Togets cylinder bøjer og vrider sig langsomt og i ryk der tilter de sovende passagerers hoveder fra side til side, samt flammen i kupéens paraffinlampe, den presser sig ind i mørket, trækker to slør efter sig, én af damp og én af kulos, jernet hamrer og banker, ujævnt og snublende, stigende og faldende i klang, og Kaj, der ikke sover, vækker sin bror Ib, fordi han har brug for at snakke, og siger: Hør, Ib. Det er ligesom dværgene i Rhinguldet der smeder ringen, ba-ba-ba-bam.
Han banker takten med hånden mod bordpladen. Kan du huske da vi var i teatret og så den?
Nej, jeg sov.
Ja, det gjorde du vist. Jeg har også hørt det spillet på klaver, et uddrag spillet af frøken Frølich, jeg tror det var i Christian den Syvendes Palæ. Meget sød, denne frøken Frølich, har du mødt hende? Ibs hoved hviler mod puden med Svenska Järnvägars monogram, det vugger og rokker, han er søvndrukken og lidt udtværet i ansigtet, de har begge tømmermænd, de burde sove, men Kaj vil ikke sove, ikke endnu, han insisterer på at fejre deres første udenlandsrejse med vågenhed, og han holder Ib vågen med sin snak, og Ib sidder og kigger på ham med smalle øjne og noget der måske er et smil.
Kaj kigger ind i togvinduet til højre for sig som natten gør til et spejl, og ser sin tvillingebror Ib, ti minutter ældre end ham og derfor storebror, der sidder skråt over for ham, og dermed ser han på en måde sig selv med en næsten umærkelig forskydning via glassets forvrængning, og bag dette igen faren, og alle disse tre bag ved hinanden og i hinanden indlejrede ansigter er inde i mørket. Ib sover igen, ser Kaj med en slags smerte, han har det samme diffuse sølvskær over sig som de fem andre, der også sover, med rokkende hoveder og åbne munde.
Ølflaskerne står på bordet mellem dem, togets vibrationer får dem til klingrende at vandre hen langs kanten af bordet, hvor en fals forhindrer dem i at falde og indholdet inde i deres grønne mørke til at bruse lidt op. Kaj kigger på broren og kammeraterne, én efter én, deres slappe, upersonlige, sovende ansigter, som et billede på den død de muligvis er på vej til.
Kan du huske i aftes? siger han. Det var sgu lidt vildt, ikke? Jeg blev hamrende fuld, hvad med dig? Ib mumler noget og skifter stilling i sædet.
De var alle syv taget ud til Lorry på Frederiksberg for at fejre sig selv: Danmarks delegation på syv frivillige til den finske borgerkrig. De drak champagne under lysekronerne, hujede ad spjættende cancan- ben og hev fat i danserinderne når de kom sværmende ned mellem bordene for at dumpe ned på en bænk og køle af, få en gratis forfriskning, og måske en pengeseddel stukket ned under en fugtig strop.
Kaj kan huske at det lykkedes ham at presse ansigtet ned i kavalergangen til et kuplet bryst, hvis flæsekantede dekolletage var gul af snavs og gammel sved, og stanken dernede chokerede ham, men ophidsede ham også, og hendes hud var klæbrig og fugtig, og brysterne gav efter for hans kys og gramsen, og han ville bare ned i deres blødhed og varme. Pigen daskede til ham med sin vifte, hun var flammerød og opkogt af træthed og alkohol og de piller cabaretpiger bliver fodret med for at de kan holde sig på benene, og han gav hende et glas vin og sagde, i morgen skal jeg i krig. Måske skal jeg dø. Vær barmhjertig mod en stakkels soldat.
Og hun nævnte en pris som han ikke havde råd til, og han sagde, jeg er student, skat, jeg er ikke millionær. Tror du jeg giver studenterrabat! sagde hun og rejste sig og gik, medbringende vinglasset, og han sad tilbage og så flæserne vifte om hendes røv da hun svansede væk. Ib lo ad ham. Du kommer til at fortryde din nærighed når du ligger og stønner med en kugle i maven oppe i Finland, lillebror.
Han kigger ind i togvinduet og ser sit ansigt. Det er et ansigt der længes, men aldrig har fået hvad det længtes efter. Hvornår er vi i Stockholm? siger han. Han sparker Ib overlæggen for at vække ham. Hvad er der nu?
Jeg spurgte bare. Lige meget. Jeg har tænkt på en ting. Du ved, en rejse indebærer to ting, eller to faser: at forlade og at ankomme. Vi er stadig i gang med at forlade. Man kan stadig mærke trådene tilbage, ikke? Du længes måske allerede hjem?
