Familien er det mest fundamentale fællesskab for langt de fleste. Det viser undersøgelse efter undersøgelse, og det er heller ikke forkert. Men vi er – måske i manglen på gode alternativer – kommet til at idyllisere familien lige rigeligt de senere år, mener flere fagfolk.
De reagerer på en ny meningsmåling, analyseinstituttet YouGov har foretaget for Kristeligt Dagblad. Den viser, at blandt de 66 procent af befolkningen, der siger, de har oplevet en stor skuffelse i deres liv, så har flest oplevet den i familien. Især i forholdet til forældrene. At det forholder sig sådan, kommer bag på familieforsker Per Schultz Jørgensen, der har fulgt området tæt i mange år.
”Undersøgelsen er en virkelig markant tilbagemelding om, at familien ikke altid er så idyllisk. Det gør vi den ofte til i disse år, hvor opbrud præger vores tilværelse, og hvor vi derfor i stigende grad har en tendens til at bruge familien som vores sikre havn. Men når vi gør det, øger det samtidig risikoen for skuffelse, for familien kan ikke leve op til alle forventninger, og derfor vil familien næsten altid være rammen om både de største glæder og de dybeste kriser,” siger han.
Blandt dem, hvis skuffelser er relateret til familien, er det først og fremmest forældrene, der får skylden. Knap halvdelen på tværs af alder peger på dem, mens det blandt de 18-34-årige faktisk er to ud af tre, der gør det.
Hos dem over 65 år er der dog blot 12 procent, og det er ikke mindst i denne generationsforskel, forklaringen på skuffelsen skal findes, mener børnepsykolog og familierådgiver Margrethe Brun Hansen.
For 50 år siden, da hun selv ung, var der nemlig slet ikke samme forventninger til forældre, som der er i dag. De var mest af alt sådan nogle, der kom til kaffe om søndagen og satte sig under birketræet. Børnene forventedes at klare sig selv fra 18-års- alderen. I dag danner vi langt tættere relationer til hinanden internt i familien. Og med dem er fulgt øgede forventninger.
”Jeg drukner nærmest i samtaler med familier, der reelt er velfungerende,” fortæller Margrethe Brun Hansen.
”Men generelt brænder den unge forældregeneration hurtigere ud end tidligere, og så har de fleste en klar forventning om, at deres egne forældre træder til. Sker det ikke i tilstrækkelig grad, kommer skuffelsen. Men faktisk er mange også skuffede over, at deres forældre ikke er ambitiøse nok med deres alderdom.”
På den måde er forventningerne i familien på mange måder vendt om i forhold til for bare 50 år siden. Dengang lå der en tydelig moralsk forventning hos børnene om, at de tog sig af deres forældre, når de blev gamle. Men forventningerne er ikke blot vendt om, de er også blevet langt mere utydelige. Og det er også af den grund, at familien er blevet et mere sårbart fællesskab, mener sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal. For hvor der tidligere var meget klare familie-traditioner og normer at læne sine forventninger op ad, er det i dag langt mere til forhandling, hvilke værdier man sætter højest.
Måske endnu vigtigere er børneforældre i dag en generation, der føler meget mere efter, end deres forældre gjorde. Man snakker langt mere sammen i familien i dag, rører mere ved hinanden, og alle bliver inkluderet og hørt, hvilket kan stå i kontrast til forældrenes relation til bedsteforældrene, siger hun:
”Folk har altid følt sig skuffede, men det blev nok i højere grad betragtet som et livsvilkår blandt dem, der i dag er over 60 år. Og endnu mere inden da. I dag lever vi i en mere oplyst og rigere kultur, hvor der er plads til individet. Vi skal ikke bare rette ind. Så når vi har pladsen, indsigten og sproget til at være skuffede, behøver det ikke nødvendigvis at være usundt, at vi i højere grad er det.”