Prøv avisen
Boguddrag

Den unge grevindes hemmelige kærlighed

Her ses grevinde Henriette Danneskiold-Samsøe Foto: Privatfoto

Henriette var kun 16 år, da hun forelskede sig i lensgreve Christian Danneskiold-Samsøe, og forholdet måtte i flere år holdes hemmeligt for deres respektive familier. Læs her et uddrag af Lisbeth Smedegaard Andersens nye bog "Bedste Grevinde"

Henriette var på det tidspunkt kun 16 år gammel, men meget yndig, lidt buttet og med rødbrunt hår, der efter tidens mode næppe har været pudret, men snarere flettet i en lang fletning og om aftenen sat op med små blomster. Unge piger bar i disse år hvide kjoler efter antikt forbillede, men ofte pyntet med lyserøde eller lyseblå bånd og sløjfer, og man har en fornemmelse af, at det var hendes smilende naturlighed, der betog Danneskiold, da han en decemberaften ved et selskab bidrog til underholdningen ved at citere et af Lunds digte og så hendes øjne blive blanke:

"See Maanen i sin Herlighed Nedsmiler allevegne, Saa mild, som om den smilte ned Til rene Glæders Egne …"

Og måske har han pludselig fået øjnene op for, at vennen Ottos lillesøster var blevet en voksen og meget indtagende ung kvinde? I hvert fald mindedes han året efter i et brev til hende, hvordan han den 21. december 1792 på en spadseretur sammen med Otto var blevet klar over sine følelser for hende:

"Nu er det snart et Aar siden den saa vigtige 21 December, naar jeg tænker tilbage paa den Tiid og paa hvor nær jeg kunde have for evig tabtmin Henriette, saa kan jeg ikke nok takke Gud; aldrig skal jeg glemme den Spadsere Tuur som jeg den Gang giorde fra store Kongens Gade, forbie Deres Vinduer, i giennem Slottet og ned i Philosoph Gangen, jeg gik sandelig den Gang ikke som en Philosoph der burde at være sig selv mægtig, men jeg gik uden næsten at [vide] hvor eller hvorfor jeg gik, og uden næsten at tale et Ord med [Otto] Kaas gik jeg med ham over 1/4 Time, men endelig, da jeg var kommen til at tale, og han da gav mig Haab, hvorledes jeg saa blev til mode kan jeg ikke beskrive, før var jeg fortumlet, men jeg kan forsikkre at jeg ikke var det mindre nu, men paa en ganske anden Maade, og den heele Aften havde jeg stor Ulykke med at holde mig i saadan en Lune at ingen mærkede andet paa mig, end at jeg havde Hoved Piine, og vidste ej at det var Hieerte Piine, som plagede mig. Nu Gudskee Tak alt er gaaet efter Ønske for Deres evig uforanderlige Danneskiold Samsøe."

Kærligheden var gengældt. Hun var tydeligt forelsket i ham og erklærede åbent, at hans kærlighed havde gjort hende „til en af de lykkeligste Piger paa Jorden“.

Bortset fra Otto, der fra begyndelsen var deres fortrolige, måtte ingen vide noget endnu. Udefra set var partiet ganske vist meget passende, og det, man kaldte „inklinationspartier“, det vil sige ægteskaber indgået af kærlighed, var blevet mere almindelige. Men de var unge, og Danneskiolds mors holdninger og reaktioner var nærmest uforudsigelige, ligesom man kan forestille sig, at Henriettes forældre har haft deres betænkeligheder.

ANNONCE: Køb bogen her

Enhver vidste, at Gisselfeld dårligt var bragt på fode, og penge havde den unge greve heller ikke mange af. Til gengæld havde han et godt ry. Det fortaltes om ham, at han var handlekraftig og allerede som 15-årig var begyndt at interessere sig for sine besiddelser ved at anlægge sit første haveanlæg på Gisselfeld og sørge for, at vejene blev istandsat, og at der blev plantet vejtræer langs alleerne. Det forlød også, at da han i 1792 indtrådte i sine rettigheder og forpligtelser som ejer af grevskabet Samsø og som overdirektør for Gisselfeld Kloster, var en af hans første handlinger at indføre et nyt hoverireglement for Gisselfeld, hvorved bøndernes stilling blev væsentligt forbedret. Men overdirektøren boede stadig i lejligheden over hestestalden, og det kan være, admiralen forestillede sig sin datter anbragt under bedre forhold.