Mig? Aldrig. Men jeg tænker på det, hvordan det giver slip lidt efter lidt. Man mærker det næsten fysisk. Jeg tænker på dem på Regensen,
dem der er tilbage, de efterladte, de dødssyge excentrikere som
jeg er så skide træt af.
Nathuerne, siger Ib og smiler.
Ja. Nathuerne. Tænk, det er dem der skal opbygge vores land. Ikke en rar tanke, siger Ib til spejlglasset, nu mere vågen. Han hælder dovent øl op i deres glas. De sender hinanden et blik, et brødreblik, hen over glassets kant, halvt fjendtligt, halvt kærligt, med en afgrund af fortid, tøver som om de er på nippet til at skåle, men skåler ikke, drikker bare.
Og professorerne på det teologiske fakultet, bliver Kaj ved. Sgu nogle underlige størrelser. Dem er du så forskånet for. Jamen, du er ikke gået glip af meget, skulle jeg hilse og sige. Jeg tænker på dem som mekaniske dukker der bliver opbevaret i skabe om natten og taget frem og trukket op med en nøgle i ryggen til forelæsningerne. Du er heldig med dit medicinstudium. Det kan man da tage og føle på.
Du skulle tage med mig på patologisk en dag, siger Ib. Overvære en obduktion. Det må da være relevant for en teolog. Al kødets gang og alt det der. Nej, føj, det har jeg ikke lyst til. Dig der skal være præst, og kule folk i jorden? Jeg skal sgu ikke være præst. Det er første gang han siger det til nogen. Hvad skal du så være? siger Ib. Det ved jeg ikke. Først skal jeg være soldat, så må vi se. Har du fortalt far du ikke vil være præst? Næh. Han blev jo heller ikke præst selv om han jo tog sin teologicum med bedste karakter. Jeg skal nok sige det til ham, siger Ib. Nej, jeg skal nok sige det. Lad nu være med at være storebror.
All right, lillebror. Men far bad mig om at passe på dig ovre i Finland. Jeg lovede at jeg ville gøre det. Så det gør jeg. Lad være med det, siger Kaj skarpt. Jeg gider det sgu ikke, Ib. Tag det roligt. Jeg tror i virkeligheden heller ikke man kan passe på andre end sig selv i en krig.
Næh, siger Kaj henvendt til glasset. Sgu på tide man bliver voksen. København, regnsjasket og klam som kældervådt tøj, årstiden man i Danmark med plaget selvironi kalder vinter, mørket der bliver smurt ud over vinduerne til hans kammer på Regensen som grå spartelmasse, regnen der folder sig om byen som et ligsvøb. Alt det kan han godt undvære. Hellere rigtig vinter, hård kulde. Og faren; han ser ham stå på kajen til Malmøbåden, hans høje hat, hans frakke, anonym og udvisket som en af krydsfinérsfigurerne de skød til måls efter på Akademisk Skytteforenings baner, hans stok som han vinkede mekanisk med, og hans ansigt, dets udflydende træk, indrammet af whiskers, der blev trukket baglæns ind i fortiden, mens båden, med Kaj og Ib stående på dækket, bakkede ind i fremtiden.
Og mens de stod og så hinanden forsvinde, blev båndet mellem dem strakt længere og længere ud, det blev helt tyndt, og så brast det, som et embryon der deler sig, og de var færdige med at forlade sig selv, og de gik ned i salonen og drak en øl, og Ib var i strålende humør, og Kaj var tavs og eftertænksom, men også glad.
I Malmø skiftede de til toget, mødtes med de fem andre frivillige, der allerede var i byen, og berusede, gik hen til banegården og slog sig ned i kupéen, smed kufferterne på hylderne og dumpede ned på sæderne, så snøftede toget, trak sig klagende og vuggende hen over skiftesporene og satte kursen nordpå. De talte om hvad planen egentlig er efter Stockholm; hvordan var det meningen de skulle komme til Finland, nu der var krig derovre? Færgen til Helsingfors var sandsynligvis indstillet.
Og hvad med kulden? sagde Borre-Larsen. Sådan nogle blødkogte danske studenter som jer, hvordan tror du I klarer hård frost? Ja, hvad med dig selv, din medisterpølse! Det første der falder af, er pikken, sagde Pontoppidan. Men den bruger du jo ikke til noget alligevel. Borre-Larsen kastede sig hen over bordet og langede ham en lussing, Pontoppidan sprang op, fik fat i hans revers, og så rullede de rundt på gulvet, og de andre holdt på flaskerne så de ikke skulle vælte, så, I to! og Kaj og Ib tog fat i dem for at skille dem ad.
