Den danske konge Christian IV er kendt for sine mange krigsnederlag og for at stå bag opførelsen af flere berømte bygningsværker i København.

Mindre kendt er det, at han var den første danske konge til at invitere jøder til Danmark i første halvdel af 1600-tallet. På det tidspunkt var landet geografisk langt større, end det er i dag, og var inde i en rivende udvikling. Christian IV havde ambitioner om at skabe vækst og velstand, og til dette formål kunne jøder bidrage.

Europas jøder var vant til en omskiftelig tilværelse som følge af ringe levevilkår, forfølgelser og drømme om bedre fremtidsudsigter.

Derfor blev Christian IV’s invitation til et liv i Danmark modtaget med interesse. Siden har der været en jævn indvandring samt egentlige indvandringsbølger i det 20. århundrede.

De første jøder kommer til Danmark

Den jødiske indvandring startede i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Den danske konge var også hertug af Slesvig og Holsten, der var en del af det danske monarki,men blev administreret selvstændigt i forhold til kongeriget Danmark.

I årene 1616-1617 grundlagde Christian IV (1577-1648) byen Glückstadt i Holsten; han forestillede sig, at den nye by ved floden Elben kunne blomstre op og udkonkurrere den nærliggende store handelsby Hamborg. For at få gang i Glückstadts handel og økonomi inviterede han driftige jødiske handelsfolk til at slå sig ned i byen. Han tilbød særlige privilegier som skattefrihed i 25 år, religionsfrihed og retten til frit at færdes også i kongeriget Danmark.

Invitationen til at bosætte sig i Glückstadt gjaldt kun sefardiske jøder (oprindeligt fra Spanien og Portugal), som var kendt som veletablerede købmænd med gode familie og handelsforbindelser. De ashkenaziske jøder (oprindeligt fra de østeuropæiske, tyske og franske områder) var ikke lige så ønskede – de var typisk mindre velstillede eller ligefrem fattige og havde ikke samme finansielle netværk som sefarderne. I løbet af 1620’erne og 1630’erne kom 30 sefardiske familier fra Hamborg, Amsterdam, Frankrig og Sale i Nordafrika til Glückstadt. Her skabte de en menighed og gik i gang med at opfylde formålet med deres ophold: at fremme vækst og handel.

I 1640 blev byen Altona indlemmet i hertugdømmet Holsten. Der boede allerede jøder i Altona, og det var især herfra, at de første jøder rejste videre til det danske kongerige.

De sefardiske jøder havde blandet succes i Danmark; nogle gik konkurs og forlod landet igen, når konge og adel ikke kunne betale dem for deres varer, mens nogle få familier blev boende. De ashkenaziske jøder, der kun måtte opholde sig i landet med et såkaldt lejdebrev, blev hurtigt sefarderne talmæssigt overlegne, og de kom til at tegne menighedslivet i Danmark. Sefarderne havde dog fortsat en lille selvstændig menighed i København helt frem til midten af 1800-tallet.

De gamle jødiske familier

Fæstningsbyen Fredericia var en nyanlagt by ligesom Glückstadt, men lå i modsætning til denne i kongeriget Danmark. Den blev grundlagt i 1650 af Frederik III (1609-1670), og fra 1674 blev der indført særlige privilegier som asylret for dømte og tidligere straffede, religionsfrihed og flere års skattefrihed til folk, der bosatte sig i byen.

Mange jødiske familier benyttede sig af privilegierne i Fredericia og undgik derved også at betale den ellers krævede sum på 1.000 rigsdaler for at få bosættelsestilladelse i landet. De var nogle af de tidligste jødiske indvandrere til det danske kongerige. I begyndelsen ernærede en del af de tilflyttede jøder sig ved småhandel og tobaksspinderi – et erhverv, som jøder gerne måtte udøve, og en vare, der ikke var monopoliseret. Tobaksspinderen Abraham Jacobsen Levi fra Altona var i 1675 den første jøde, der fik opholdstilladelse i Fredericia. Fire år senere fik også hans bror Moses Levi opholdstilladelse i byen, og herefter tiltog de jødiske bosættelser.

Det var ikke kun jøder, der benyttede sig af privilegierne i Fredericia. Det samme gjorde herrnhuter, calvinister og katolikker, så byen var en ægte religiøs fristad. Som nyanlagt by uden handelstraditioner var erhvervsmulighederne i Fredericia begrænsede, og den jødiske tobaksproduktion blev senere udkonkurreret og overtaget af herrnhuter. Nogle af byens jøder ernærede sig som omvandrende handlende på den jyske hede, mens flere familier så perspektiver i at flytte til andre danske byer.

