Prøv avisen

Yahya Hassan opbløder fronter i udlændingedebat

Den 18-årige digter Yahya Hassan, da han i går debatterede og læste op af sine digte på H. C. Andersen Skolen i Vollsmose. Foto: Thomas Lekfeldt/ Denmark

De voldsomme digte om nydansk underklasse kan bane vejen for en mere konstruktiv udlændingedebat, lyder det fra flere sider

Jeg hader jeres tørklæder og jeres analfabetiske koraner.

Sådan lyder en strofe i et af Yahya Hassans digte. I går læste den 18-årige digter op af sin nye digtsamling under massivt politiopbud på H.C. Andersen Skolen i Vollsmose i Odense.

Den unge forfatter har med sin digtsamling rejst en debat om ytringsfrihed, der minder om debatten under Muhammed-krisen.

LÆS OGSÅ: Hassans digte er et vigtigt vidnesbyrd

Dengang kritiserede fremtrædende forfattere og politikere Morgenavisen Jyllands-Posten for at såre en minoritets religiøse følelser. I dag er der bred accept af den unge digters ret til at ytre en barsk kritik af socialt bedrageri og religiøst hykleri i et nydansk underklassemiljø.

De seneste ugers intense debat om Yahya Hassan har været med til at opbløde fronterne i den danske udlændingedebat.

Hvor Dansk Folkeparti tidligere har været en af de vigtigste eksponenter for kritikken af patriarkalske æresbegreber og manglende tilpasning, er Yahya Hassan en slags vandskel i integrationsdebatten. Hans budskaber er trængt ind hos de segmenter af danskere, der ellers har været tilbageholdende med at kritisere bagsiden af indvandrermiljøet. Det mener de to forfattere Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen, der i en række bøger har beskrevet yderligtgående islams konsekvenser for ytringsfriheden.

En del af de ting, Yahya Hassan siger, viger i grovhed ikke tilbage for islamkritikeren Lars Hedegaard og heller ikke for Kurt Westergaards harmløse tegning i Jyllandsposten. Alligevel bliver Yahya Hassan omfavnet af det kulturradikale miljø. En af grundene til forskellen er, at Yahya Hassan selv tilhører indvandrermiljøet, siger Frederik Stjernfelt.

Jens-Martin Eriksen supplerer:

Yahya Hassan er kommet som en perfekt skikkelse. Han har anden etnisk baggrund. Han er ung, og han har skrevet en pragtfuld digtsamling med en masse ironiske kvaliteter. Men man kan spørge, om det samme ville være sket, hvis det drejede sig om en dansk digter, lyder det fra Jens-Martin Eriksen.

De to forfattere mener, at debatten om indvandrere hidtil har været præget af en ulykkelig tendens til, at det, de betegner som de kulturradikale og Dansk Folkeparti, har stirret sig blinde på hinanden og set debatten om indvandringen som et særligt dansk fænomen:

De aktuelle trusler mod Yahya Hassan er et udtryk for et årelangt forsøg på at undertrykke det frie ord fra islamistiske kræfters side. Det er en del af en kosmopolitisk tendens, som har at gøre med de seneste 70 års islamistiske vækkelse i både Mellemøsten og Pakistan, og som vi får en lille aflægger af i vores indvandrermiljøer, siger Frederik Stjernfelt.

Han mener, at overfaldet på Yahya Hassan på Københavns Hovedbanegård i sidste uge og det massive politiopbud ved mødet i Vollsmose endnu engang har udstillet, at der er kræfter, som forsøger at presse bestemte synspunkter ud af debatten med vold og trusler om vold.

Det er ikke nogen ny tendens. Naser Khader har i årevis haft livvagter, og vi har set attentatet mod Lars Hedegaard. I 1960ernes USA forsøgte en gruppe hvide voldsmænd at forhindre sorte studerende i at blive optaget på universitetet. Dengang satte Nationalgarden hårdt ind for at forhindre volden. Det er i princippet samme slags voldsmandens veto, vi ser i dag, når islamister forsøger at true en forfatter til tavshed, siger Jens-Martin Eriksen.

