Dansk chef for FN’s miljøprogram om coronavirus: ”Naturen sender os en besked”

Eroderingen af vild natur har bragt os ubehageligt tæt på et dyreliv, der kan smitte os med farlige sygdomme, siger Inger Andersen, som er chef for FN’s miljøprogram

Inger Andersen, der er chef for FN’ miljøprogram, siger til den britiske avis The Guardian, at naturen med coronavirussen og klimakrisen sender os en besked om, hvordan vi omgås dyr og planter.
Inger Andersen, der er chef for FN’ miljøprogram, siger til den britiske avis The Guardian, at naturen med coronavirussen og klimakrisen sender os en besked om, hvordan vi omgås dyr og planter. Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix.

Coronavirussen, der lige nu hærger i store dele af verden, og klimakrisen er en besked til os fra naturen.

Sådan lyder det ifølge den britiske avis The Guardian fra danske Inger Andersen, der er chef for FN’s miljøprogram.

”Vores fortsatte erodering af den vilde natur har bragt os ubehageligt tæt på dyr og planter med sygdomme, der kan sprede sig til mennesker,” siger hun til avisen og fortæller, at bakterier aldrig tidligere har haft så gode muligheder for hoppe fra dyr til mennesker som lige nu.

Ifølge Inger Andersen kommer 75 procent af alle infektionssygdomme, der rammer mennesker, fra vilde dyr og planter. Hun nævner også de australske skovbrande, varmerekorder og den værste invasion af græshopper i Kenya i 70 år.

”Når alt kommer til alt, sender naturen os en besked med alle disse hændelser. Der er så meget pres (på naturen, red.) på samme tid, at noget må give efter,” siger hun til The Guardian.

Også andre forskere har ifølge avisen udtalt, at udbruddet af virussen er et ”tydeligt varselsskud”, da der eksisterer langt farligere sygdomme end coronavirus i naturen, og at civilisationen ”leger med ilden”.

”Vi er intimt forbundne med naturen, uanset om vi vil det eller ej. Hvis vi ikke tager os af naturen, kan vi heller ikke tage os af os selv. Og mens vi bevæger os mod en befolkning på 10 milliarder mennesker på kloden, bliver vi nødt til at gå ind i fremtiden med naturen som vores tætteste allierede,” siger Inger Andersen til The Guardian.

Også professor Andrew Cunningham fra velgørenhedsorganisationen Zoological Society of London mener, at vores tætte kontakt med dyr vil resultere i flere sygdomme hos mennesker i fremtiden.

”Fremkomsten og spredningen af covid-19 var ikke blot forudsigelig, men også allerede forudsagt, i den forstand at der ville komme et virusudbrud fra det vilde dyreliv,” siger han til avisen.

The Guardian skriver, at et studie af SARS-udbruddet i 2002 og 2003 allerede i 2007 konkluderede, at tilstedeværelsen af virusser i hestesko-flagermus kombineret med den kultur, der er for at spise eksotiske pattedyr i det sydlige Kina, er en ”tidsindstillet bombe”.