Melbourne, Australien. Slutninger hænger i luften og har gjort det et stykke tid. De omfattende naturbrande, der aktuelt hærger det australske kontinent, minder os om, at verden, som vi kender den, er ved at slutte. Men for Caroline Wozniacki slutter verden også, som hun kender den. Den traditionsrige tennisturnering Australian Open er hendes sidste, inden hun stopper sin karriere.
Grand Slam-turneringen i Melbourne afvikles i år for 108. gang, og vinderen – både kvindernes og mændenes – kan se frem til godt 19 millioner danske kroner i præmiepenge. Vi danskere er naturligt optaget af, at turneringen markerer Caroline Wozniackis farvel til den sport, hun af tre omgange tronede over som verdensetter, og som hun har spillet en hovedrolle i igennem mere end et årti, fra komet-entréen i 2009 over nedturen i 2014-2015 til det fantastiske comeback med Grand Slam-titel i 2018.
Wozniacki er ikke nogen Serena Williams eller Roger Federer. Hun er heller ikke tennissportens pendant til fodboldens Lionel Messi eller håndboldens Anja Andersen. Hun indskriver sig ikke i historiebøgerne som en spilfornyende ekvilibrist eller en visionær elegantier. Hun var sjældent, hvis nogen sinde, i en liga for sig selv – det skulle da lige være som arbejdshest, hvor hun tidligt sprængte de danske eliterammer for dedikation og perfektion. Men hvis det negative udgangspunkt altid er bekvemt, kræver det mere at indkredse, hvad der rent faktisk positivt kendetegner Wozniacki.
Og så tillad mig alligevel at fortsætte med en negation. Jeg har nemlig altid forbundet hendes karriere – ja, Wozniacki selv – med noget udansk. I den her sammenhæng er det ment som en positiv og nødvendig egenskab. Wozniacki synes at være en direkte modsætning til dele af den danske gymnasieungdom, der – hvis man ellers skal tro de fortællinger fra både elever og lærere, som har fyldt medierne på det seneste – tilsyneladende lider af velfærds-apati, SoMe-afhængighed og ligegyldighed.
Det er i øvrigt en tilbagevendende diskussion, det der med velfærdsstaten. Tag eksemplet Michael Laudrup, en visionær kunstner på grønsværen. Franz Beckenbauer sagde engang:
”I 60’erne var Pelé den bedste fodboldspiller. I 70’erne var det Cruyff. I 80’erne var det så Maradona. Og i 90’erne var det Laudrup.”
Det havde den tyske fodboldkejser vel egentlig ret i. Men alligevel var Cruyff, Laudrups træner i FC Barcelona, ikke altid tilfreds med danskeren, for han kunne slippe afsted med kun at yde 80 procent og stadig være den bedste. Og Cruyff mente præcist at vide, hvad Laudrup manglede for at komme op i samme liga som Pelé og Maradona:
”Hvis Michael var blevet født i en fattig ghetto i Brasilien eller Argentina med bolden som eneste vej ud af elendigheden, ville han i dag være anerkendt som spillets største geni nogensinde”.
Om Cruyff havde ret i sin kritik, skal jeg lade være op til læseren at bedømme. Men idéen om, at skandinavisk velfærdsstat kan have en kontraproduktiv virkning i forhold til at skabe sande enere i sport, havde Cruyff måske en pointe med.
Wozniackis karriere er udansk, fordi hendes tilgang til sporten har været kompromisløs, ubesmittet af enhver form for velfærdsapati og overskredet grænserne for danske træningsstandarder. Wozniacki nåede stik imod alle nationale odds, men måske til gengæld i tråd med de familiære odds, at blive verdensetter.
Det vil være en overdrivelse at sammenligne polske aner med Cruyffs brasilianske og argentinske ghetto. Wozniacki, polsk ophav til trods, er barn af det danske velfærdssamfund. Men det er nærliggende at ville forbinde det udanske ved Wozniackis karriere med hendes polske rødder. Måske er der nationale og kulturelle forskelle på, hvornår noget gør for ondt, hvornår der er trænet nok timer og øvet nok i detaljen? Og måske er der ligefrem nationale og kulturelle forskelle på, hvordan atleter skal behandles for at de præsterer bedst?
Piotr Wozniacki, Carolines far og træner, har været en stor del af hendes karriere, og hans indflydelse har været genstand for megen diskussion. Har han presset hende for meget? Har han ikke udviklet hende godt nok taktisk og teknisk, især i forhold til en mere offensiv spillestil? Har det mere været hans projekt end hendes?
Det står dog ikke til diskussion, at makkerparret Caroline og Piotr har været en succes og selve grundlaget for en af Danmarks største sportskarrierer.
Mikkel Nørby, der trænede den unge Wozniacki, har tidligere over for DR Sporten peget på parrets kompromisløse tilgang som nøglen til succes:
”Piotr og Caroline var mere professionelle, end vi andre var og er. De var og er ikke ’normale’ mennesker. De er et helt andet sted. Deres fælles mål og Carolines evner var svære at få til at hænge sammen med, hvordan vi gjorde og gør tingene i Danmark. Mange har nok følt, at Piotr har presset på. Omvendt har Piotr nok følt, at forbundets professionelle setup ikke var godt nok, og derfor trænede han og Caroline videre, når vi var færdige. Deres arbejdsmoral og professionelle tilgang er helt unik”.
Nørbys karakteristik faldt, efter at Caroline Wozniacki havde vundet sin første og hidtil eneste Grand Slam-turnering, Australian Open i 2018, af flere karakteriseret som den største danske individuelle sportspræstation nogensinde. Nu slutter hun sin imponerende karriere netop der, hvor hun sejrede størst for to år siden. Hun har selv udtalt, at der er så mange nye og spændende projekter, der venter hende i fremtiden. Caroline Wozniacki har med sin dedikation, arbejdsetik og viljestyrke givet opskriften videre til os alle på, hvordan velfærdsapati overvindes, drømme realiseres, og sejre opnås.
Søren Frank er professor i litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet, hvor han blandt andet beskæftiger sig med romanens historie, men har også set på fodboldens historie og æstetik. Er desuden forfatter til bogen ”Giganternes skuldre. En fortælling om Manchester United”.