Ørne og ulve kickstarter dansk natur

Siden oktober har ulve sat sig på den danske naturdagsorden, og flere steder i Danmark svæver havørne majestætisk over søer og enge. De store havørne og ulvene kan give indtryk af en stadig vildere dansk natur, men er det tilfældet? Kristeligt Dagblad undersøgte sagen under ørnenes vinger på Sydfyn

En havørn flyver over sit bytte – en grågås – og en ulv ser ud til at nyde solskinnet. Både havørn og ulv er efter en længere pause igen at finde i den danske natur. – Begge fotos: Scanpix.
En havørn flyver over sit bytte – en grågås – og en ulv ser ud til at nyde solskinnet. Både havørn og ulv er efter en længere pause igen at finde i den danske natur. – Begge fotos: Scanpix.

Se, der er den! Arh, det er altså stort. Det er den flyvende dør.

Jesper Vagn Christensens stemme hæver sig i begejstring, da han peger ud over Arreskov Søs bølgetoppede vand. Han er biolog ved Naturstyrelsen på Sydfyn, som holder til i bygninger med udsigt over Arreskov Sø lidt nord for Faaborg. Men ikke kun Naturstyrelsen holder til ved Arreskov Sø. Det gør også havørnene. Og denne grå, vindruskende forårsdag viser de sig.

LÆS OGSÅ: Ulvens genkomst er kulminationen af en vildere dansk natur

Fra søbredden mellem rørene peger Jesper Vagn op over trækronerne lidt til venstre for os. Han har netop anvist et særligt træ, hvor havørnene plejer at sidde med det skarpe blik rettet ud over vandet, og det er netop på himlen over træet, at en ørn viser sig. Med ganske få vingebask glider den hen over himlen ved at lade vinden bære sig i det op mod to en halv meter store vingefang. De lange, brede vinger og den korte hale, som giver ørnens silhuet et rektangulært udseende, har medført tilnavnet den flyvende dør.

Jesper Vagn Christensen sætter en kikkert for øjnene.

Se den karakteristiske hvide hale, det gule næb og fingrene for enden af vingerne, siger han med henvisning til ørnens spaltede vingespidser, som betyder uovertrufne manøvreevner.

Ørnen svæver bort over trætoppene, men i samme nu kommer endnu en til syne over ørnetræet. De to ørne kan meget vel være et af Danmarks omkring 48 ynglende havørnepar. Ofte jager ørnene sammen, for på den måde kan de udmatte deres bytte. De lever af fisk, ådsler og af svømmefugle som ænder og blishøns, som ørnene på skift dykker ned over under jagten. På den måde tvinger de fuglen til at dykke under vandet igen og igen, og på den måde er den til sidst så udmattet, at den er nødt til at blive oven vande. Og så kan ørnene slå til.

Jesper Vagn lyser op i et stort smil, da han efter detaljerne om ørnenes jagtevner kommer i tanke om en særlig anekdote. For nylig stod han og kollegerne og spejdede ud over Arreskov Sø fra vinduerne i Naturstyrelsens bygning. På himlen over engene udspillede sig en sær leg. Her tumlede to havørne gennem luften i en art kolbøtter rundt om hinanden. Forårsforelskelse hedder den slags blandt mennesker, og det var ren forårskådhed, hvad ørnene udførte i luften.

Havørnene har også rigeligt at glæde sig over i den sydfynske natur. Enorme skarvbestande holder til i området, og skarvungerne er perfekt føde for ørnene. Det er blishønsene og ænderne også, og generelt byder Sydfyns natur velkommen til masser af dyr.

På de 20 minutters gåtur fra Naturstyrelsens bygning ned til Arreskov Sø krydser rådyr stien foran os, mens småfugle og en rørhøg kredser på himlen, hvor grågæs ustandseligt skræpper. Et grågæspar forsøger at undslippe en ungkarl, som højlydt gør sig til. Det er tid at finde en mage, og hvis ikke man slår til nu, er løbet kørt for hele sommeren.