For de ashkenaziske jøder generelt gjaldt det som nævnt, at de skulle have et lejdebrev for at opholde sig i Danmark. Det blev udstedt af det danske kancelli på opfordring fra de enkelte bystyrer, hvis de kunne se en interesse i, at jøder bosatte sig i byen – det ville primært være for at opnå øget handel og omsætning eller få tilført arbejdskraft. På dette punkt var Danmark ikke mere restriktiv end andre europæiske lande. Datidens pragmatiske holdning var, at jøder var et fremmedelement, en nation i nationen, der kun fik adgang, hvis de kunne være til nytte.

Sådanne tilladelser blev givet i flere byer landet over, og bosættelserne spredte sig gradvist ud over kongeriget i løbet af 1700-tallet. Nye menigheder opstod i byerne Aalborg, Aarhus, Assens, Faaborg, Horsens, København, Nakskov, Odense og Randers. Mængden af jødiske indvandrere i 1700-tallet var lille, således boede der i København, hvor der var flest, ca. 350 i 1728, i 1760 var der ca. 650 og i 1790 1462. jøder. Hertil kom den illegale indvandring, typisk af fattige jøder, der forsøgte at slå sig ned i Danmark uden den nødvendige tilladelse. Hvis det blev opdaget, blev de sendt ud af landet igen.

Indtil midten af 1800-tallet boede ca. 40 procent af jøderne i Danmark uden for København, hvor de største menigheder lå i Fredericia, Aalborg og Randers. Enkelte jøder klarede sig godt i lokalsamfundene, mens andre valgte at flytte til København, hvor der i løbet af 1800-tallet opstod en jødisk guldalder med veletablerede forretningsfolk, kunstnere og videnskabsfolk. Tilflytningen til landets hovedstad og til udlandet i sidste halvdel af 1800-tallet betød, at provinsmenighederne sygnede hen.

Skræddere og kasketmagere

I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet ramtes jøder i det russiskeimperium af store bølger af overgreb, vold og drab – kaldet pogromer. Årsagen var blandt andet generelt jødehad samt politisk og social uro, og at myndighederne udpegede jøderne som syndebukke. Hertil kom ekstrem fattigdom og overbefolkning blandt jøder, og tilsammen medførte det, at omkring 2 millioner jøder udvandrede til Vesteuropa og især til USA. Mellem 1882 og 1914 indvandrede 10.000-12.000 østeuropæiske og russiske jøder til Danmark. Omkring 3.000 blev i København, mens resten fortsatte rejsen vestpå, især til USA.

De nytilkomne var fattige jøder, der talte jiddisch og havde en helt anden kultur og andre værdier end de gamle jødiske familier i Danmark, der modtog dem uden synderlig begejstring. De så med bekymring på, hvad den fremmedartede jødiske kultur ville betyde for synet på jøder i Danmark; de frygtede en opblussen af latente antijødiske følelser i befolkningen, og at de ville blive sat i bås med de fattige, østeuropæiske jøder. Dertil kom, at Det Mosaiske Troessamfund frem til socialreformen i 1933 havde pligt til at yde fattighjælp til jøder i Danmark. Man kunne ikke opnå dansk statsborgerskab, hvis man havde modtaget fattighjælp uden at betale den tilbage. Derfor arrangerede trossamfundet indsamlinger blandt andet gennem Russerkomitéen og Det Jødiske Sygeplejeselskab til fordel for de fattigste indvandrere, som derved bevarede muligheden for at få statsborgerskab. Et andet krav for at ansøge om statsborgerskab var, at man skulle være bosiddende i Danmark i 15 år. Der var også andre krav, og flere af de russiske og østeuropæiske indvandrere var stadig statsløse, da de sammen med resten af Danmarks jøder måtte flygte til Sverige i oktober 1943.

De nyankomne slog sig først ned i Nansensgade og senere i Adelgade-Borgergade-kvarteret i København, der dengang var et usselt boligområde. Det er det eneste kvarter i København, der en overgang har haft karakter af jødisk ghetto. Kvarteret blev saneret kort efter 2. Verdenskrig.

Mange af de indvandrede østeuropæiske jøder fandt arbejde inden for tekstilindustrien, og der blev arbejdet hårdt og til lave lønninger. Kasketmagere og skræddere kunne i høj grad bruge hjemmet som arbejdsplads, hvor både kvinder og mænd syede. Mange var socialister og medlemmer af Bund, det jødiske arbejderparti, andre var tilhængere af kommunismen, der vandt frem med Den Russiske Revolution i 1917, og flere støttede op om den zionistiske bevægelse, der ønskede en selvstændig jødisk stat. Der var også en gruppe yderst fromme ortodokse blandt de russiske jøder. Det var alt sammen holdninger og værdier, der adskilte dem fra de gamle dansk-jødiske familier, der var velintegrerede i det danske samfund.

