Zarens hemmelige brev åbner et stykke verdenshistorie

Et unikt stykke verdenshistorie er i denne uge på auktion i Danmark: et delvist kodet brev skrevet af en forklædt Peter den Store, som senere blev del af anledningen til Den Store Nordiske Krig

Brevet, der er underskrevet ”Pieter”, er to sider langt. Den anden side er skrevet i usynligt blæk og bærer præg af at være behandlet med kemikalier og ild for at få ordene frem. Brevet er unikt både i dets betydningsfulde indhold og på grund af historien omkring brevet. –
Brevet, der er underskrevet ”Pieter”, er to sider langt. Den anden side er skrevet i usynligt blæk og bærer præg af at være behandlet med kemikalier og ild for at få ordene frem. Brevet er unikt både i dets betydningsfulde indhold og på grund af historien omkring brevet. –. Foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner.

det siges, at der er omkring 2780 soldater her. Vi rejste gennem byen og slottet, hvor soldaterne var i beredskab, der var cirka 1000 af dem. Byen er godt forskanset, men endnu ikke færdig. Folk her tillader ikke besøgende at komme ind, end ikke med overvågning. De er alt andet end behagelige.

Sådan skriver den russiske zar Peter den Store med usynligt blæk i en hemmelig beretning fra den dengang svenske by Riga i 1697. Han giver flere militære oplysninger og fortæller i øvrigt om en meget uvenlig modtagelse fra den svenske regering og om et ophold under meget primitive forhold. Noget, han tre år senere skulle bruge som et af argumenterne for at begynde Den Store Nordiske Krig. En krig, der betød det svenske imperiums fald, Ruslands endelige gennembrud som europæisk stormagt, og at Danmark måtte give afkald på Skånelandene undtaget Bornholm.

LÆS OGSÅ: Myten om statskuppet ved påsketide

Brevet på to sider er i morgen til salg hos det danske auktionshus Bruun Rasmussen med en vurderet værdi på 600.000-800.000 kroner. At det er så værdifuldt, er der mange grunde til, forklarer professor i historie på Københavns Universitet Gunner Lind.

For det første er brevet skrevet af Peter den Store selv, den måske største og mest berømte hersker i hele Ruslands historie. På den tid var det højst usædvanligt, at landsledere overhovedet skrev deres egne brev. Christian IV gjorde det ganske vist hyppigt, men han var også en undtagelse. Peter den Store gjorde det oven i købet fra udlandet, hvor han forklædt som et almindeligt medlem af en 250 mand stor delegation rejste gennem det vestlige Europa gennem 18 måneder. Det skete som del af forberedelserne til den store krig, alle vidste var lige om hjørnet.

Fra 1618 til 1660 havde Sverige ekspanderet voldsomt på bekostning af stort set alle sine naboer. Da de forsøgte at få revanche i 1679, blev Sverige reddet af Frankrig, men det udsatte kun hævnen. Danmark-Norge, Brandenburg, Polen og Rusland gjorde sig løbende klar til det, der skulle blive kaldt Den Store Nordiske Krig (1700-1721).

At en zar på den måde leger spion var selvsagt heller ikke normalt, siger Gunner Lind:

Men Peter den Store var heller ikke normal. Han var kendt og berygtet for sin store energi, og han kastede sig i det hele taget ud i mange ting, der var usædvanlige for hans tid.

Brevet er også kostbart, fordi breve fra den tid normalt er korte eller i brudstykker og mest af alt høflighedsbreve, forklarer Gunner Lind. Her er der tale om et længere brev, der på flere måder rummer et unikt stykke verdenshistorie. Det var dengang aldrig set før, at en landsleder forlod landet så længe for at lære verden og sine fjender bedre at kende. Og brevet fortæller detaljeret om hans oplevelser og de tanker, han tillagde dem. Desuden blev den dårlige behandling i Riga, han beskriver, som sagt senere brugt som et argument for at gå i krig, selvom Gunner Lind dog understreger, at det umuligt har været en afgørende grund, snarere en undskyldning.

Endelig er det sjældent, at så gamle breve kommer på auktion. De vil typisk ligge gemt i statslige arkiver, siger historieprofessoren.

At brevet kommer på auk-tion i netop Danmark, er ikke tilfældigt. Der er gennem tiden knyttet stærke bånd mellem Danmark og Rusland, første gang mellem kong Hans af Danmark og storfyrst Ivan III af Moskva i 1493. Under Romanov-dynastiet øgedes forbindelsen som følge af den dansk-russiske alliance under Store Nordiske Krig og samhandlen i slutningen af 1700-tallet. Tilknytningen de to lande imellem kulminerede i 1866, da Christian IXs datter Dagmar blev gift med den senere zar Alexander III. Hun introducerede dansk erhvervsliv i Rusland, blandt andet Store Nordiske Tele-grafselskab og ØK.

De dansk-russiske forbindelser har medført, at der i dansk eje findes et stort antal russiske kunsteffekter, som løbende bliver udbudt på auktion. Brevet fra Peter den Store har været i dansk privateje siden 1970 erne, forklarer bogspecialist Lærke Bøgh fra Bruun Rasmussen Kunstauktioner. Hun betegner brevet som et centralt, historisk dokument.

Derudover rummer det en sand historie om magtspil, spionage og ikke mindst den usynlige skrift, der altså på den tid har været et vigtigt redskab i kommunikationen, siger hun.