Prøv avisen

Vuffer mister sin gravplads

ARKIV. Ny lovgivning giver flere dyrekirkegårde dødsstødet. Fødevarestyrelsen skal nu vurdere, hvad der skal ske med dyrenes jordiske rester. Foto: Bardur Eklund

Ny lovgivning giver flere dyrekirkegårde dødsstødet. Fødevarestyrelsen skal nu vurdere, hvad der skal ske med dyrenes jordiske rester.

Dyrevenner har i årevis haft mulighed for at mindes deres afdøde kæledyr på en dyrekirkegård.

Lige nu er der mindst otte gravpladser i Danmark, men halvdelen af dem står foran lukning på grund af en nye skrappere krav fra Fødevarestyrelsen. De nye regler betyder blandt andet, at der skal være kølerum, at der skal være hegn omkring gravpladsen og at dyrene skal graves mindst 1,3 meter ned i jorden.

- Det kan slet ikke betale sig for os, hvis vi skal sætte hegn op omkring gravpladsen. Med alle de restriktioner bliver vi nødt til at lukke, siger Thomas Bruun, der har dyregravpladsen i Esbjerg. Samme melding kommer fra dyregravpladserne i Skibby, Farsø og Ringe.

I følge bekendtgørelsen kan Fødevarestyrelsen beslutte, at dyrene graves op og bortskaffes, hvis kirkegården lukker. Men det kommer til at bero på en konkret vurdering, fortæller dyrlæge Mette Ingvordsen fra Fødevarestyrelsen.