Kurvemageri lukker efter 70 år: ”Når man bliver gammel, laves der om på tingene”

Gennem to generationer har et kurvemageri hørt hjemme i bybilledet i Kongens Lyngby nord for København. Nu skiftes butikslokalerne ud med en internetadresse, og en familie ser tilbage på sit livsværk

Den nu 86-årige Lena Poulsen havde aldrig skænket kurve- eller stoleflet en tanke, før hun mødte Knud Skinbjerg. I dag, 14 år efter hans død, fletter hun stadig stolesæder hver dag. –
Den nu 86-årige Lena Poulsen havde aldrig skænket kurve- eller stoleflet en tanke, før hun mødte Knud Skinbjerg. I dag, 14 år efter hans død, fletter hun stadig stolesæder hver dag. –. Foto: Leif Tuxen.

”Alt skal væk,” står der i butiksvinduet, og trods den kolde efterårsluft er døren på vid gab. Dankortmaskinen skriger fra disken, utilfreds med en kundes dankort.

”Er I virkelig ved at lukke?” spørger kunder med jævne mellemrum, når de stikker hovedet ind for at hilse på.

På hovedgaden i Kongens Lyngby nord for København ligger der en kurvemager med forretning og værksted. I 70 år har den solgt og repareret fletteværk som kurve og stole. Men nu er det slut. Butikkens ejer, den 57-årige Marie Skinbjerg, har valgt at sige lejemålet op og fortsætte med værksted og engrosforretning fra en adresse i Greve.

Hun er vokset op med en flettesnor i hånden, og som 57-årig er Marie Skinbjerg både håndværker, kunstner, underviser og sælger i og af al slags flet. –
Hun er vokset op med en flettesnor i hånden, og som 57-årig er Marie Skinbjerg både håndværker, kunstner, underviser og sælger i og af al slags flet. – Foto: Leif Tuxen

Hun har selv haft butikken i 33 år, siden hun overtog den efter sine forældre. Hendes 86-årige mor, Lena Poulsen, hjælper stadig til, og sammen holder de kurvemageriet i live ved at reparere stole i butikken hver dag. I sine sorte gummisandaler trisser Lena Poulsen rundt i butikken efterfulgt af en kunde, der er på jagt efter et kludetæppe. Hendes briller ryger af og på, alt efter om hun skal se eller pege med dem.

”Hvad er der nu med den maskine,” sukker hun og går hen mod dankortapparatet, der af uvisse årsager stadig brokker sig.

Hendes nu afdøde mand, Knud Skinbjerg, startede forretningen for omkring 70 år siden. Et præcist årstal er svært at definere, for det begyndte med en enkelt kurv, så én til, så salg fra torvet, og til sidst var der pludselig en hel butik og en familie, der har levet af den siden.

I begyndelsen lavede de næsten alt selv. Kurve, vugger, stole. I dag importerer butikken varer fra udlandet og fokuserer på stolereparationer.

Knud Skinbjerg var ikke en åbenlys kandidat til at mestre håndværket. Han blev i 1917 født i Klokkerholm cirka 25 kilometer nord for Aalborg. Som 16-årig forlod han bondefamilien og løj sig lidt ældre, så han kunne få arbejde som karl. En dag besluttede han ifølge Marie Skinbjerg, at ”Nordjylland kunne rende ham,” hvorefter han som helt ung drog alene til København.

Knud Skinbjerg var selvlært kurvemager med øje for handel. Da mange af landets kurvemagere måtte bøje sig for billigere varer fra udlandet, formåede han at føre sin forretning ind i den nye verden. – Privatfoto.
Knud Skinbjerg var selvlært kurvemager med øje for handel. Da mange af landets kurvemagere måtte bøje sig for billigere varer fra udlandet, formåede han at føre sin forretning ind i den nye verden. – Privatfoto.
"Han var en flejnert,” griner Marie Skinbjerg om sin far, Knud Skinbjerg. Han ses her til højre med høj hat og smøg i mundvigen på et gammelt fotografi. De to kvinder i midten er fra venstre mod højre Lena Poulsen og Knud Skinbjergs søster. – Privatfoto.
"Han var en flejnert,” griner Marie Skinbjerg om sin far, Knud Skinbjerg. Han ses her til højre med høj hat og smøg i mundvigen på et gammelt fotografi. De to kvinder i midten er fra venstre mod højre Lena Poulsen og Knud Skinbjergs søster. – Privatfoto.

