Vælgerne tilgiver partihopperne

Historien er rig på partihoppere, som hurtigt har opnået flotte stemmetal for deres nye parti. Mens der internt i partierne kan blive set skævt til partihopperne, så er vælgerne ligeglade, siger tidligere partistrateger

Tidligere sundhedsminister Astrid Krag og tidligere miljøminister Ida Auken - begge fra SF - er to af de politikere, der for nylig har skiftet parti til hhv. Socialdemokraterne og De Radikale
Tidligere sundhedsminister Astrid Krag og tidligere miljøminister Ida Auken - begge fra SF - er to af de politikere, der for nylig har skiftet parti til hhv. Socialdemokraterne og De Radikale. Foto: Jens Nørgaard Larsen/ Denmark.

Vælgerne plejer ikke at dømme partihoppere hårdt for deres holdningsskift og manglende partiloyalitet. Dermed er der også håb for denne valgperiodes firkløver af partihoppere fra SF, som nu søger genvalg for enten S eller R.

Der er masser af eksempler på partihoppere, som efter få år er blevet valgt for deres nye parti. Nogle af dem endda med tårnhøje personlige stemmetal.

Pernille Rosenkrantz-Theil skiftede fra Enhedslisten til Socialdemokratiet i 2008 og fik et kanonvalg på Fyn i 2011 med næsten 17.000 personlige stemmer.

LÆS OGSÅ: Forslag: SF skal sige nej til partihoppere

I 2007 var det Karen Jespersen, der fik næsten 14.000 personlige stemmer for Venstre kun tre år efter, at hun skiftede fra S i protest mod partiets udlændingepolitik.

Partihop ikke afgørende

Mens politikere i det nye parti ofte ser skævt til de nye konkurrenter, så er vælgerne stort set ligeglade, vurderer to tidligere partistrateger.

"Et partihop er ikke afgørende i vælgernes øjne. En politiker bliver mere vurderet på sine personlige egenskaber end på partiet og dets politik," siger Jens Christiansen, der er tidligere partisekretær i Socialdemokratiet og i dag er direktør og partner i kommunikationsbureauet Advice.

LÆS OGSÅ: S-gruppeformand forsvarer Folketingets partihoppere

Den vurdering deles af Lars Nielsen, der er tidlige pressechef for de Radikale og nuværende public affairs direktør i PrimeTime Kommunikation.

"Dansk partihistorie er rig på partihoppere, der har fået succes. De er ikke dødsdømte. Vælgerne er sådan set ligeglade. For dem handler det om politikernes personlige troværdighed og autencitet. Og den har ikke nødvendigvis lidt skade, fordi de har skiftet parti. Om den enkelte partihopper så bliver valgt afhænger mest af konkurrencesituationen i det enkelte parti i den pågældende valgkreds," siger Lars Nielsen.

Gode odds for eks-SF'erne

De fire partihoppere fra SF, som nu søger genvalg for S og R har ganske gode chancer for at opnå valg, viser Altinget.dks seneste prognose.

Ida Auken skal direkte dumme sig for ikke at blive valgt for Radikale i København, og der ser ligeledes meget godt ud for Jesper Petersen (S) på hjemmebanen i Sønderjylland.

Også SF's tidligere næstformand Mattias Tesfaye har gode chancer for at opnå valg for S i Københavns Omegns Storkreds, selvom partiet går tilbage. Han skal dog ud i en hård kamp med eks-justitsminister Morten Bødskov for at sætte sig på det tredje og sidste S-mandat i kredsen, som målingerne ser ud lige nu.

LÆS OGSÅ: Partihoppere eller loyalitet

Kun tidligere sundhedsminister Astrid Krag (S) ser ud til at være kommet på en meget svær mission i Sjællands Storkreds, fordi konkurrencen her er usædvanlig hård med mange stærke socialdemokratiske kandidater.

Kræver ofte en karensperiode

Det har dog tidligere vist sig svært for siddende folketingsmedlemmer at hoppe direkte fra et parti til et nyt og så blive genvalgt ved det næste valg.

Et stort flertal af vælgerne gav for nylig udtryk for, at politikerne bør overlade mandatet til deres gamle parti, hvis de skifter parti i valgperioden, viste en måling af Wilke for Jyllands-Posten i forrige uge.
Det flugter godt med, at det ofte har det krævet en karensperiode på nogle få år uden for Folketinget, før det er lykkedes for partihoppere at blive valgt for deres nye parti.

En række politikere har således opnået at blive valgt ind for deres nye parti efter et enkelt mislykket forsøg, hvor de måtte nøjes med titlen som førstesuppleant. Det er eksempelvis sket for Tom Behnke (Frp-K), Ole Sohn (DKP-SF) og Bjørn Elmquist (V-R).

