Dansker blev smidt i straffecelle for ikke at have jakke på

Dennis Christensen beretter om vilkårlige anbringelser i straffecelle i sine fem år i russiske fængsler.

Dennis Christensen ankom onsdag formiddag til Kastrup Lufthavn, efter at være blevet løsladt fra russisk fængsel. I lufthavnen blev han mødt af venner og familie.
Dennis Christensen ankom onsdag formiddag til Kastrup Lufthavn, efter at være blevet løsladt fra russisk fængsel. I lufthavnen blev han mødt af venner og familie. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Efter at have været fængslet i fem år i Rusland for religiøs ekstremisme er det danske medlem af Jehovas Vidner Dennis Christensen vendt hjem til Danmark.

Han fortæller, at hverdagen i fængslet var skemalagt ned til mindste detalje med faste tider for alle dagens gøremål.

- Mit liv har gået i sådan en slags trommerum. Vi stod op hver dag klokken seks. Til morgenmad fik vi altid grød, the og brød, siger Dennis Christensen.

De indsatte skulle flere gange dagligt stille til optælling udenfor. Her stod de så, nogle gange i op til halvanden time, i al slags vejr fra bagende sol til sne og kulde.

- Kun i hårdt regnvejr fik vi lov til at blive optalt indenfor, siger Dennis Christensen.

Overordnet synes han dog, at leveforholdene var gode nok. Han blev heller ikke diskrimineret af sine medfanger.

Til gengæld har det været svært for Dennis Christensen at affinde sig med det russiske fængselssystem, som han kalder korrupt.

Fem gange er han blevet sat i en såkaldt straffecelle, ifølge ham selv alle gangene "af åndssvage grunde".

- Det kan for eksempel være, at du er gået ind i køkkenet på et tidspunkt, hvor du ikke måtte være der, siger Dennis Christensen.

En straffecelle måler to gange tre meter, fortæller han. På den sparsomme plads er der installeret to senge, et bord og et toilet.

Man får kun lov til at forlade cellen en gang om dagen.

Der har altså ikke været meget at glæde sig over for Dennis Christensen i de seneste fem år. Han fortæller, at han læste i biblen hver dag og fandt opmuntring og styrke i teksterne.

I sommeren 2020 fik han dog endelig en glædelig nyhed. En domstol havde besluttet, at han skulle løslades før tid.

- Jeg var i den syvende himmel. Jeg kunne slet ikke forstå, at nu skulle jeg hjem, siger Dennis Christensen.

To dage senere blev han smidt i straffecelle, fordi han ikke havde sin uniformsjakke på inde i barakken. Mange andre havde heller ikke jakke på, men det var kun ham, der skulle i straffecelle.

Senere på dagen fik han at vide, at han ikke skulle løslades alligevel.

- Der kunne jeg se, at det hele var aftalt på forhånd. Sådan er det i russiske fængsler, siger han.

Dennis Christensen blev anholdt i 2017, fordi han havde læst højt fra biblen. Han blev i 2019 idømt seks års fængsel for at fremme religiøs ekstremisme.

Tirsdag blev han løsladt, og onsdag ankom han med sin hustru, Irina, til Kastrup Lufthavn, hvor de blev mødt af venner og familie.

Dennis Christensen har boet i Rusland siden 1995.

I de næste otte år må Dennis Christensen ikke vende tilbage. Men det har han heller ingen planer om at gøre, siger han.

- Jeg har besluttet at blive i Danmark, siger han.

/ritzau/