”Nu skal altså Danmark miste sit pragtfuldeste Smykke”.
Sådan indledte den fynske arkæolog og godsejer Frederik Sehested et skriftligt opråb til den danske befolkning, da Folketinget i 1866 skulle behandle et lovforslag om en lempelse af den danske skovlov. Men loven nåede aldrig videre end til en førstebehandling, for den folkelige modstand var simpelthen for stor og endte med underskriftindsamlinger, fortæller historiker Bo Fritzbøger fra Københavns Universitet.
I dag, 150 år senere, er endnu en underskriftindsamling gået i gang hos Danmarks Naturfredningsforening. Indtil videre har 31.000 danskere i løbet af halvanden uge skrevet under på deres modstand mod miljøminister Esben Lunde Larsens (V) forslag om at lempe skovloven. En lov, der i dag beskytter 72 procent af den såkaldte fredskov i Danmark mod at blive brugt til andet end skovbrug. Lempelsen skal blandt andet gøre det muligt at bygge skovbørnehaver, fritidsanlæg og institutioner for krigsveteraner i skovene. Ifølge ministerens eget udsagn, fordi han ønsker, at flere skal bruge skovene.
Men dengang som nu vækker ændringer af skovloven stærke følelser i befolkningen, fortæller Bo Fritzbøger, for loven stammer fra en tid, hvor vi som nation var tæt på at have udryddet skoven:
”Med skovloven fra 1805 forsøgte vi at redde skoven som naturressource, og det var der god grund til. Skoven var gennem 1600- og 1700-tallet blev gradvist mere afmagret. Så den skov, vi står med i begyndelsen af 1800-tallet, er fuldstændig nedslidt. De store træer er nærmest forsvundet, og tilbage står krat og småtræer. Nationalt set er vi på det her tidspunkt nede på et skovareal på tre til fire procent mod 14 procent, som vi har i dag.”
Skovlovens betydning er netop også, hvad Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident for Danmarks Naturfredningsforening, fremhæver, da hun bliver spurgt til ministerens oplæg:
”Vi har siden 1805 haft en helt klar bestemmelse i skovloven om, at fredskov er skov og ikke må være andet end skov, ikke byggeri, ikke byudvikling og ikke vindmøller. Det skal være natur for naturens egen skyld. Og nu er regeringen i gang med at sælge ud af de fællesværdier, som vi har værnet om i generationer. Når først vi har åbnet dørene op på vid gab, som vi gør, hvis den her regulering kommer igennem, så er det ikke så ligetil at lukke dem igen.”
De danske skove har siden 1969 været åbne for offentligheden landet over, hvilket Danmarks Naturfredningsforening har kæmpet for siden stiftelsen i 1911, og derfor baserer modstanden sig ifølge Bo Fritzbøger på den helt klassiske balance mellem den private ejendomsret og fællesskabet.
”Meget af kritikken, vi hører om forslaget, handler om, at det vil blive en glidebane for liberaliseringer. Man frygter med andre ord, at reformen kan føre til, at balancen tipper over til den private ejer, og at man tager dele af skoven fra offentligheden.”
Denne frygt er der faktisk hold i, vurderer Rasmus Ejrnæs fra Aarhus Universiter, der forsker i biodiversitet og naturforvaltning. For en lempelse af skovloven vil hurtigt skabe en mere liberal forvaltning af de danske skovarealer, der meget vel kan føre mere byggeri med sig:
”Vi har stadig ikke set det fulde udspil, men ud fra hvad vi har set, peger forslagene i retning af en liberalisering. Man vil give byggetilladelser til steder, hvor man normalt ikke har måttet bygge, og sådan en proces frigør jo værdi. Den slags arealer bliver hurtigt enormt meget værd, så det kan let blive en god forretning for ejerne, men kommer det også naturen og danskerne til gode?”
Forskeren efterlyser i stedet, at Esben Lunde Larsen udvikler en planlægning af skoven, der har sigte på naturen fremfor menneskenes brug af den.
”Naturen i sig selv er ude af ligningen her. Så det er ikke det, han gør, jeg har en anke mod, men derimod det, han ikke gør.”