De fik stukket en øl i hånden, de lo og lod som om det hele var for sjov. Men hvad med kulden? siger Kaj nu, et par timer senere. Jeg tænker på det Borre-Larsen sagde om kulden og os blødkogte danskere. Er du nervøs for kulden? siger Ib. Ja, mere for kulden end for kuglerne, indrømmer han. At være i ilden, det er alligevel for uvirkeligt til at forestille sig. Men kulden; jeg ser den for mig som en blå plasma der flyder ud over tundraen og får alt til at stivne.
Ib kigger på ham gennem sine smalle øjne. Kaj har altid kunnet fastholde Ibs opmærksomhed med sine fantasier og sproglige billeddannelser. Det er muligvis hans måde at være lillebroragtig på, men det giver ham et vist overtag som Ib ellers ikke vil give ham. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Kay, siger han. Du ved, i „Snedronningen“. Kan du godt huske mor læste den for os som godnathistorie?
Ja. Vagt. Et af hans lange eventyr. Jeg tror det tog en time for mor at læse det. Jeg tror jeg faldt i søvn, siger Ib. Nej, det gjorde du nu ikke. Du lyttede med stive øren. Jeg burde have taget et bind eventyr med, så kunne jeg have læst det for dig. Man er nødt til at alliere sig med kulden, tror jeg, siger Ib. Det handler vel bare om ordentligt udstyr, hensigtsmæssig påklædning. Og hvor er fronten, er der nogen der ved det? spørger Jessen der pludselig er vågnet, og sidder og strækker sig.
Et eller andet andet sted nord for Tammerfors, siger Bisgaard, der også rører på sig i sit hjørne, det er de seneste meldinger. Men vi får nok en duplikeret hærberetning i Stockholm. Og nu kommer der liv i dem alle sammen igen. Er der overhovedet en front i en borgerkrig? siger Juhl-Jensen, den yngste af de syv frivillige, officielt enogtyve, men i virkeligheden kun atten.
Ja, det er et godt spørgsmål, siger Borre-Larsen, der er den ældste af dem, og har noget belærende over sig, som om han står i daglig kontakt med overkommandoen. Mit gæt er at vi kommer på en tog- transport hele vejen op til Lapland og sydover igen til en af byerne der er under Mannerheims kontrol. Et par af de andre stønner. Så langt? Det kommer jo til at tage flere dage!
Det er sgu da ét fedt, siger Pontoppidan, nord eller syd, Finland er Finland, en helvedes masse sne og is og skov. Og vodka, siger Ib. Det glemte du. En helvedes masse vodka. Og finske ludere! brøler Juhl-Jensen. De er billige, de knepper for en cigaret, de har selv lyst. Drengene ler. Så løfter de ølflaskerne og skåler. Kaj hviler panden mod det kølige glas. Den synkoperede hamren af metal forplanter sig ind i hans kranium, får hele kraniekassen til at vibrere på en rar måde, som at blive kløet på hjernen, og han tænker på dværgene der smeder Rhinguldet, ba-ba-ba-bam, ba-bam!
Huse, master, vejkryds sætter farten ned, jernet slår langsommere, dværgene tager sig en pause, en station standser op uden for vinduet, hvid damp og kulsort røg slår ned fra lokomotivets skorsten, og når det driver væk, er Kaj og Ibs ansigter forsvundet fra ruden. De kigger ud på en oplyst perron, først tom, så med ét fyldt med travle, natmørke mennesker bærende på kufferter, pløjende sig gennem de drivende røgtotter, med hatte og kraver i stedet for ansigter. Kaj glipper med øjnene og strækker sig, tager lommeuret frem. Lidt over tolv.
Han har sovet lidt, og nu sover de andre igen. Han synes de ser tåbelige ud, de måber, både Jessen og Pontoppidan savler. Han kender dem ret godt efterhånden, gode borgerdrenge dels fra Aarhuskanten, dels Nordsjælland. Han har været sammen med dem hver dag siden i november, hvor de blev indrulleret som frivillige af den finske oberst der rejste rundt i Danmark som agent, med et magert resultat på ti mænd, hvoraf de tre viste sig uegnede til militærtjeneste, og så var der disse syv tilbage.
De har ålet sig hen ad den smattede jord på Akademisk Skytteforenings baner, tømt det ene magasin efter det andet mod jordvolden hvor der var opstillet skydeskiver, de har festet sammen, de er kommet op at skændes og har forsonet sig igen, de har fordelt sig i en hakkeorden, med Ib som enspænderen uden for rangordningen, Borre-Larsen som en selvudnævnt leder, med Pontoppidan som rival, Jessen som udskuddet ingen vil have noget med at gøre fordi han er til en side og ikke kan lade være med at vise det, og nu sover de, men Kaj er vågen.
