Prøv avisen

Whisky i stride strømme

”Et kemisk våben” kalder forfatterne denne 18 år gamle Bruichladdich-whisky. – Foto fra bogen.

50 whiskyer du skal smage før du dør er både oplysende og underholdende

Det var en mørk og stormfuld sensommeraften. Den stride vestenstorm piskede bølgerne ind mod kysten, og regnen væltede i kaskader ned fra skyerne. Stedet var Lochindaal Hotel på øen Islay ud for den skotske vestkyst, og bartenderen havde netop foreslået mig at smage et glas af den lokale whisky, Black Bottle.

Ja, undskyld mig, men minderne kom væltende, da jeg læste den netop udkomne 50 whiskyer du skal smage før du dør. Blandt forfatternes foreslåede 50 whiskyer er netop Black Bottle, som jeg første gang smagte ovennævnte aften, og jeg kan kun være enig i, at den hører til på listen. Black Bottle er en blended whisky i modsætning til single malterne, der er destilleret på maltet byg fra kun ét destilleri og én, der netop egner sig til de mørke aftener, vi går i møde.

50 whiskyer ... er en dejlig bog at have stående, for de tre forfattere Jens Tholstrup, Jens Linde og Henrik Steen Andersen fortæller veloplagt om whiskyerne og destillerierne og deres tilhørende ofte pudsige historie, så man ikke kun får lyst til en dram undervejs, man bliver også klogere og fint underholdt.

Vi får beskrevet whiskyer under herlige overskrifter som Hedebrand i Højlandet (Ardmore), Gudedrikken (Mortlach 16 år), Den oversete irske rødhals (Redbreast 12 år), Tørv på flaske (Laphroaig 10 år) og Et kemisk våben (Bruichladdich 18 år). Smagsregisteret kommer også hele vejen rundt, så der er inspiration til de fleste, uanset om man foretrækker whisky med bygmalt og frugtjuice som det, der løber fra fersken eller mandarin, men præsterer også både honningsødme og modne nødder (Aberfeldy 12 år), om det skal være salt, røg, jod og tjære med indslag af tobak, krydderkage og brændt sukker (Talisker 10 år), eller smagen går i retning af en slank, smal duft af oranger, krokant, vanilje, lakrids og lidt toffee. Fylden er medium og rund med smag af let fad, bær, æble/fersken, karamel og brændt vanilje, og den slutter med lidt røg og sødme. (Jack Daniels Old No. 7).

De 50 whiskyer er udvalgt fra destillerier i Skotland, Irland, USA, Canada og Japan, og det er nok kun mine fordomme, der gør, at jeg har svært ved at forbinde sidstnævnte med whisky.

Bagest i bogen findes et lille leksikon over whiskybegreber, og det er med til at gøre bogen tilgængelig for selv begyndere inden for området. Til gengæld savner jeg en liste med navnene på de 50 whiskyer, der er med vil man have den, må man slå dem op en for en. Men under alle omstændigheder lægger forfatterne jo op til herlige diskussioner. Når man udgiver en bog af denne type parallellerne er 100 film, du skal se, 100 plader, du skal høre, 100 bøger, du skal læse og så videre inviterer man til verbale øretæver, for har vi ikke alle vores favoritter?

Der er stof til mange hyggelige aftener!

Jens Tholstrup, Jens Linde og Henrik Steen Andersen: 50 whiskyer du skal smage før du dør. 232 sider. 249 kroner. Gads Forlag.

nielsen@kristeligt-dagblad.dk