Han var ikke kurvemager, men fandt ud af at blive det. Han var gift med en anden kvinde, inden han mødte Lena Poulsen, og historien melder, at hun en dag kom hjem med en cykelkurv, til hvilken Knud Skinbjerg uimponeret sagde, at sådan én kunne han da også lave. Og sådan gik det.

Han startede sin butik som et værksted i en port på den anden side af Lyngby Hovedgade i forhold til, hvor den ligger i dag. Den port er nu forsvundet og fyldt ud med en moderne take away-restaurant.

Kurvemagerens butik har flyttet rundt gennem årene, dog aldrig mere end lidt længere hen ad gaden. Her ses den på Nørgaardsvej rundt om hjørnet fra de nuværende lokaler på Lyngby Hovedgade, hvor den lå indtil 1972, hvor familien byttede sig til de nye lokaler.
Kurvemagerens butik har flyttet rundt gennem årene, dog aldrig mere end lidt længere hen ad gaden. Her ses den på Nørgaardsvej rundt om hjørnet fra de nuværende lokaler på Lyngby Hovedgade, hvor den lå indtil 1972, hvor familien byttede sig til de nye lokaler. Foto: Privatfoto

En kunde kommer ind ad døren med en stol med hul i sædet. Marie Skinbjerg vurderer skaden. Stolen kan først blive færdig efter forretningens lukkedato, og Marie Skinbjerg spørger kunden, om hun har mulighed for at hente den i Greve.

”Det kan jeg jo blive nødt til,” svarer kunden. ”Hvor skulle jeg ellers tage hen?”

Lena Poulsen besvarer butikkens telefon. Hun er født og opvokset i Lyngby ”fem minutter fra butikken”.

Hun er kommet i bygningen, siden hun var seks år, og længe før den husede et kurvemageri. Dengang var der mejeri, og hendes bror var mælkemand. Han var tre år ældre end hende, og Lena Poulsen hjalp ham med at løbe med mælk, da folk fik den leveret til døren i flasker.

Lena Poulsen har altid taget arbejde, hvor hun kunne få det, og i dag kan hun ikke mindes, hvor det har været, men det har nok været på fabrik og i huse. Det var en anden tid dengang, må man forstå, når hun trækker på skuldrene og lader vide, at det ikke er vigtigt at huske sådanne ting.

Dengang handlede det om at få tilværelsen til at hænge sammen. Med samme indstilling fik hun arbejde i Knud Skinbjergs kurvemageri i porten på den anden side af gaden. Før det havde hun kun korte stillinger, nogle gange seks måneder ad gangen, men kurvemageriet forlod hun aldrig.

”Jeg kunne jo godt lide at være her,” siger hun.

På butikkens første sal hænger et gammelt fotografi. Her sidder Lena Poulsen over for Knud Skinbjerg i en gruppe af folk, der fletter. Alle har blikket på deres arbejde. Lena Poulsen har blikket på Knud.

Hun deler ikke Skinbjerg-navnet, for hun og Knud Skinbjerg blev aldrig gift.

”Men vi boede sammen i over 50 år,” siger hun med et bestemt blik over brillekanten og refererer til ham som sin mand.

”Nu sætter jeg mig altså ned og laver noget,” siger hun og går i gang med at reparere et stolesæde af fransk rørflet.

”Det er ligesom at brodere, faktisk,” siger hun.

”Men det hedder at flette,” siger Marie Skinbjerg.

”Ja, ja,” svarer Lena Poulsen, allerede med et godt tag i sin flettesnor.

Hendes fingre kan arbejde af sig selv. De hiver i snoren, folder ned, folder op, hiver igen. Med et snuptag har hun fat om en gammel syl, og med en enkelt og præcis bevægelse hugger hun spidsen ned i et allerede eksisterende hul i stolesædets kant. Hun vrider lidt rundt, så hullet bliver større, lægger sylen fra sig og griber fat om snoren igen. Hiv, fold, hiv igen.