De ser ud som de er døde, tænker han, som om de er blevet skudt ved et bagholdsangreb, eller har indåndet gas. Han griner for sig selv. Han har lyst til at vække Ib og fortælle ham det, men han lader ham sove. Hvor fjollet, tænker han, at dø mens man sover, uden at have kæmpet. Men det er vel i virkeligheden det de fleste gør, filosoferer han, dem derhjemme. Perronen er tom igen. Togstammen rykker og skælver, den kommer i gang med en skærende lyd fra hjulene. Lysene får kupéens indre til at blafre rytmisk. Et skilt: Nässjö. Farvel, Nässjö.
Mange timers rejse endnu. Han hviler hovedet mod øreklappen og forsøger at falde i søvn. Og han vågner ved at de andre snakker. Der bliver røget og drukket. Det er mørk nat. Jeg glæder mig til at få skudt mig en bolsjevik. Vi skal nok give dem en god gang peber. Jeg skal tvinge dem ned i knæ og kneppe de røde svin i røven med min bajonet. Vi skal høvle dem ned. Give dem bly. Suge blodet ud af dem. Smadre dem.
Og hvad med deres kvinder? Hvad skal vi stille op med dem? Er man rød, er man rød. Bolsjevikkernes kællinger er lige så slemme som mændene, måske værre. En god rød, er en død rød!
En rød kælling er en død kælling!
Ja!
De kan få lov til at sutte på vores bajonetter.
Ti stille! Vi er repræsentanter for hans majestæt kongen. Vi må
optræde med værdighed.
Du har ret. Vi skyder dem bare ned!
Ha-ha-ha!
Idiot!
Selv tak!
Skål!
De synger gaudeamus, og så sover de igen, som efter et pludseligt og forvirret søvngængeri, og nu vugger deres hoveder, mens dværgene smeder guldet. Men Kaj og Ib er vågne, og de taler om krigen i Europa der har varet i over tre år, men er gået uden om Danmark. Sikke et fejt forræderi, siger Ib, ikke at gå med. Og Kaj er enig. Jeg tænker tit på det man læser, siger han, om hungersnøden og elendigheden dernede, hvor slemt det egentlig er, bag ved avisernes skriverier. Det er ikke til at holde ud ikke at vide det, ikke at være en del af det.
Neutralitet er noget fanden har skabt, siger Ib. Sådan er det. Det er det største forræderi. Så hellere være på den forkerte side. Jeg tænker tit på stormen af ild og blod, siger Kaj, de afsvedne sletter man har læst om i Belgien og Frankrig, hvor det eneste der er tilbage, er sandheden. Sandheden? siger Ib og studser. Jo, jeg forstår godt hvad du mener. Sig noget mere. Du ved hvad far altid plejer at sige: Der er altid et nyt Dybbøl på vej. Og det kan godt være maskinerne er ved at overtage krigen, kampvognene, flyvemaskinerne, maskingeværerne og det nye tunge artilleri hvor en enkelt fodsoldat kan meje en hel bataljon ned.
Men krig udkæmpes også stadigvæk med blod. Blod er nødvendigt, drenge, som far siger, det er det indskud man betaler for at få lov til at deltage, for at vise at man det mener alvorligt. Blod kan man ikke komme udenom. Sådan har det været siden Josvas dage. Han taler hult drævende, og Ib griner. Og bajonetter er stadig nødvendige, for efter kanonerne kommer nærkampen, man er nødt til at konfrontere fjenden, mand mod mand, trænge helt ind i kødet på ham, flænse og flå, tag ikke fejl af det, drenge! og Kaj efterligner farens stemme og fagter, han vil gerne rejse sig op, men der er ikke plads i kupéen.
Det er det krig i virkeligheden handler om. Drenge rejser ud, mænd vender hjem. Eller deres knogler, siger Ib. Hvad fanden ved den gamle nar om det? Han blev født flere år efter Dybbøl. Hele hans liv har der været fred i landet. Det var mærkeligt med far, siger Kaj og bemærker at han omtaler ham i fortid. Det lød som om han gejlede os op til krigen. Men da vi meldte os, var han ikke særligt kry. Han er bange, siger Ib. Hvad med dig? siger Kaj. Er du bange?
