Ældre får nye alkoholregler

Ældre kan ikke tåle samme mængde alkohol som yngre, og det skal afspejles i Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Ekspert advarer mod alkohol-formynderi

Ældre har behov for andre alkoholbefalinger end yngre befolkningsgrupper, lyder det nu fra Sundhedsstyrelsen.
Ældre har behov for andre alkoholbefalinger end yngre befolkningsgrupper, lyder det nu fra Sundhedsstyrelsen. Foto: Laurence Mouton/6PA/MAXPPP.

De gældende anbefalinger om alkohol til danskerne er vildledende for den del af befolkningen, der på grund af deres alder og fysik ikke længere kan tåle samme mængde alkohol som tidligere. Derfor skal de nu skrives om.

"Vi mener, at der mangler nuancer i de nuværende anbefalinger og arbejder på at formulere en række nye, der blandt andet skal tage højde for, at ældre med en skrøbelig fysik påvirkes mere af alkohol og dermed risikerer flere skader," siger forebyggelseschef i Sundhedsstyrelsen Else Smith.

Præcis hvordan de nye anbefalinger skal udformes ligger endnu ikke fast:

"Det er vanskeligt at udarbejde generelle retningslinjer på området, da mennesker reagerer meget forskelligt på alkohol. Ikke bare køn og alder, men også den enkeltes fysik og helbred spiller en rolle," siger Else Smith, der håber på at kunne præsentere de nye alkohol-anbefalinger inden for et år.

En række eksperter sagde i lørdags i Kristeligt Dagblad, at de gældende genstandsgrænser er for høje for mange ældre, da mange ikke er klar over, at alkoholen påvirker dem mere end før. Og hos Ældre Sagen hilser man da også mere information velkommen. Alligevel er der skepsis over for anbefalinger for ældre, hvis de alene baseres på fødselsår.

"Alder er ikke længere ensbetydende med skrøbelighed og dårligt helbred. Mange ældre holder sig tværtimod i god form og er derfor ikke mere udsatte for alkoholskader end andre. Dem er der ingen grund til at sygeliggøre," siger sundhedskonsulent i Ældre Sagen Maj Vingum Jensen.

Læge og næstformand for Det Etiske Råd Lotte Hvas har i en årrække beskæftiget sig med forebyggelse og risikotænkning. Hun advarer mod, at retningslinjerne bliver så detaljerede, at de bliver uoverskuelige for den enkelte borger og peger samtidig på, at anbefalinger rettet særligt mod ældre kan føre til alkoholformynderi i plejesektoren.

"Selvbestemmelsen indskrænkes, når man er i andre menneskers varetægt, og vi ser allerede i dag, hvordan personalet sætter stadig større fokus på de ældres livsstil. Man kan være bekymret for, at man med anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen i hånden også begynder at blande sig i de ældres alkoholvaner uden helt at have øje for, at alkoholforbrug trods sundhedsrisiko fortsat er et personligt valg," siger Lotte Hvas.

Den bekymring deler man ikke hos Ældre Sagen:

"Det er vores indtryk, at der på plejehjem og i ældresektoren generelt er stor respekt for de ældres selvbestemmelse. Det forventer vi selvfølgelig også vil gælde håndteringen af nye genstandsgrænser," siger sundhedskonsulent Maj Vingum Jensen.