De østeuropæiske jøder klarede sig hurtigt godt og nød økonomisk og social fremgang. Børnene lærte snart at tale dansk, og trods en ihærdig indsats for at vedligeholde jiddisch, blandt andet via aftenskole med undervisningstilbud på dette sprog, er det meget få efterkommere, der taler og forstår jiddisch i dag.

På flugt fra Hitlertyskland

Efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 opstod endnu en flygtningesituation, da tyske jøder i takt med diskrimination og forfølgelse søgte ud af landet. Det var imidlertid kun få, der kom til Danmark, idet der, ligesom i mange andre lande, blev ført en stram flygtningepolitik i 1930’erne. Kravene til indrejsetilladelse var blandt andet familie i Danmark eller en god økonomi, der beviste, at man kunne forsørge sig selv. Antallet af tyske jødiske flygtninge, der kom til Danmark før 2. Verdenskrig, blev derfor aldrig stort – i alt har der været tale om cirka 4.000 mellem 1933 og 1939.

Af dem var ca. 1.500 enten unge jødiske landbrugselever fra Hechalutzbevægelsen eller Aliyah-børn. Efter den nazistiske magtovertagelse var der blevet skabt en frivillig sammenslutning af en række store tyske jødiske organisationer. Under denne paraplyorganisation var også den tidligere etablerede Hechalutz-bevægelse, en zionistisk-socialistisk ungdomsbevægelse, der oprindeligt blev dannet i Rusland under 1. Verdenskrig. Dens formål var en praktisk og teoretisk uddannelse af unge jøder med vægt på landbrug, gartneri og håndværk. Disse færdigheder blev vurderet væsentlige for en opdyrkning af opkøbte landområder i det daværende Palæstina.

Landbrugslandet Danmark var velegnet, og en komité med jødiske hovedkræfter blev skabt i Danmark for at hjælpe unge jøder ind i landet til en landbrugsmæssig uddannelse. Det kunne lade sig gøre ved danske midlertidige opholdstilladelser og med britiske certifikater, der garanterede en senere indvandring til det britisk kontrollerede Palæstina. En anden zionistisk ungdomsbevægelse, Jugend Aliyah, lykkedes ligeledes med at skaffe dansk opholdstilladelse til jødiske børn, der efter planen skulle rejse videre til Palæstina. Børnene kom fra tyske områder, hvor forfølgelse under det nazistiske styre gjorde deres liv usikkert. Takket være en betydelig og energisk indsats fra Danske Kvinders Nationalråd og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (Ligaen) lod den danske regering sig modstræbende overtale til at tage imod cirka 300 børn i alderen 14-16 år i 1939. Frem til 2. Verdenskrigs udbrud i september 1939 blev 18.000-20.000 tysk-jødiske børn under 16 år bragt i sikkerhed i andre lande.

Det var Jugend Aliyah i børnenes hjemlande, der stod for udvælgelsen og forberedelsen til pionertilværelsen i Palæstina. Herfra betingede man sig, at børnene blev anbragt gruppevis, så de et par gange om ugen kunne samles og undervises i hebraisk og zionismens historie. Det vil sige, at 20-40 børn blev anbragt inden for en radius af 10-15 km fra et såkaldt centrum, hvor undervisningen kunne foregå.

2. Verdenskrig og besættelsen af Danmark stoppede dog alle planer om at rejse videre til Palæstina. Nogle af de unge giftede sig med danske partnere og slog sig ned i Danmark. Andre rejste efter 2. Verdenskrig videre til USA eller – især – Israel.

"Frivillig" udvandring fra Polen

Den næste større indvandring af jøder til Danmark skete i perioden 1969-1973, hvor op imod 3.000 jøder flygtede fra det kommunistiske Polen til Danmark. De var en del af en større jødisk flygtningestrøm på mindst 13.000 personer, som blev tvunget til at forlade Polen i dette tidsrum. Situationen i Polen bundede i konflikten mellem Israel og arabiske stater, idet mange polakker jublede over Israels sejr i Seksdageskrigen i juni 1967 over de arabiske nabolande, der var udrustet med sovjetiske våben.

Glæden over Sovjets indirekte nederlag var en slet skjult folkelig kritik af det kommunistiske magtapparat, og Sovjetunionen forsøgte at dække over nederlaget med antijødisk propaganda. De antijødiske kampagner intensiveredes som følge af studenterdemonstrationer vendt mod den kommunistiske regering i Polen i foråret 1968.