Jeg tænker tit på hvad den vil gøre ved os, krigen. Hvad jeg vil miste, hvad jeg vil få. Jeg aner det ikke. Men jeg ved at jeg længes efter det. Kaj tænker på morens grav, i Aarhus, hvor han og Ib voksede op; den har ikke givet megen trøst, kun endnu mere smerte, og det er en tråd tilbage der ikke er bristet endnu. Tristheden der rugede over hans barndomshjem i de sidste år, kostskolen hvor de boede, og hvor faren var rektor. Sjælen var væk, morens sjæl og dermed stedets. Det var bare blevet til et sted. Et sted uden godnathistorier. De udskiftede det med København, ham og Ib, senere faren.
De havde stadig hinanden, men på en ny måde. Den naturlige inderlighed var væk. Han tænker på faren der står bøjet over graven, træt og ludende, endnu ikke halvtreds år, han retter på et par stauder, river ukrudt op, distræt og vred, han rejser sig op og og stirrer ned på graven, han ved at han gerne selv vil derned, drives ned i jorden med en salme og et par bibelcitater. Han kan næsten ikke vente. Han vil se hvad der er dernede, siger Kaj. Hvad? Åh, jeg tænkte på far. Hvor længe tror du han har igen? Det ved jeg sgu ikke, siger Ib. Kan du huske da mor døde? Selvfølgelig.
Jeg kan stadig se det for mig, hvordan døren til vores værelse gik op, lyset der faldt som en vifte, og først da gik det op for mig at vi havde siddet længe i mørket, mens solen gik ned udenfor, og det blev aften, og vi havde hele tiden vidst det, instinktivt, at vi skulle blive på værelset og ikke rende rundt i huset. Jeg kan se ham, far, høj og kraftig der i døren, og hans stemme der var blid og mild, og som skælvede en lille smule da han sagde:
Nu må I godt komme og se mor, drenge, siger Ib. Og du sagde: Mor! Hvad er der med mor? Ib efterligner barnet Kajs pibende stemme. Ja, jeg kunne ikke forstå det, siger Kaj og smiler hen for sig. Og
du sagde: Du har stadig ikke fattet det, din lille lort, og så grinede du
ondskabsfuldt.
Og far der sagde: Jeres mor er salig, drenge. Men du blev ved: Er
mor syg?
Du får mig til at lyde som et pattebarn.
Nej, jeg kan huske at jeg forsøgte at beskytte dig. Hvis jeg var lidt
hård ved dig, tænkte jeg at du også ville gøre dig hård, og så ville du
bedre kunne klare det. Jeg var jo din storebror, er din storebror.
Med hele ti minutter!
Jeps, hele ti minutter.
Jeg kan huske at du kom hen og lagde en hånd på min skulder. Og du slog min hånd væk og kiggede rasende på mig. Ib kommer til at grine ved tanken. Og du sagde bare: Hvad? Eller sådan noget. Ja, det kan jeg huske. Og det hjalp måske også at jeg blev vred på dig. Og så trak fars skygge sig tilbage, og faster Dagmars stemme lød derindefra et eller andet sted, du ved, hendes rustne cerutstemme, men også venlig: Jeres mor er salig, børn. De siger næste sætning i munden på hinanden: Hun er gået bort. Og så sagde du: Hun er død, lillebror, kradset af, kreperet, himlet, taget linje 8, verstanden? Vi havde jo tysk i skolen. Vi brugte hele tiden tyske gloser.
Ja, jeg vidste jo godt hun skulle dø, siger Ib. Det havde jeg været klar over i lang tid. Lægen der kom og gik og kiggede medfølende på os, mor der kaldte os ind til sig og talte til os med sådan en venlighed, det var fanden tage mig en pine. Jo, jeg vidste det. Men du slog bare min hånd væk og sagde: Nej, gu’ skal hun ej. Du ved ikke noget, dumme, dumme Ib!
Det tror jeg ikke jeg sagde. Men jeg kan huske at far så talte igen fra et sted i den tilstødende stue, det var den fine stue hvor vi næsten aldrig opholdt os, hvor der altid lå linned hen over møblerne for at beskytte dem. Jeg hører stadig hans stemme for mig, kropsløs og hul, som Wotans stemme i Ringen, eller måske som gamle Hamlet på Aarhus Teater, han sagde, og ret mig, hvis jeg husker forkert: Vi skal alle dø, drenge. Ynk ikke de døde.
Det var det han sagde, siger Ib. Og så sagde han: Kom nu og kys
jeres mor på kinden, og det gjorde du så.
Gjorde du ikke?
Jeg kysser ikke døde mennesker, siger Ib. Det er sådan et princip
jeg har.