Yoga og keramik hitter på aftenskolerne: Danskerne vil dyrke og styrke krop og sjæl – sammen

Landets aftenskoler er klar til en ny sæson, og tilmeldingerne viser, at pandemien har sat sig spor i danskernes interesser. Fritid og hobby har stor betydning for menneskers identitetsdannelse i dag, siger forsker

Nu er der igen mulighed for at samles om fælles interesser, og særligt bevægelsesfag som yoga samt keramik og fællessang har fanget aftenskolekursisternes interesse.
Nu er der igen mulighed for at samles om fælles interesser, og særligt bevægelsesfag som yoga samt keramik og fællessang har fanget aftenskolekursisternes interesse.

Torsdag morgen. Det er et ugentligt fikspunkt i 53-årige Bettina Bøhl Petersens tilværelse og har været det i syv år. Det er nemlig her, hun møder op til yoga på den lokale aftenskole i Grenaa på Djursland. Hele kroppen bliver aktiveret, hendes gamle rygskade bliver plejet, og sindet bliver ladet op. Eller det vil sige, fikspunktet har hun måttet undvære i lange perioder i det seneste halvandet år, fordi pandemien har sat en stopper for langt de fleste aftenskoleaktiviteter. Men nu! Nu åbner yogaholdet snart igen.