Danske læger kigger mod fortiden i jagten på en behandling af coronapatienter

For 100 år siden forsøgte en gruppe læger at inddæmme den spanske syge ved hjælp af blodtransfusioner. Nu vil danske og internationale forskere lade sig inspirere af de gamle metoder i kampen mod coronapandemien

”Behandlingen kan igangsættes inden for få uger, da den bygger på de metoder, man allerede bruger i blodbanker," siger immunolog Arturo Casadevall fra Johns Hopkins Universitet i USA. Arkivfoto.
”Behandlingen kan igangsættes inden for få uger, da den bygger på de metoder, man allerede bruger i blodbanker," siger immunolog Arturo Casadevall fra Johns Hopkins Universitet i USA. Arkivfoto. . Foto: Fabrizio Bensch/Reuters/Ritzau Scanpix.

Forskere verden over kæmper i disse uger for at finde en vaccine mod den hærgende coronavirus, covid-19. Men i stedet for udelukkende at fokusere på at udvikle en ny vaccine, som er en meget langsommelig proces, vil danske læger også lære af fortiden. Helt konkret håber de at kunne påbegynde forsøg baseret på en 100 år gammel metode for at behandle patienter i den nuværende pandemi.

Da den spanske syge hærgede i 1918, prøvede en gruppe læger at inddæmme den dødelige sygdom ved blodtransfusion. Man transplanterede blod fra patienter, som havde haft sygdommen, til personer, som udviste tidlige symptomer. En forsker fra den amerikanske flådes medicinhistoriske arkiver konkluderer, at de behandlede patienter ”kan have oplevet reduceret dødelighed,” fremgår det af en rapport fra 2006. Metoden med blodtransfusion har været brugt siden begyndelsen af det tyvende århundrede til at behandle udbrud af mæslinger, polio og fåresyge.

I nyere tid er en moderne udgave af samme princip blevet brugt under ebolaudbruddet i Vestafrika, og i 2009 i kampen mod svineinfluenzaen H1N1. Her udvandt forskere antistof fra tidligere smittede - og nu raske - patienters blod og brugte dette antistof til behandling af nye patienter. Selv om der var tale om et lille forsøg, som kun omfattede behandling af 93 patienter, blev dødeligheden ifølge Oxford Academic reduceret markant hos de behandlede patienter.

På Rigshospitalet i København er professor i infektionsmedicin Jens Lundgren allerede i gang med forberedelserne til et lignende forsøg i behandlingen af coronapatienter.

”Vi er ved at udvinde antistoffer, men antistofferne skal hentes fra personer, der har overstået deres infektion med den nye coronavirus. Det er antistoffer, som er rettet præcis mod denne virus, vi er interesserede i,” siger Jens Lundgren, der håber at kunne foretage forsøgene snarest. Det er dog endnu for tidligt at sige, om forsøget vil resultere i en reel behandlingsmulighed:

”Al eksperimentel medicin skal afprøves i kliniske lodtrækningsforsøg, så vi kan få belyst effekt og utilsigtede bivirkninger. Det gælder også antistof-baseret medicin,” siger han.

Jan Pravsgaard Christensen, som er professor i immunologi ved Københavns Universitet, påpeger, at behandling med antistoffer ikke kan bremse coronaepidemien, men kun bruges i behandling af allerede smittede personer.

”Vi har god erfaring med antistofbehandling i anden sammenhæng, så jeg tror, det kan være et vigtigt redskab i behandling af kritisk syge folk,” siger han.

Immunolog Arturo Casadevall fra Johns Hopkins Universitet i USA er et skridt foran de danske forskere. Han arbejder i disse uger på at iværksætte en egentlig behandling af coronapatienter med antistoffer.

”Det kræver ikke nogen research eller forskning at påbegynde denne behandling," fortæller Arturo Casadevall i en artikel på universitetets hjemmeside.

”Behandlingen kan igangsættes inden for få uger, da den bygger på de metoder, man allerede bruger i blodbanker”.

Ifølge Arturo Casadevall er forskere i flere amerikanske byer, blandt andet New York, i gang med at forberede behandlingen.

”Det kan lade sig gøre, men det vil kræve god organisation, ressourcer og selvfølgelig tidligere coronapatienter, som er villige til at donere blod.”

Johns Hopkins Universitets hjemmeside fremgår det, at kinesiske læger i Shanghai allerede har anvendt antistoffer i behandlingen af nyligt smittede coronapatienter. Og selv om det er meget tidligt at sige, ser resultaterne lovende ud.