Danmark har en stor tradition for god litteratur. Hvilke forfattere og bøger er vigtige? Hvad er de vigtigste emner? Læs mere i Kristeligt Dagblads tema om dansk litteratur.
 

Perioden fra 1100-1535: Litteraturen i middelalderen blev skrevet på enten latin eller dansk. I den tidlige middelalder var det ofte historiske begivenheder, der blev nedskrevet af forskellige kirkelige institutioner. Det kendteste danske værk er Danmarkshistorie af Saxo Grammaticus.

I begyndelsen af 1400-tallet begynder borgerstanden og adelen at læse og købe bøger. Dermed opstår der et marked for forskellige religiøse skrifter (for eksempel bønnebøger, helgendigte og -dramaer) men også ridderfortællinger og folkeviserne bliver nu nedfældet på papir.
 

Perioderne 1535- 1640 og 1640-1700: Litteraturen i 1500-tallet er vældig påvirket af strømningerne i resten af Europa. Det er humanismen, renæssancen og reformationen, der påvirker forfatterne og læserne.

Humanismen forskyder fokus fra det åndelige til det mere menneskelige og efterligner antikken. Ved reformationens ankomst bliver humanismen standset for en tid, da digtning og litteratur nu sætter fokus på reformationskampene og forkyndelsen. Midt i 1600-tallet vender man tilbage til humanismen og hylder historien og det antikke.

Barokken i 1600-tallet er storslået og passer godt til enevælden i Danmark. Den politiske digtning smigrer kongen, der nærmest indtager Guds plads. Den religiøse digtning fokuserer på antiteser som liv/død og sorg/glæde. Barokken er sanselig og taler til følelserne. En af tidens dygtigste digtere var salmedigteren Thomas Kingo.

Det er også i 1600-tallet at der kommer fokus på memoirelitteraturen blandt andet med udgivelsen af Leonora Christinas "Jammersminde".
 

1700-1800: I 1700-tallet er der to store strømninger: Pietismen og rationalismen.

Pietismen kommer til Danmark i begyndelsen af 1700-tallet. Det er en religiøs bevægelse, der gennem nøjsomhed ønsker en inderlig kristendom. Der er fokus på følelserne frem for fornuften. Hovedkraften i pietismen udgøres af almindelige og ulærde mennesker. Den kendteste danske digter fra den periode er H.A. Brorson.

Modsætningen til pietismen finder man i rationalismen, der kritiserer religionen og kirken og fokuserer på det rationelle og målelige. Forfatteren Ludvig Holberg er det bedste danske eksempel med sin frie og populærvidenskabelige skrivestil.
 

Perioden 1800-1870: I romantikken er det følelserne, der er i centrum. Blikket blev vendt væk fra den ydre skuffende verden og ind i menneskets indre, hvor det i følelserne søger skønhed og harmoni. Det er i denne periode, at store danske forfattere som H.C. Andersen, Oehlenschlager, Grundtvig, St. St. Blicher og Søren Kierkegaard skriver.
 

Perioden 1870-1890: Sidst i 1800-tallet kommer det moderne gennembrud og naturalismen. Litteraturen er i disse årtier vældig inspireret af naturvidenskaben og forsøger at afspejle verden. Litteraturen bliver et laboratorium, hvor mennesket undersøges. Forfattere som J.P. Jacobsen, Henrik Pontoppidan og Herman Bang er meget aktive i denne periode.

Forfatteren og kritikeren Georg Brandes får stor betydning for litteraturen i denne periode, med sin skarpe evne til at se nye forfattere og sit store ønske om en litteratur, der skal sætte samfundets problemer under debat.
 

Perioden 1890-1900: I symbolismen dyrker digterne kunsten for kunstens skyld. Forfatterne vil ikke længere sætte samfundets problemer under debat, men de ser ind i sig selv i en søgen efter det essentielle og dybe i verden. Symbolisterne mener, at det væsentligste i tilværelsen er skjult for det blotte øje, derfor bruger de symboler og metaforer når de skriver. I denne periode skriver forfattere som Johannes Jørgensen og Sophus Claussen.
 

Perioden 1900-1920:I det folkelige gennembrud søger litteraturen fra byen ud til landet. Helten i denne periode er hverdagsmennesket, der må overleve ved hårdt arbejde. Forfatterne ønsker at tale fra folket og om folket. I denne periode er det forfattere som Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen, der dominerer i litteraturen.
 

Perioden 1920-1980: Forfatterne i modernismen fortolker en verden i konstant forandring. Litteraturen handler om det rodløse menneske, der føler sig fremmedgjort i storbyen, hvor de menneskelige relationer erstattes af materielle eller institutionelle elementer. Eksempler på vigtige danske forfattere i denne periode er Karen Blixen, Martin A. Hansen, Klaus Rifbjerg, Peter Seeberg, Inger Christensen og Søren Ulrik Thomsen.
 

Perioden 1930-1980: Realismen løber sideløbende med modernismen. I 30'erne er det en socialrealisme, der er i fokus. Forfatterene forsøger med en marxistisk tilgang at gøre opmærksom på den sociale ulighed i samfundet, og at få læserne til at gribe ind over for den.

I 60'erne og 70'erne dukker nyrealismen frem. Forfatterne forsøger i denne periode at skrive præcist og detaljeret om den nye familieform, kønsidentitet, fremmedgørelse og selvopfattelse. Det er danske forfattere som Tage Skou-Hansen, Kirsten Thorup og Henrik Stangerup, der skriver i denne periode.

Den magiske realisme kommer i 70'erne og 80'erne. I denne periode bliver den sociale realisme blandet med en magisk virkelighed. Det er særligt Ib Michael og Peter Høeg, som bruger den magiske realisme i deres værker.
 

Fra 1980: De store fortællinger er døde. Religionerne er i krise, ideologierne er døde, identiteterne er flydende og alt er relativt. Det er ind i den virkelighed postmodernismens forfattere skriver. I modsætningen til modernisterne ser de ikke disse tab som noget negativt, men som en mulighed for at gøre og være lige hvem man vil.

Postmodernisterne var særligt aktive i 80'erne og 90'erne. De eksperimenterede med både form og indhold på en hel ny måde end tidligere. Postmoderne romaner er ofte metaromaner, hvilket vil sige at de på et overordnet plan ofte handler om dem selv som tekster. Det er forfattere som Svend Åge Madsen, Pia Juul, Peer Hultberg og Naja Marie Aidt, der er kendetegnende for denne periode.

De fleste vil sige at postmodernismen er ovre, men de færreste vil give et bud på, hvilken periode vi befinder os i nu. Vi må nok vente 10-20 år, inden vi kan få et bud på, hvordan vi skal karakterisere det, vi oplever i litteraturen netop nu.