Løbet er til gengæld ikke kørt for den danske naturs sjældne dyr og for de store rovdyr. Tværtimod. Havørnen havde indtil 1995 været udryddet i knap 80 år, men de seneste år er bestanden vokset støt, og havørnene yngler nu på Sydsjælland, Lolland, Sydfyn og i Sønderjylland.

På samme måde har den forholdsvis sjældne bæver for nylig udvidet sit territorium. I 1999 blev bævere udsat i Danmark efter at have været uddøde i mere end 1000 år, og hvor bæverne først levede på Klosterheden ved Vestkysten, har de nu bredt sig i Jylland. Bestanden er oppe på omkring 160, og så sent som i februar oplyste Danmarks Jægerforbund, at bævere var observeret i det midtjyske Søhøjland omkring Silkeborg og dermed nærmede sig det store Gudenå-system.

LÆS OGSÅ: "Kun primitive samfund udrydder dyrearter"

Endelig er der et dyr, som det er umuligt at komme uden om i beskrivelsen af, hvordan den danske natur udvikler sig: ulven. Siden en ornitolog den 14. oktober sidste år tog en stribe grynede billeder af et ulvelignende dyr i Nationalpark Thy, var ulven tilbage i Danmark efter næsten 200 års eksil. Det viste sig nemlig, at ulven på billederne netop var en ulv og hverken en ulvehund eller bare en hund, som spekulationerne ellers gik på.

Thy-ulven var indvandret fra Tyskland, og siden ulven døde i november på grund af en svulst i brystet, er en eller flere kommet til. Det har udløst heftig debat om, hvorvidt ulve skal have lov at være i Danmark, og skrækhistorier om ulvedrab på legende børn har floreret. Vel at mærke historier uden hold i virkeligheden. Faktum er dog, at en eller flere ulve er observeret i Midtjylland, og at en landmand har fået dræbt og skambidt 20 af sine får.

Ulveangrebet forekommer vildt, men betyder udviklingen med ulve, ørne og bævere rent faktisk, at den danske natur som helhed er blevet vildere? Ifølge Jesper Vagn Christensen er svaret både ja og nej men mest nej.

Siden 2011 har han og Naturstyrelsen kortlagt, hvordan det går med udbredelsen af og diversiteten i den danske natur. Luftfotos og research til fods viser, hvordan naturområderne udvikler sig, og nogle steder er enge og moser blevet opdyrket, mens vandhuller og overdrev er opstået andre steder. Kortlægningen afsluttes sidst på året.

Det kan godt give lidt sved på panden, når vi finder en mose, der er blevet pløjet op, for det tager mange år, før naturen er retur. Og nogle af arterne kommer måske aldrig tilbage. Jeg er selvfølgelig farvet som biolog, men jeg mener, der er en stor værdi i naturens mangfoldighed af arter. Når en bakke pløjes op og dyrkes med én art, forsvinder muligheden for et vildt område med måske 200 plantearter og en masse kræ og smådyr, der kan føde større dyr, siger Jesper Vagn Christensen.

LÆS OGSÅ: "Hold op med at romantisere ulve"

Ifølge ham er ulvenes ankomst og havørnenes cirklen over os derfor kun i mindre grad med til at underbygge billedet af, at den danske natur bliver vildere.

Naturen bliver kun vildere i det omfang, vi giver den lov til at blive vildere. Den vilde danske natur har i mange år været fortrængt til vandkanten, men måske er det meget godt at finde ud af, at vi mennesker ikke kan kontrollere alt. Naturen er et godt billede på, at alt ikke altid er, som vi forestiller os.

For når ulven pludselig jager i Jylland, og havørnene yngler, er det alligevel med til at give et mere råt indtryk af naturen, siger han.

Havørnen er god, fordi det er så imponerende en fugl, at folk stopper op og siger wow, dén er stor!. Måske er man ikke generelt interesseret i fugle, men ligesom hvis man ikke generelt er interesseret i biler, kan man godt stoppe op, hvis der kommer en Ferrari. Havørnen er i Danmark fuglenes svar på en Ferrari.

Langtfra alle sætter dog pris på en vildere dansk natur, hvor de store rovdyr sætter deres spor. Ulvemodstandere mener, at ulvene vil gøre naturen alt for farlig for mennesker, og i juni 2010 døde to havørne på øen Leammer i Odense Fjord efter at være blevet forgiftet med forbudt og dræbende stof. Formentlig havde ørnene ædt en due eller en hønsefugl, som mennesker bevidst havde forgiftet for at dræbe ørnene.

