Lisbeth Zornig har et begreb, hun kalder Mumimorpædagogik. Hun og socialpædagog Karen Gjesing introducerer det i deres bog om børn og selvskade, ”Jeg gør mig ondt, når...”, der udkom i sidste uge sammen med endnu en bog om at spotte og hjælpe seksuelt krænkede børn, ”Jeg ville have sagt det, hvis...”.
Det er en metode, som pædagoger, lærere, læger, sygeplejersker og alle, der har kontakt til potentielt misbrugte og udsatte børn, kan have gavn af at kende. For Mumimor kan finde ud af at elske det barn frem, som bogstavelig talt er ødelagt af ukærlig behandling fra en voksen.
Pigen Ninni ender en dag hos mumi-familien i en af forfatteren Tove Janssons Mumi-fortællinger. Ninni er usynlig, elimineret af ironi fra den dame, som hidtil har taget sig af hende. Mumimor syr tøj til Ninni. Hun beder hende løse opgaver, hun er god til i husholdningen. Hun giver medicin mod usynlighed, som dog ikke rigtig virker. Indtil en dag hvor Ninni pludselig viser sit ansigt på en tilfældig tur til havet.
”Det åbne vindue” kalder Lisbeth Zornig også metoden. Den gælder om, at voksne med en rolig og vedholdende indsats kan skabe så meget tillid hos et barn, at det på et tidspunkt tør stå frem – et øjeblik, hvor det er klar til at dele det sværeste i livet.
Det er ikke småting, nogle børn og unge bærer med sig. Forfatterne, som også tæller sociolog Tilde Kelp, har talt med og citerer såkaldte livseksperter, det vil sige dem, der har prøvet det hele selv. Det er blandt andet hovedpersoner fra flere af landets mest alvorlige sager om seksuelt misbrug og overgreb på børn.
”Vi kan ikke forhindre, at de her overgreb starter. Men vi kan stoppe dem, hvis vi kan få børnene til at sige noget. Man går som lærer, pædagog eller anden fagperson fra at være en god håndværker til at blive en virkelig kunstner, hvis man kan få de her børns tillid og få dem til at føle sig hørt og holdt af. De kan være svære at holde af, men vi kan være helt sikre på, at de intet fortæller, hvis vi ikke lykkes med det,” siger hun om bøgernes hensigt.
Den gode nyhed er, at alle, som møder børn i hverdagen, generelt er blevet mere opmærksomme på den mistrivsel eller misrøgt, de måske gemmer på.
En kvinde med pseudonymet Maria fortæller i bogen ”Jeg ville have sagt det, hvis...” om de signaler om overgreb, hun sendte i sin barndom i 1990’erne. Fra hun var to år, blev hun seksuelt misbrugt af sin far, farfar og en lang række andre mænd, som de prostituerede hende til. Hun sluttede en blandt flere skoleopgaver i 10. klasse om seksuelt misbrug med ordene: ”Jeg har faktisk ikke brugt særlig mange kilder, da jeg af egen viden og erfaring har formuleret mig”. Læreren rettede Marias stavefejl. Hun kommenterede ikke litteraturlisten.
Den slags er sjældnere i dag, mener Lisbeth Zornig:
”Der er kommet mere opmærksomhed, og der efterspørges mere viden. Når jeg holder foredrag om overgreb, kommer der flere hundrede mennesker, og hovedparten er fagpersoner,” siger hun.
Fagfolkene er i mindre grad i tvivl om, hvorvidt et barn mistrives. De er i høj grad i tvivl om, hvordan de skal gå til barnet med deres iagttagelser.
”De kan godt spotte det. Det er mere det med at dykke ned og spørge: Hvad handler det mere konkret om? Hvor meget må man snakke med børnene, hvor langt må og skal man gå?,” siger Lisbeth Zornig.
”Hvor godt kender du barnet?,” plejer hun at svare. Hvis barnet er relativt fremmed, anbefaler hun at spørge ”rundt om” – det vil sige at stille dagligdags spørgsmål, for eksempel ”hvad er din livret”, eller ”hvilken bog læser I derhjemme”. En overvægt af triste svar kan angive de første konturer af karakteren af eventuel mistrivsel.
Andre børn skal spørges direkte, og andre igen betror sig lettest, hvis en voksen tænker højt omkring den mistanke, der er.
”Det handler om tid og nærvær til at lære den enkelte at kende. Det er et praktisk problem for eksempel i folkeskolen, at det bliver tidskrævende,” siger Lisbeth Zornig.
Nogle børn betror sig til den person, de føler sig tættest på: ”Så man får en rolle, hvis man er en meget elsket lærer eller pædagog.”
Men andre vælger en kontakt, hvor relationen er mere løs. De kan frygte, at de skræmmer den vigtigste voksne i deres verden væk, hvis de afslører en skamfuld og hård hemmelighed. Det er positivt. For større cirkler giver bedre muligheder for, at nogen får noget at vide.
”Man behøver ikke have haft et årelangt forhold til et barn, før det barn vælger at fortælle noget. Det kan lige så godt være et menneske, som signalerer alt det rigtige, som er god, rar, tillidsvækkende, sød eller dufter godt. Det kan være skolesekretæren, som har en pose bolsjer, og hvor barnet har oplevet, at det kunne komme og snakke og føle sig en lille smule som noget særligt,” siger Lisbeth Zornig.
Hvis betroelsen kommer, skal den voksne reagere rigtigt. En voksen skal vise, at han eller hun kan tåle at høre, hvad der bliver sagt, og desuden at personen tager det alvorligt.
Det er ikke godt at græde eller vise chok. Det er heller ikke godt at slå informationen hen eller virke afmålt: ”For så tror barnet, at det ikke er alvorligt nok,” siger Lisbeth Zornig.
I bogen ”Jeg ville have sagt det, hvis...” fortæller overgrebsramte Maria om en situation fra sin barndom. Den fandt sted i fritidshjemmet, da hun var syv-otte år. Maria bandt en pige til ribben i puderummet, og pigen fandt det så ubehageligt, at hun græd, og Maria blev skældt ud og sendt hjem. Maria havde bundet pigen, som hun selv blev bundet, når hendes far forgreb sig på hende.
Historien rummer to lektier. Den ene handler om, at voksne skal interessere sig for, hvad der ligger bag tilsyneladende grænseløs opførsel hos et barn.
Den anden handler om at se og holde af det barn. Uanset hvor meget dets fremtoning stritter imod. Lige som Mumimor.