desværre har udviklingen mistet sit momentum, mener Tarjei Haalund.
”Den satte med andre ord et tog i gang, som i dag kører for langsomt, men som fortsat har den rigtige retning,” siger Tarjei Haaland.
I kapitlet ”En opfordring til handling” står der, at Brundtlandrapporten er en meddelelse om, at tiden er inde til at træffe de nødvendige beslutninger for at sikre ressourcerne til at opretholde denne og kommende generationer.
Rapporten er ikke en detaljeret handlingsplan eller en forudsigelse af fremtiden. Det er en retningsanvisning, så verdens befolkning kan samarbejde. Hvis man spørger miljøhistoriker Bo Poulsen, er det er da også rapportens væsentligste effekt, at den har været og er en afgørende trædesten på vejen mod globalt forpligtende samarbejde om miljøproblemer.
”Generelt er vi altså kommet til en globalt bred anerkendelse af, at vi står over for kolossale miljøudfordringer, som vi må tage os af. Når det er sagt, er der stadig lang vej igen,” siger Bo Poulsen.