Ålholm Skole trodser ministerkrav

Ålholm Skole i Valby fortsætter sin multi-religiøse undervisning i religion. Københavns skoleborgmester afviser krav om at ændre læseplanerne

Hvis undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) havde været lærer, ville Københavns Kommunes skoleborgmester Per Bregengaard (Enh.) være klassens frække dreng. For han nægter at følge hendes ministeriums anmodning om at ændre læseplanen for Ålholms Skoles kristendomsundervisning, så den lever op til loven. Det kan betyde, at sagen tages op i Statsamtet, der er Københavns Kommunes tilsynsmyndighed.

– Efter Københavns Kommunes opfattelse opfylder skolens læseplan klart de lovmæssige rammer. Vi står fast på, at undervisningen

tager udgangspunkt i den enkelte elev. Mange elever er muslimer, og derfor tager Ålholm Skole udgangspunkt i elevernes forudsætninger og behov, siger Per Bregengaard.

Kommunen og ministeriet har været oppe at toppes over kristendomsfagets læseplaner, siden læseplanerne for over to år siden blev ændret med det formål at målrette undervisningen til Ålholm Skoles mange elever med muslimsk baggrund.

Senest har Undervisningsministeriet i oktober bedt

Ålholm Skole om at ændre læseplanerne. Stridens kerne er, at læseplanerne ikke har de lovbefalede trin- og slutmål, og desuden fremgår det ikke tydeligt, at fagets centrale kundskabsområde er den danske folkekirkes evangelisk-lutherske kristendom. Læseplanerne indeholder nu trin- og slutmål, men kommunen vil ikke ændre ved kristendommens position i læseplanerne, fremgår det af kommunens svar til Undervisningsministeriet.

Per Bregengaard henviser til, at skolen før indførelsen af den ny læseplan havde 25 elever, der var fritaget for kristendomskundskab. I dag er der kun fire.

– Skolen føler, at Undervisningsministeriet udviser nidkærhed og mistænkeliggørelse omkring undervisningen på det her område. Ålholm Skole har taget undervisningen i religion alvorligt og burde have ros i stedet for ris, siger han.

Ålholms Skoles arbejde med læseplanen er prisværdigt, mener ekspert i kristendomskundskab og lektor

ved Danmarks Pædagogiske Universitet Steffen Johannessen.

– Problemet er bare, at den ikke stemmer overens med et fag, der er vedtaget af Folketinget. Per Bregengaard ønsker et helt andet fag, siger Steffen Johannessen.

– Jeg tror ikke, det er rigtigt, at muslimske elever vil følge kristendomskundskab med glæde, hvis det ændres til religion. Både religiøse muslimer og kristne vil mene, at det er en parodi på religion, hvis man får gjort det til et neutralt religionsvidenskabeligt anliggende. Så er der ikke liv og sjæl i det, siger han.

Undervisningsministeriets embedsmænd har endnu ikke behandlet kommunens svar, der kan afføde tre mulige udfald.

Det ene er, at ministeriet finder skolens ændringer af læseplanerne tilstrækkelige. Hvis ikke kan ministeren vælge enten at lave endnu en henstilling til kommunen eller at sende sagen videre til statsamtet, der fører tilsyn med kommunen. I yderste konsekvens kan Københavns Borgerrepræsentation blive idømt dagbøder.

bindslev@kristeligt-dagblad.dk

soendergaard@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere under Debat