Vælgerne dømmer imidlertid slet ikke så hårdt som de nye kolleger og konkurrenter i det nye parti, påpeger den tidlige S-partisekretær Jens Christiansen.

"Vælgerne er mere tilgivende, end folk i partierne. Det største problem med partihopperne, har de politikere i det nye parti, som synes, at de har slidt og slæbt for at gøre sig fortjent til nogle poster. De ser, at der kommer nogle fra et andet parti og overhaler dem indenom," siger Jens Christiansen.

Partiskift er en ærlig sag

Han mener, at der burde være en langt mere åben tilgang til partiskift i dansk politik, end tilfældet er i dag.

"Det er en ærlig sag i et demokrati, at man skifter politisk holdning. Det ville jeg ønske, at vi havde et mere afslappet forhold til, end vi har i dag. Men tidsånden er med partihopperne. Gruppen af sandflugtsvælgere er stigende, og det betyder også, at tilgivelsen over for de politikere, der skifter parti, den stiger," siger Jens Christiansen.

Han peger dog på, at der skal være en god grund til partiskiftet, og at politikerne skal sørge for at skifte til et parti, hvor de passer godt ind.

"Man skal helst ligne det parti, man kommer til. Det dur ikke som Ole Sohn at komme til Socialdemokratiet den ene dag, og så siger han den næste dag, at selskabsskatten skal lettes yderligere, og personskatterne skal meget længere ned. Han skulle måske have overvejet at hoppe til et andet parti. Som partihopper skal man udvise ekstra loyalitet i sit nyt parti," siger Jens Christiansen.

SF'eres partiskift giver mening

Han vurderer, at de andre partihop i denne valgperiode giver ganske god mening.

"Ida Auken. Jamen, har hun ikke altid været Radikal? Det passer fint til hendes politiske profil. Det samme kan man sige om Bjørn Elmquist i sin tid. Han passede rigtig godt ind i de Radikale. Derimod er der jo en del politikere, hvor man kan undre sig over, at de aldrig har skiftet parti, fordi de længe har været ude af trit med deres eget," siger Jens Christiansen.

LÆS OGSÅ: Måling: Partihoppere bør forlade Folketinget

Socialdemokraternes talentrov hos SF giver også god mening både for de enkelte politikere og for S, mener han.

"De var drivende i fællesskabsprojektet mellem S og SF og med til at formulere en fælles politik at gå til valg på. Der kom de meget tæt på S-politikerne, og der var meget politisk afstemning. Når SF så får alle de problemer, så er S da det helt naturlige alternativ for dem. Det er ærgerligt for SF, men jeg kan godt forstå, at S tager imod dem med åbne arme. Det er unge og talentfulde politikere, og hvorfor ikke hapse naboklubbens talentfulde juniorhold, når man nu kan," siger Jens Christiansen.


Fakta: De søger genvalg for nyt parti
Ida Auken fra SF til R
Astrid Krag fra SF til S
Mattias Tesfaye fra SF til S
Jesper Petersen fra SF til S

Fakta: Sådan gik det tidligere partihoppere
(Se en uddybning af de enkelte partihopperes historie nederst i artiklen.)

De blev valgt
Pernille Rosenkrantz-Theil (EL-S)
Mette Bock (SF-R-LA)
Karen Jespersen (VS-S-V)
Christine Antorini (SF-S)
Tom Behnke (Frp-K)
Ole Sohn (DKP-SF-S)
Bjørn Elmuvist (V-R)

De blev ikke valgt
Per Ørum (K-KD)
Tove Videbæk (KD-K)
Bodil Kornbek (KD-S)
Naser Khader (R-LA-K)
Frank Dahlgaard (K-KD-LA)

Note: Politikere som er skiftet til helt nystiftede partier som Dansk Folkeparti i 1995 og Ny Alliance i 2007 er ikke medtaget på denne ikke udtømmende liste.

Fakta: Sådan gik det tidligere partihoppere

De blev valgt

Pernille Rosenkrantz-Theil
Folketingsmedlem for Enhedslisten fra 2001 til 2007. Skiftede i 2008 til S i protest mod partiets kontroversielle muslimske folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid. Theil fik i 2011 et kanonvalg på Fyn med hele 16.919 personlige stemmer. Det var knap 6.000 stemmer mere, end hun fik ved valget i 2005, da hun sidst stillede op for EL.

Mette Bock (SF-R-LA)

Er gået fra SF over de Radikale til Liberal Alliance. Stillede i 1994 op for SF, og fik et pænt valg med 2.641 personlige stemmer. Det gav ikke valg, men hun blev førstesuppleant for Villy Søvndal. Skiftede siden til R, og fik kun 838 personlige stemmer i 2001. Men i 2011 blev hun valgt ind for LA med hele 6.827 personlige stemmer.