Ifølge Frederik Stjernfelt har den manglende ret til at ytre sig store konsekvenser for det danske samfund. Islamisternes forsøg på at begrænse den personlige frihed rammer dog først og fremmest i indvandrermiljøer:

Indvandrermiljøerne er meget mere forskellige internt end danskere og indvandrere. Der foregår en undertrykkelse dikteret af islamistiske hardlinere, og det rammer indvandrere langt hårdere end blandt danskere. Jeg kender det fra mit eget nabolag på Nørrebro. Et somalisk par skulle fejre bryllup, og så dukkede der nogle langskæggede muslimer op og ville forbyde, at der blev spillet musik. Den slags episoder har der været masser af gennem de seneste mange år, siger Frederik Stjernfelt.

Han understreger, at det er vigtigt at holde sig for øje, at et flertal af danskere med anden etnisk minoritetsbaggrund ønsker at være en del af det demokratiske samfund. Men et stort mindretal, der ifølge undersøgelser udgør omkring en tredjedel, er præget af religiøse normer, der indebærer, at de ikke er tilhængere af ytringsfrihed.

Jens-Martin Eriksen håber, at blandt andre Yahya Hassans kritik kan medvirke til en mere normaliseret indvandrerdebat:

Man har foræret Dansk Folkeparti en masse ting ved at give partiet ret til at være eneforhandler af kritikken af de totalitære mindretalskulturer. Hvis det bliver fælles gods at kritisere de kræfter, så kan det ændre debatten. Dansk Folkeparti er kommet med forbavsende få løsninger. Måske kunne der komme en mere pragmatisk og ikke så ideologisk debat. Det ville være godt, hvis indvandrerdebatten mistede sin symbolpolitiske karakter og blev et problem på linje med så mange andre problemer, siger Jens Martin-Eriksen.

LÆS OGSÅ: Sørine: En bombe i debatten

Forfatter og senior fellow ved Hudson Institute i Washington Naser Khader, der som en pionererne tog hul på den kritiske debat med bogen Ære og Skam i 1996, er ikke helt så optimistisk:

Det er svært at gendrive Yahya Hassans kritik, fordi digtene er udtryk for hans egne oplevelser. Det er tankevækkende, at der nu dukker flere kritiske røster op blandt unge nydanskere. Forlagsbranchen har hungret efter litteratur, der beskriver disse miljøer, og det er meget positivt, at den er kommet nu. Man kunne håbe, at den kritik gav et mere realistisk syn på indvandrermiljøerne. Men jeg gerne se en vedvarende ændring af debatten, før jeg tror på det, lyder det fra Naser Khader.

Lederskribent Bjørn Bredal fra Politiken, der understreger, at han udtaler sig som kommentator og ikke for det samlede hus Politiken, mener, at det er at sammenligne æbler og bananer at sidestille Muhammed-tegninger med Yahya Hassans kritik:

Jeg er ikke meget for den klichéfabrik med de kulturradikale, for hvem er de? Det er et udtryk, der er dukket op igen for nylig. Men det er ikke spor svært at skelne mellem, hvad der foregik i forhold til de begrædelige Muhammedtegninger og så Yahya Hassan. Det er et spørgsmål, om man kritiserer udefra eller indefra. Det er en elementær menneskelig ting, at jødevittigheder må jøder godt fortælle. Andre må ikke. Muhammed-tegningerne var efter min mening et spørgsmål om, at et flertal mobbede et mindretal. Det er noget helt andet, end at en knægt på 18 år skriver en digtsamling, siger Bjørn Bredal, der er enig i, at Yahya Hassan kan åbne mange danskeres øjne for de konflikter, hans digte skildrer:

Det giver indblik i nogle miljøer, som de færreste kender. Og det er fantastisk godt, at der kommer nogle kunstneriske udsagn derfra. Det er også et kæmpe problem, at Yahya Hassan ikke kan ytre sig, uden at han bliver slået ned, siger Bjørn Bredal. Han mener, at Yahya Hassan fremhæver noget, der kun kan fremhæves af en person med hans baggrund:

Det ville være en mere falsk problemstilling, hvis almindelige danskere ytrede det.