Polske jøder – både dem der tilhørte det kommunistiske parti, og dem der ikke gjorde – blev fyret og chikaneret, og alle af jødisk familie blev direkte opfordret til at flytte til Israel. De blev blandt andet tvunget til at betale for istandsættelse af de lejligheder, de måtte forlade, og de fik frataget deres polske statsborgerskab. Det blev iscenesat som en frivillig emigration til Israel, men i praksis blev de fleste polske jøder fordrevet, og mange valgte at tage til andre lande end Israel, eksempelvis Danmark og Sverige.

På det tidspunkt førte Danmark en åben flygtningepolitik, og man tog således godt imod de polsk-jødiske flygtninge. Den danske regering frygtede dog, at for stor opmærksomhed omkring de polske flygtninge kunne føre til en unødig politisk konflikt med Polen. Derfor blev den samlede danske medieverden bedt om at undgå enhver form for offentlig omtale af flygtningenes ankomst, og bortset fra enkelte undtagelser blev flygtningene derfor først omtalt i medierne efter november 1969.

Mange af de polske jøder, som flygtede til Danmark, kunne spore deres familiehistorie i Polen mange hundrede år tilbage, og mange havde mistet familie i nazistiske udryddelseslejre under Holocaust. Blandt de ældste flygtninge var der flere, som efter 2. Verdenskrig havde tjent det kommunistiske styre i håb om at være med til at skabe et nyt og socialt retfærdigt Polen uden jødeforfølgelser. De fleste havde dog hurtigt indset, at de i flere sammenhænge var nødt til at skjule deres jødiske baggrund for at undgå diskrimination og overvågning – nogle af flygtningene havde endda valgt at skjule deres jødiske tilhørsforhold over for deres egne børn. Derfor var der flere, der først opdagede deres jødiske ophav, da den antisemitiske politik pludselig også ramte deres familie.

Efter ankomsten til Danmark nærede mange polske jøder fortsat mistillid til autoriteter som følge af den behandling, de var blevet udsat for af det kommunistiske styre i Polen. Det kom blandt andet til udtryk, da de første 300 flygtninge blev indkvarteret på hotelskibet St. Lawrence i Københavns Havn, hvor rygterne blandt flygtningene snart gik på, at skibet ville sejle dem tilbage til Polen. Da Dansk Flygtningehjælp efterhånden blev i stand til at tilbyde bedre indkvartering i form af hotelværelser, var det i begyndelsen svært at finde flygtninge, som ville tage imod det. Erfaringen fra Polen var, at lidt for gode tilbud typisk blev brugt som lokkemad, når myndighederne ville lokke politiske modstandere i en fælde. Særligt den yngre del af de polsk-jødiske flygtninge fandt sig hurtigt til rette i Danmark og lærte snart at tale dansk. Nogle meldte sig ind i den jødiske menighed i København, mens andre valgte at leve et liv uden for menigheden. For mange var det vigtigt at etablere et kulturelt netværk, og der blev hurtigt oprettet flere polsk-jødiske foreninger, som lige siden har arrangeret mange sociale og kulturelle arrangementer, hvor der stadig bliver talt polsk.

Nyeste indvandring

Efter gruppen af polske jødiske indvandrere i 1969-1973 har der været en mindre jødisk indvandring til Danmark fra blandt andet Israel, hvor unge danskere på kibbutzophold har hjembragt en israelsk kæreste. Derudover har der været en indvandring af jøder fra Syd- og Nordamerika, ligesom der efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 er ankommet jødiske indvandrere fra Rusland.

Der er ikke tal på, hvor mange jødiske indvandrere, der er kommet til Danmark siden 1970, blandt andet fordi det er kendetegnende for de senest tilkomne, at det kun er få, som har meldt sig ind i Det Jødiske Samfund i Danmark.

De forskellige jødiske indvandringsbølger har hver især bragt noget nyt til Danmark og til den jødiske menighed. Hver gang nye kom til landet, fik menigheden nye medlemmer, men samtidig forlod også mange fra de gamle familier menigheden. De forskellige grupper af indvandrere har øget den indbyrdes forskellighed blandt danske jøder. Det kan medføre fordele, men også visse udfordringer for en mindre jødisk menighed.

Bogen "En Indvandringshistorie - Jøder i Danmark i 400 år" er skrevet af Cecilie Felicia Stokholm Banke, Signe Bergman Larsen, Janne Laursen, Martin Schwarz Lausten, Hanne Trautner-Kromann