Zoo afliver elefant med skavanker på vej på pension

Den 40-årige elefant skulle til Polen på pension, men zoo i København har aflivet den aldrende elefant inden.

En elefant med alderdomsskavanker er blevet aflivet i zoo.

Der er tale om den 40-årige hanelefant Naing Thein, der de seneste måneder midlertidigt har været i København, inden den skulle på pension i Polen.

Naing Thein blev aflivet tirsdag morgen. Det oplyser Zoologisk Have i København i en pressemeddelelse.

Elefanten har været i Danmark i fire måneder, fordi byggeriet af dens nye anlæg i Polen er blevet forsinket på grund af coronapandemien.

Leipzig Zoo, der havde haft ham til avl, kunne ikke beholde ham, og Zoo i København har derfor huset ham midlertidigt - dog uden at introducere Naing Thein til elefantflokken i den zoologiske have.

Under opholdet i Danmark er det opdaget, at elefanten har slidgigt, kroniske fodproblemer og tiltagende blindhed. Det oplyser Mads Frost Bertelsen, der er zoologisk direktør.

- Vi har derfor taget den tunge beslutning at aflive ham. Han nåede at blive far til 19 unger og bedstefar til 16, og han er derfor genetisk velrepræsenteret i den europæiske bestand.

- Dermed er hans aflivning ikke kun en human løsning på hans tiltagende sundhedsproblemer og alderdomsskavanker, siger han i pressemeddelelsen.

Aflivningen er sket efter samråd med Zoo og det europæiske avlssamarbejde, oplyser den zoologiske have.

Elefanten blev født i Myanmar i 1980 og kom til Emmen Zoo i Holland i 1988. Naing Thein er blevet brugt som avlshan i Prag Zoo og senest i Leipzig Zoo siden 2009.

Dele af elefantens kadaver skal efter planen udtages til forskning og undervisning. Det er planen, at Zoo i København skal have en ny avlshan til efteråret.

/ritzau/