Prøv avisen
Kommentar

Fogh: Vi kan ikke tage ytringsfriheden for givet

Anders Fogh Rasmussen var statsminister 2001-2009 og generalsekretær for NATO. Han er grundlægger af og formand for Rasmussen Global. Foto: Søren Bidstrup

Vi går mordernes ærinde, hvis vi beskærer den frihed, vores samfund hviler på, skriver Anders Fogh Rasmussen, der selv var statsminister under Muhammed-krisen

Angrebet på det franske blad Charlie Hebdo var et angreb på demokratiet og friheden og på selve de idealer, som er grundlaget for alle frie samfund. Konfronteret med ekstremismens og terrorens kræfter må vi have modet til at oplade vores røst for disse idealer og stå vagt om retten til at sige, hvad vi mener. Men vi må også yde omsorg for at respektere det faktum, at andre har den samme ret.

Charlie Hebdo er ikke den første udgivelse, som har måttet lide for at trykke billeder, som af nogle blev opfattet som krænkende over for islam.

I 2005, da jeg var Danmarks statsminister, udløste Jyllands-Posten international kontrovers ved at trykke 12 tegninger af profeten Muhammed. Nogle muslimer i Danmark og udlandet beskyldte Jyllands-Posten for at have udøvet blasfemi ved at trykke et billede af profeten. Andre sagde, at billederne krænkede islam. Der blev opfordret til repressalier mod avisen, mod min regering og mod danske interesser i udlandet.

Vores respons baserede sig på princippet om, at ytringsfrihed er en af de søjler, som demokratiet hviler på, og at hvis man underminerer den, underminerer man selve demokratiet. I frie lande har hver borger ret til at sige, hvad han eller hun vil, og tro, hvad han eller hun vil - det være sig på skrift, i tegninger eller i enhver anden form for fredeligt udtryk. Hver eneste borger har også ret til at være uenig med en andens mening og udtrykke denne uenighed på fredelig og lovlig vis.

Under karikaturkrisen i 2005 hævdede nogle kommentatorer og politikere i den muslimske verden, at ytringsfriheden var blevet misbrugt. De opfordrede først Jyllands-Posten og siden min regering til at undskylde og fordømme tegningerne. Og sandt nok er ytringsfrihed en ret, som helst skal bruges klogt og ansvarligt. Men vi mente dengang, og jeg mener stadig, at det hverken ville være klogt eller ansvarligt at forsøge at begrænse den, og at den rigtige måde at reagere på noget, man opfatter som en fornærmelse, er at komme med et modargument - ikke at stable et terrorangreb på benene. Og i demokratier kan man til hver en tid tage sagen til retten.

Det princip viste os vej gennem krisen i 2005. Vi undskyldte ikke for en uafhængig avis' redaktionelle beslutninger trods kraftigt pres fra muslimske grupperinger og regeringer. Vi forsøgte heller ikke at retfærdiggøre udgivelsen af tegningerne. Vi stod blot vagt om ytringsfriheden.

Til trods for den forfærdelse og vrede, vi i dag føler over angrebet på Charlie Hebdo, må vi alle holde fast i dette princip, fordi en begrænsning af ytringsfriheden ville være en svækkelse af vore samfund. Angrebene på journalisterne på Charlie Hebdo var modbydelige og foragtelige, men hvis vi reagerer på dem ved at beskære den frihed, som vore samfund hviler på, så går vi mordernes ærinde.

Regeringerne må stå vagt om journalisternes frihed til at skrive, hvad de vil, og enhver borgers frihed til at støtte, hvad de skriver, eller være uenig i det. Og journalisterne må fortsætte med at skrive og tegne, hvad de mener. Selvcensur ville underminere deres frihed og opmuntre til yderligere pres på ytringsfriheden. I de seneste dage har nogle redaktører besluttet, at det rette svar på Charlie Hebdo-massakren var at genudgive bladets tegninger. Andre har besluttet ikke at gøre det. Og atter andre kritiserer Charlie Hebdos handlinger.

Redaktørerne har retten til at træffe disse beslutninger og udtrykke sig selv, som de finder for godt. Det er essensen af demokratiet. Den dag, den slags beslutninger træffes af frygt for repressalier, er den dag, vores frihed slutter.

For borgerne må ytringsfriheden betyder modet til at tale højt om, hvad de mener, uden at gribe til vold - mod journalister eller repræsentanter for en anden religiøs tro. Det er en hæslig forbrydelse koldblodigt at skyde journalister for at have trykt en tegning. Men det er også en hæslig forbrydelse at angribe en moské eller en muslim på grund af hans eller hendes tro.

Der findes plads til debat og endog til lidenskabelig debat om det dybt moralske spørgsmål om, hvordan vi afbalancerer ytringsfriheden med respekten for religion. Våbnene i denne debat bør imidlertid være ord og ikke våben. Vi skal bruge tastaturet og ikke skydevåben. Hver og en af os har ret til at have vores egen mening. Ingen af os har ret til at dræbe dem, som vi er uenige med.

Marchen med millioner af mennesker i Paris den 11. januar var et storslået udtryk for solidaritet og fred. Enhver leder og lovgiver bør bestræbe sig på at leve op til disse idealer i sin reaktion på truslen fra ekstremismen.

Man kan håbe på, at terrorangrebene i Paris vil betyde nye tider for forsvaret for pressefriheden og for friheden i det hele taget, fordi millioner af mennesker har forstået, hvad der er på spil. Vi kan ikke tage ytringsfriheden for givet. Vi må stå vagt om den og forsvare den, selv - og måske især - når vi er uenige med det, der bliver udtrykt.

© Project Syndicate 2015

Oversat fra engelsk af Sara Høyrup

Anders Fogh Rasmussen var statsminister 2001-2009 og generalsekretær for NATO. Han er grundlægger af og formand for Rasmussen Global