Ægteskab gør træt

Gifte kvinder sover bedre end singler, viser undersøgelse. Søvnen får samtidig kvinderne til at se mere positivt på deres partner

- Illustration: Peter M. Jensen.
- Illustration: Peter M. Jensen.

"Ægteskabet er den eneste krig, hvor man sover sammen med fjenden", har den amerikanske filminstruktør Woody Allen engang sagt.

Noget tyder dog på, at den kendte filmmand, der da også er berygtet for sit neurotiske forhold til det modsatte køn, har undervurderet gevinsten ved at sove ved siden af sin ægtefælle.

Ifølge nye amerikanske undersøgelser sover gifte kvinder nemlig væsentligt bedre end kvinder uden en partner, mens en anden undersøgelse viser en tæt sammenhæng mellem kvindernes nattesøvn og deres syn på ægtemanden.

I den første undersøgelse, der blev foretaget af forskere ved universitetet i Pittsburgh, deltog 360 kvinder, som over en periode på otte år løbende fik registreret deres nattesøvn ved hjælp af forskelligt elektronisk udstyr. Og her opdagede forskerne en markant forskel på kvaliteten af nattesøvn hos henholdsvis gifte og enlige kvinder. Undersøgelsen viste samtidig, at nygifte kvinder sov mindre roligt end kvinder, der havde været gift i længere tid.

- Kvinder i stabile ægteskaber havde den højeste søvnkvalitet, selv efter at have renset tallene for andre faktorer såsom alder, etnicitet, socioøkonomisk status og depressive symptomer. Kvinder, der fik en partner i løbet af de otte år, oplevede selv at have samme søvnkvalitet som kvinder i længere ægteskaber. Vi kunne dog se på målingerne, at deres søvn var en anelse mere urolig. Det kan forklares med en "nygift"-effekt eller med, at kvinderne simpelthen bare er mindre vant til at sove med deres partner end kvinder i længere ægteskaber, siger forskningsleder Wendy Troxel ifølge det amerikanske nyhedsbureau UPI.

Og med den undersøgelse i baghovedet kan man samtidig konkludere, at ægteskabet i sig selv kan gavne kvinders syn på deres ægtefælle. I hvert fald viser en anden undersøgelse, at nattesøvnen er helt afgørende for ægtefællernes gensidige respekt og tålmodighed. På samme måde er søvnløse nætter med til at ødelægge forholdet, siger undersøgelsens leder, psykolog Brant Hasler.

- Når vi ser på dag til dag-data, kan vi se en ond cirkel, hvor nattesøvnen påvirker næste dags stemning i forholdet, og hvor stemningen i forholdet påvirker den kommende nats søvn. I denne onde cirkel fører konflikter med partneren til dårligere nattesøvn og dermed flere konflikter næste dag, siger Brant Hasler ifølge den amerikanske avis New York Times.

Ifølge forskerne bag begge undersøgelser kan den nye viden bruges til at sætte ekstra fokus på nattesøvnen, når der er kriser i et forhold. Desuden viser undersøgelserne, at ægtepar bør løse deres uoverensstemmelser, inden de går i seng og så ellers undgå store diskussioner, når den ene eller begge haft en urolig nat, lyder det fra forskerne.

bagsiden@kristeligt-dagblad.dk