Foreløbig skulle den unge greve under alle omstændigheder ud at rejse, så der forestod en adskillelse på næsten to år. De lovede hinanden at skrive, men problemet var, at Henriettes familie så ikke kunne undgå at opdage, at hun fik brev fra en ung mand. Løsningen lå lige om hjørnet: Deichmann blev deres fortrolige og lovede beredvillig at være postillon d’amour. Så de to unge sendte deres breve til ham, hvorefter han diskret sendte dem videre, og ingen undrede sig over, at Henriette som så ofte før førte en livlig korrespondance med sin huslærer. Kun den nu niårige Jane, der tilsyneladende var et stille barn, der passede sig selv og ifølge Deichmanns beskrivelse kunne „lade saa ligegyldig, som hun aldrig hørte eller mærkede paa hvad der siges, men dog [var] lutter Øre, lutter Øye“, lagde mærke til, at Henriette var påfaldende interesseret i posten og ivrigt forhørte sig hos forvalter Birch, om der dog ikke var brev til hende.

Deichmann var god til at holde på en hemmelighed, men da familien Kaas året efter som sædvanlig tilbragte sommeren på Nedergaard på Langeland, kune han ikke nære sig for i fødselsdagsbrevet til Henriette at komme med små hentydninger til det, kun han og de, der ellers havde gættet sig til sammenhængen, kunne tyde. Som den øvede brevskriver, han er, indleder han med at beklage, at han heller ikke i år nåede til Langeland for at besøge familien, men han forsikrer hende om, at han har været hos dem alle i sine tanker og glæder sig til at se dem igen. Og derefter følger et helt lille landskabsmaleri af det kommende efterår, der vil bringe hans „Gratier“ tilbage til byen:

"Aftenerne begynde meget at længes, og det forekommer mig, som Efteraars Luften lader sig mærke. Høsten er nær for Haanden og de skiønneste Land-Scener ere snart forbi og den luune Hovedstad kunde synes om een Maaned at vinke Dem tilbage. Men jeg veed ret vel at jeg maae finde mig i at savne Dem, lige indtil det guule Løv rasler omkring i Skoven og Grøfterne, og indtil de afklædte Træer rækker deres nøgne Arme i Veyret, og Vinden jævnlig hyler og tuder hen over de vaade Marke og Veye."

I København er der ensomt, og for at få tiden til at gå, slår han et slag om ad Kongens Nytorv, hvor det store hus ligger stille hen med lukkede skodder, som om det ligesom Deichmann selv længes efter familien, der igen skal bringe liv i stuerne:

"Det er som Deres Gaard stod og sørgede for Dem med Sløer for Øynene, fordi Skodderne som oftest ere tillukkede, tomt er det i Deres Vinduer, naar jeg gaaer uden for, og dødt i Deres Værelser, naar man kommer indenfor. Her er ingen Frøken Henriette, der holder Øye med hvad der foregaaer paa Torvet og Fortouget, eller kan fortælle Løyer om Pølse-Handelen, eller som en vaagnende Venus lade en buttet Arm, og et nydeligt Ansigt, fuld af Douceur smile frem over Teppet, som giemte disse Yndigheder.

Her er ingen Frøken Sophie, som mildt stemmer i med Hendes Søster, og tillader mig strax at komme ind, uagtet disse Gratier ikke ere snørte eller klædde, jeg hører nu ingen vittige Skiemterier af Frøken Sophie til Frøken Henriette, som nu og da gierne vil tale om Hendes Hiertes Anliggender, ja! ja! lad kun Frøken Sophie skiemte, og sige saa længe Ney! Ney! jeg frie vil være! Indtil den dag kommer, hvor det bliver saa underligt om Hendes Hieerte, at hun ikke skiøtter om at beholde det længere for sig selv allene, men deeler det med lige saa god og værdig en Fyhr, som Deres, – hvert af mine Trin giver Gienlyd i Deres Værelse, her er saa øde, som ellers levende."

Udenfor er der derimod masser af liv og aktivitet. Familiens fravær blev benyttet til at gøre hovedrent, foretage reparationer og i øvrigt passe de dyr og det fjerkræ, der dengang var del af folkelivet også i storbyen:

"Udvendig i Deres Gaard derimod er det saa fuldproppet af ældre og yngre, i sær Fruentimmer, som larmer med Tærskeler ved Posten, og med Kiepper paa Sengeklæder, saa man ey kan høre Ørelyd for dem, Karle, som uophørlig hente Vand, Arbeyds-Folk, som har med Vogne, Tømmer og Steen at bestille – fuldt er der af Kyllinger i Stalden, og Ellinger i Gaarden, Naadernes Boepæl ligner nu næsten en Myr-Tue, og Værelserne vilde vel ey have bedre Skiæbne, naar ikke en ordentlig og paapassende Bernt havde Nøglerne, og hindrede, at saadanne Insekter ey komme til at surre omkring over alt."

„Hvornår opdagede folk, at vi var forelskede?“ spurgte Henriette Jane, da de om aftenen sad i Gisselfelds stue sammen med børnene. „Omgående!“ svarede Jane med et smil og citerede en af Deichmanns yndlingsforfattere, den tyske Freiherr Adolph Knigge: „Med Forelskte kan man aldeles ikke omgaaes paa nogen fornuftig Maade. De ere ligesaa lidt skikkede til Selskab, som andre Drukne; foruden deres Afgud er heele Verden død for dem.“