Karen Jespersen (VS-S-V)
Folketingskandidat for VS i 1979, men skifter siden til S. Sad i Folketinget for S fra 1990 til 2004, hvor hun nedlægger sit mandat i protest mod partiets udlændingepolitik. Skifter til V i foråret 2007 og den tidligere S-minister får et kanonvalg med 13.692 personlige stemmer i efteråret 2007. Kun en lille nedgang fra de 15.529 stemmer hun fik for S i 2001.

Christine Antorini (SF-S)

Næstformand i SF 1991-1999. Hun blev valgt ind med 6.563 personlige stemmer i 1998. Dropper Folketinget året efter til fordel for et job uden for politik i protest mod partiets "forældede samfundskritik". Hun bliver medlem af S i 2001. I 2005 bliver hun valgt for S med 5.306 personlige stemmer. Hun er stadig MF for S og er i dag undervisningsminister.

Tom Behnke (Frp-K)

Folketingsmedlem for Fremskridtspartiet fra 1998 til 2000, hvor han skiftede til Konservative. Ved valget i 1998 fik han 1.019 personlige stemmer for Fremskridtspartiet. Ved valget i 2001 stillede han op for K og fordoblede sit personlige stemmetal, men det var ikke nok til at blive valgt. Han opnåede dog valg i 2005 med 2.821 personlige stemmer og er stadig MF for K i dag.

Ole Sohn (DKP-SF-S)

Formand for DKP fra 1987 til 1991 og fik 2.947 personlige stemmer ved valget i 1990 uden at blive valgt. Han skiftede til SF i 1992 og fik 2.057 personlige stemmer ved valget i 1994. En lille nedgang i stemmetallet og kun nok til at blive førstesuppleant. Han blev dog valgt ind for SF i 1998 med 2.907 personlige stemmer. Skiftede til S i år, men søger ikke genvalg.

Bjørn Elmquist (V-R)

Folketingsmedlem for V fra 1979 til 1990. Skiftede til R få uger før valget i 1990 i protest mod partiets holdning til Tamil-sagen. Han fik 3.920 personlige stemmer for R ved 1990-valget og blev førstesuppleant for Lone Dybkjær. Han blev til gengæld valgt ind i 1994 med 5.935 stemmer, da Lone Dybkjær var blevet medlem af Europa-Parlamentet.

De blev ikke valgt


Per Ørum (K-KD)

Folketingsmedlem for K fra 2005 til 2010. Blev løsgænger i 2010 efter en episode med spritkørsel. Senere i 2010 skiftede han til Kristendemokraterne, hvor han blev ny partiformand. Han stillede i 2011 igen op i Vestjylland, og med 4.932 personlige stemmer fik han mere end fordoblet sit stemmetal. Men KD kom ikke over spærregrænsen, så han opnåede ikke genvalg.

Tove Videbæk (KD-K)

Folketingsmedlem for Kristendemokraterne fra 1998 til 2005. Skiftede i 2008 til Konservative. Ved valget i 2007 opnåede Videbæk hele 7.114 personlige stemmer for KD, men partiet kom ikke over spærregrænsen. I 2011 stillede Videbæk igen op i Vestjyllands Storkreds, men denne gang for K. Her fik hun kun 1.623 personlige stemmer.

Bodil Kornbek (KD-S)

Folketingsmedlem for Kristendemokraterne 2001-2005. Her røg partiet ud af Folketinget og hun blev ny partiformand. Men i 2008 tabte hun et kampvalg om formandsposten i partiet, og skiftede til S. I 2011 stillede hun op for S og fik 2.291 personlige stemmer. Det var slet ikke nok til at blive valgt, men dog en klar fremgang fra de 768 stemmer hun fik i 2007 for KD.

Naser Khader (R-NA-K)

Brød i 2007 med Radikale for at stifte sit nye parti, Ny Alliance. Han beholdte sit flotte personlige stemmetal fra 2005 på godt 7.400 stemmer ved valget i 2007 for Ny Alliance. Men efter partiet blev omdannet til Liberal Alliance i 2009, skiftede han til K. Han kom dog ikke i nærheden af at opnå genvalg for K. Han fik kun 1.690 personlige stemmer ved 2011-valget

Frank Dahlgaard (K-KD-LA)

Folketingsmedlem for K 1994-1999. Her blev han ekskluderet af folketingsgruppen efter uenighed om europapolitikken. Blev først løsgænger, men meldte sig siden ind i Kristendemokraterne. Han fik dog kun 450 personlige stemmer ved valget i 2001 og blev ikke valgt ind. I 1998 fik han derimod 1.044 stemmer for K. Er i dag medlem af Liberal Alliance.