Vrede over fyring af Fergos spindoktor

Værre end dagpengesagen, mener Dansk Folkeparti om fyringen af kirkeministerens politiske rådgiver, Henrik Gade Jensen

For første gang i regeringens to-årige liv har en minister bedt en såkaldt spindoktor om at fratræde med øjeblikkelig virkning. Kirkeminister Tove Fergo (V) ansatte for et år siden filosoffen Henrik Gade Jensen som presserådgiver, efter at han havde arbejdet for Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet. Tirsdag blev han fyret med øjeblikkelig virkning efter en artikel i dagbladet Information om, at den 44-årige Henrik Gade Jensen har haft forbindelser til »det yderste højre«.

Regeringens samarbejdspartner, Dansk Folkeparti, reagerer med stor vrede på fyringen, som man finder helt uberettiget, fordi alt har været kendt af kirkeminister Tove Fergo på forhånd.

- Det belaster samarbejdet med regeringen værre end dagpengesagen, siger kirkeordfører Jesper Langballe (DF), der bebuder en byge af spørgsmål om sagen.

Den var til debat på det ugentlige ministermøde i går, men statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ville bagefter ikke kommentere den. Tove Fergo bad i første omgang sin presserådgiver om en skriftlig redegørelse, men senere blev han ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger presset til at sige sin stilling op. Formelt har han dog selv sagt op.

- Henrik Gade Jensen har tilkendegivet over for mig, at han ikke ønsker at risikere at blive en belastning for mit virke som kirkeminister, og det ønske har jeg imødekommet, skriver Tove Fergo i en pressemeddelelse og vil ellers ikke kommentere sagen.

Ingen succes

Allerede ved Henrik Gade Jensens tiltræden for et år siden skrev Kristeligt Dagblad om hans tilknytning til det stærkt nationalistiske miljø i Danmark omkring Den Danske Forening og Dansk Forum, ligesom avisen fortalte om hans stærkt fremmedfjendske indlæg i aviser.

En artikel i dagbladet Information i går, som bygger på en én måned gammel hjemmeside, www.modkraft.dk fra det autonome miljø på Nørrebro i København, beseglede Henrik Gade Jensens skæbne. Heraf fremgår det blandt andet, at han har udtalt sig rosende om den tidligere SS-officer Franz Schönhuber.

Professor i offentlig forvaltning, Tim Knudsen, mener, det var en fejl af kirkeministeren at ansætte Henrik Gade Jensen, selv om han ikke i udmeldinger fra Fergo har fundet »ekkoet af Henrik Gade Jensens fremmedfjendske holdninger«.

- Hvis man spørger, om Tove Fergo og Henrik Gade Jensen samlet set har haft succes, så tyder alt på, at det har de virkelig ikke. Man har jo sjældent oplevet en så upopulær minister, siger Tim Knudsen og tilføjer:

- Henrik Gade Jensen har ikke modereret kirkeministeren, men tværtimod forstærket nogle af de mere uheldige sider frem for at modvirke dem.

Århus-biskop og formand for Foreningen for Etnisk Ligestilling, Kjeld Holm, kritiserede allerede for et år siden ansættelsen af Henrik Gade Jensen. Han er tilfreds med, at spindoktoren nu fratræder:

- Selv om han siger, at han kan skelne, så duer det ikke, at en, som er så ekstrem på højrefløjen, er ansat i Kirkeministeriet i den situation, hvor folkekirken gerne skulle medvirke til positiv integration i det danske samfund, siger Kjeld Holm.

kiil@kristeligt-dagblad.dk

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere i Kristeligt Dagblad