Ingen er anholdt eller straffet for giftdrabet på rovfuglene, og sidste sommer mistede yderligere to havørne livet efter en forgiftning. Det førte i forrige måned til, at Steen Græsted Larsen, en sydfynsk direktør og jæger, udlovede en dusør på 50.000 kroner for oplysninger, der kan afsløre gerningsmændene. For med Steen Græsted Larsens ord går det ud over alle jægere og skytters omdømme, når der sker giftdrab på rovfugle. Vi skal have fat i de brodne kar, som ikke respekterer loven.

Jesper Vagn Christensen ser giftdrabene som udtryk for en manglende forståelse for naturens alsidighed.

Jeg tror, det handler om gamle fordomme præcis som ved ulven. Fordomme om, at rovdyrene er farlige for mennesker, og for ørnenes vedkommende at de ikke er rare at have i naturen, fordi de tager de andre dyr. Det viser, hvordan mange af os betragter naturen. Vi er en landbrugsnation med får og grise, hvor det farligste i naturen er myg og skovflåter.

Han har respekt for, at midtjyske fåreavlere er på mærkerne over for ulve, men:

Vi er efterhånden så rigt et samfund, at vi har råd til at være opmærksomme på andre værdier, end hvordan vi får mad på bordet. I den forstand er der i høj grad plads til naturen, og man kunne jo overveje, om våde ådale og tørt, kuperet terræn, hvor det er besværligt at have landbrug, kunne bruges til at give naturen mere plads.

Hvis det sker, får bestanden af vilde, sjældne dyr bedre levekår. Og flere sjældne, udanske dyr kan meget vel være på vej til at indvandre. Ifølge Jens-Christian Svenning, professor i biodiversitet ved Aarhus Universitet, vil særligt vildsvinet og sandsynligvis også elgen snart være at finde i Danmark.

Vildsvinene er her sådan set allerede, og det er kun, fordi vi har ulovliggjort dem, at de ikke er officielle. Så reelt af nye dyr, der kommer af sig selv, er det nok elsdyrene, fordi de er på vej frem i Tyskland, og de er gode til at vandre og svømme, sagde han i forrige uge til DR Nyheder.

Indtil elgene invaderer Danmark, må befolkningen dog nøjes med ulve og havørne og med de ganske små, men særlige fænomener, som den danske natur kan levere.

Vi har kørt seks kilometer ad kringlede veje fra Arreskov Sø på Sydfyn til Brændegård Sø for at spotte flere havørne. Denne dag tiltrækker søen dog ingen havørne, men det lader til gengæld skarver, gråænder og blishøns skvulpe roligt rundt på søens vand. Og det giver Jesper Vagn Christensen plads til en fortælling om endnu et af den danske naturs små vidundere, som absolut intet har at gøre med havørne:

Når sommerfuglearten sortplettet blåfugl lægger æg, foregår det på timianplanten. Her udklækkes æggene til larver, som begynder at æde af timianplanten. Men for at larven kan nå til stadiet, hvor den forpupper sig, kræver det noget ganske særligt. Larven lader sig dumpe ned på jorden, hvor den lokker en bestemt myreart til at slæbe sig med hjem til tuen. Hvis myrerne begynder at spise larven, er sommerfugleprocessen selvsagt ødelagt, men hvis myrerne bugserer larven med til tuen, er der håb. For i tuen æder sommerfuglelarven af myrernes larver, hvorefter larven forpupper sig. Efter tre uger revner puppehylstret, og en sortplettet blåfugl kravler ud og op i græsset, hvor vingerne foldes ud.

Jesper Vagn Christensen medgiver, at en sommerfugl for de fleste ikke er lige så imponerende som ulve og ørne, men de store rovdyr kan noget andet.

De spændende rovdyr kan være tændrør, der starter en interesse, der ellers ikke ville være tændt. De kan få folk ud i naturen, så okay, vi så måske ikke ulven, men vi så en masse andet.