Rørflet, papirgarn, sjener, og søgræs. I knap 65 år har Lena Poulsens hænder repareret al slags flet.
Rørflet, papirgarn, sjener, og søgræs. I knap 65 år har Lena Poulsens hænder repareret al slags flet. Foto: Leif Tuxen

Og sådan går det. Det tager Lena Poulsen en dag at reparere et stolesæde. Da hun var yngre, gik det meget hurtigere. Marie Skinbjerg kan sagtens gøre samme stykke arbejde på en aften foran fjernsynet. Men når man bliver gammel, kan man ikke det samme mere, hverken med sine hænder eller øjne, har Lena Poulsen erfaret.

Hun forstår godt, at datteren vil sælge butikken. Det er et hårdt liv at være butiksejer. Da hun og hendes mand havde butikken, arbejdede de begge fra klokken otte til halv seks og tog arbejdet med hjem og flettede i stuen.

Alle børnene lærte det også, og de skulle flette 10 tråde, før de måtte gå ud og lege. Marie Skinbjerg var otte år, da hun begyndte på familiens håndværk, og i dag kan hun slet ikke lade være. Det er én af grundene til, at den fysiske butik vælges fra. Hun vil fokusere på selve håndværket gennem reparationer af gamle stoleflet. Der er ikke meget kurvemageri i at stå og sælge, som hun siger.

Lena Poulsen siger, at hun ikke kommer til at savne butikken, selvom hun har tilbragt det meste af sit liv her. Man må tage det, der kommer, og så tænker man ikke mere på det gamle, siger hun.

”Jeg havde engang et sommerhus oppe i Høve. Jeg havde min søster med. Når vi kom nær Lyngby, ville hun altid ind og hilse på mor, men det faldt mig aldrig ind at savne eller hilse på familien,” siger Lena Poulsen.

I butikken er alt til salg. Også Marie Skinbjergs egne unikke kreationer. ”Hvad skal jeg beholde det for?”, spørger hun.

Hun har næsten heller ikke noget tilbage af det, hendes forældre har flettet. Selv vuggen, hun lå i som spæd, har forældrene solgt. Hun har dog formået at købe et sæt møbler tilbage, som hendes far har lavet. Hun får det reproduceret i udlandet og sælger det i sin online engrosforretning. Det betyder noget, at hun kan sælge familiens varer, fordi faderens design er noget, der virker. Ifølge Marie Skinbjerg kunne han græde, hvis man lavede en stol, man ikke sad godt i.

Butikken er næsten tømt for varer. Men kunderne kommer stadig forbi, både for at købe og for at hilse på og sige pænt farvel. –
Butikken er næsten tømt for varer. Men kunderne kommer stadig forbi, både for at købe og for at hilse på og sige pænt farvel. – Foto: Leif Tuxen

Lena Poulsens blik flakker lidt. Hun vrider sine hænder. Måske kommer hun alligevel til at savne at se på kunder.

”Her er der liv, og folk kender mig, så jeg vil hellere sidde hernede end i en lejlighed alene,” siger hun og nikker for sig selv, mens hun fortæller, at Marie og børnene vil komme på besøg i fremtiden. Og at hun nok får nogle stole, hun kan reparere.

Nostalgiske kunder kommer og går.

”Kommer I ikke igen?” spørger de. Kurve og tæpper forsvinder fra hylderne. En enkelt kunde ser sig omkring.

”Det er vel nok en kedelig ting!” siger hun, da hun får bekræftet, at forretningen virkelig lukker.

”Men sådan er det jo. Når man bliver gammel, bliver der lavet om på tingene. Det er faktisk lidt irriterende.”

Kurvemageren lukker torsdag den 18. oktober.

"Han var en flejnert,” griner Marie Skinbjerg om sin far, Knud Skinbjerg. Han ses her til højre med høj hat og smøg i mundvigen på et gammelt fotografi. De to kvinder i midten er fra venstre mod højre Lena Poulsen og Knud Skinbjergs søster. – Privatfoto.
"Han var en flejnert,” griner Marie Skinbjerg om sin far, Knud Skinbjerg. Han ses her til højre med høj hat og smøg i mundvigen på et gammelt fotografi. De to kvinder i midten er fra venstre mod højre Lena Poulsen og Knud Skinbjergs søster. – Privatfoto.