Forleden ville Jesper Langballe (DF) afskaffe straffelovens blasfemiparagraf. For den har ikke været brugt i mange år. Vi skal helt tilbage til 1930ernes antisemitisme for at finde en virkelig alvorlig sag, hvor blasfemiparagraffen blev brugt. I 1938 faldt en dom over nogle nazister. Nazisterne havde påstået, at jødiske skrifter tillod jøderne at skænde kristne pigebørn. Sagen førte ikke alene til dom, man skærpede også straffeloven, så den kunne beskytte masseæren hos en befolkningsgruppe.

Ufrugtbar debat om ytringsfriheden

Langballes forslag er på linje med flere tidligere forslag fra Socialistisk Folkeparti. Men forleden blev det mere end antydet, at Jesper Langballe nok ønskede at kunne angribe Islam friere. Det vides ikke, om det var derfor, også politikere fra SF ville inddrage eksperter i en nærmere analyse af ytringsfrihedsbegrebet. Men forslaget er en overvejelse værd.

For aldrig har ytringsfriheden været diskuteret som de seneste år. I mange sammenhænge. Desværre var debatten oftest ufrugtbar. Ufrugtbarheden skyldes især, at ikke alene journalister og politikere, men af og til selv jurister siger rent ud forkerte ting. Eksempelvis bliver embedsmænds tjenstlige udtalelser ofte gjort til et spørgsmål om ytringsfrihed. Men tjenstlige ytringer er ikke et spørgsmål om private ytringsfrihed, det er et spørgsmål om embedsmænds pligter og grænserne for dem. Ytringsfriheden skal ses i relation til deres udtalelser som borgere og privatpersoner.

Hele den lange diskussion om Muhammed-debatten blev så ufrugtbar, fordi man blandede spørgsmålet om ytringsfriheden som rettighed sammen med spørgsmålet om, hvordan man bruger en rettighed. Dertil kom en inflation i begrebet selvcensur. Egentlig selvcensur har vi kun, når man undertrykker sine synspunkter, fordi man udsættes for ulovlige trusler eller frygter at blive det. At man eventuelt dæmper sig, fordi man i en given situation ikke mener, der kommer noget godt ud af en ytring, er ikke selvcensur. Det kan være omtanke og hensynsfuldhed, at man overvejer, om det tjener et fornuftigt formål at krænke andre menneskers følelser.

Ytringsfrihed versus blasfemi

Hvis vi skal debattere ytringsfrihed versus blasfemi, kan vi få et bedre grundlag fra eksperter. Eksperterne skal ikke træffe beslutninger. Men de kan være med til at afklare problemstillingen. Det viser en uenighed mellem to af landets mest fremtrædende juridiske professorer, Henning Koch og Vagn Greve.

Henning Koch ønsker i Weekendavisen den 28.marts at beholde blasfemiparagraffen. Han ser i den et værn mod, at minoriteter nedværdiges, forhånes og systematisk stigmatiseres. Uden blasfemiparagraffen vil man ikke kunne beskytte mod indpakkede antisemitiske eller islamofobiske løgne om Talmud eller Koranen. Løgne kan igen føre til politiske forfølgelse og ukontrollable uroligheder, frygter Koch. Han vil beskytte samfundsfreden.

Vagn Greve anlægger derimod et mere liberalt syn på spørgsmålet i sin nye bog "Bånd på hånd og mund: strafforfølgning eller ytringsfrihed?". For Greve bør ytringsfriheden især omfatte religiøse og politiske spørgsmål. Han finder intet grundlag for påstanden om, at hadefulde ytringer kan true den offentlige orden. Hans synspunkt er, at menneskerettighederne, herunder ytringsfriheden, netop er givet til glæde og til gavn for de personer, som vi finder afskyelige.

Få blasfemien frem så vi kan se den

Greve ser det som en fordel at få de afskyelige meninger frem. Så kan vi holde øje med dem. Vi kommer for eksempel ikke så let til at støtte et politisk parti med skjulte hensigter. Det er et velkendt kulturradikalt synspunkt. Vagn Greve citerer Poul Henningsen for det synspunkt, at man takket være den relativt store politiske frihed i Danmark i 1930erne let kunne finde ud af, hvem der var nazister. Det ville have været meget sværere at gå imod nazismen under mindre frie forhold, lød Poul Henningsens synspunkt. Så man kan egentlig godt kalde Jesper Langballes holdning i denne sag for kulturradikal, selvom Langballe nok vil frabede sig denne betegnelse.

Vagn Greve og Henning Koch kan kun hjælpe os af med primitive automatreaktioner. De kan hjælpe med at klargøre, hvad det er, vi skal afveje og vælge imellem. De kan befri os for skindiskussioner. Men til syvende og sidst er der en personlig afvejning mellem hensynet til samfundsfreden over for ønsket om at bekæmpe forhånelser åbent. Man kan overvinde sin træthed ved Muhammed-debatten og tænke på tegningerne. Var der en forudgående selvcensur? Var tegningerne en forhånelse? Og hvis de var en forhånelse, hvor vellykket var den demokratiske bekæmpelse i den fri offentlighed? Ville det have været bedre, om der kunne være faldet en dom for blasfemi? Enhver drager sine egne konklusioner. Uden facitliste.

Tim Knudsen er ansat på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.