Dorte Møller Rasmussens mor, Birgit Møller Hansen, døde i slutningen af maj på sit plejehjem i Holbæk. Hun var 87 år gammel, så dødsfaldet var ingen tragedie, men der var alligevel sorg og tristhed i luften, den morgen, hun skulle lægges i kisten.
Hun havde elsket at synge hele sit liv. Da Dorte Møller Rasmussen, nu 66, var barn, sang familien ofte sange fra Højskolesangbogen, når de var sammen hjemme i lejligheden. Kaffe på kanden og en lille kage, mor, far og børn – og så lige et par sange.
Da familien voksede med børnebørn, lavede Birgit Møller Hansen en familiesangbog ”Hansensangbogen”, hvor hun på skrivemaskine havde fået skrevet teksterne til familiens yndlingssange ind og trykt den i flere eksemplarer. ”Elefantens vuggevise”, ”Åbent landskab”, ”Jeg elsker den brogede verden” og den fynske nationalsang ”Opvågni”, blandt andet.
Da Birgit Møller Hansen flyttede på plejehjem, blev det sådan, at det altid var hende, der skulle synge for, når der skulle synges på plejehjemmet.
Da hun lå for døden, reciterede hun selv ”Den signede dag”. Dorte Møller Rasmussen sang ”Du som har tændt millioner af stjerner”, som moderen havde ønsket sig til begravelsen, så hun kunne nå at høre den. Og selv da livet slap den gamle, slap sangen hende ikke.
Den morgen, hun døde og skulle i kisten på sin stue, fik plejehjemmet spontant besøg af to kvindelige musikere, der kom for at underholde beboerne. Svagt kunne Dorte Møller Rasmussen høre dem synge ude i gårdhaven. Pludselig blev døren ind til stuen åbnet af en af plejehjemmets medarbejdere, en af dem, der havde kendt moderen rigtig godt. Hun løb hen og slog vinduet op på fuld gab:
”Det her skal Birgit altså høre!”
”De sang ’Åbent landskab’, ’Noget om helte’ og ’Du kom med alt det, der var dig’, sange, som var tilfældigt valgt, men det var sange, som min mor elskede. Selvom vi var ret afklarede, så væltede tårerne jo ud af øjnene på os,” siger Dorte Møller Rasmussen.
Måske var én som Birgit Møller Hansen særligt sangglad, men ikke desto mindre er danskerne et udpræget syngende folk. I en meningsmåling, som analysefirmaet Yougov har lavet for Kristeligt Dagblad, svarer hver anden, at de ser fællessang som en særlig dansk værdi, og tre ud af fire mener, at sange på dansk er en vigtig del af kulturarven.
Samtidig viser undersøgelsen, at opbakningen til den danske sangtradition er stærk hos danskerne, uanset alder, geografisk tilhørsforhold og politisk orientering. At det er stort set ligemeget, om man er blå eller rød, ung eller gammel, randrusianer eller roskildenser – så mener man, at der bør synges!
Resultaterne bekræfter Lea Wierød Borcak, ph.d. og postdoc i musikvidenskab ved Aarhus Universitet, i noget, hun længe har gået og brygget på, nemlig en tese om, at der er en særlig ”vending” i gang i danskernes forhold til fællessang. Men først lige lidt om, hvorfor vi synger:
”Primært synger vi, fordi vi får fællesskab ud af det. At synge sammen er en af de mest eminent uovertrufne måder at knytte mennesker sammen på,” siger Lea Wierød Borcak.
Det er der lavet forskning om; den harmoniserende effekt det har, når en gruppe mennesker sættes til at synge sammen, siger hun. Man skaber en samklang, der udjævner de forskelle, der måtte være. Det kan for eksempel være i forbindelse med et forældremøde i en ny klasse, eller når en generalforsamling indledes med sang.
En anden væsentlig måde, vi bruger sang på, er, når et barn skal døbes eller navngives, ved konfirmationer eller bryllupper – eller som da Dorte Møller Rasmussens mor døde:
”Vi sang også min mor ud af verden, da hun døde i 2014. Og jeg tror på, at det at synge for mange er et vigtigt ritual i sig selv. Det er ikke så vigtigt, præcist hvad man synger, men når vi markerer de store livsovergange, så synger vi,” siger Lea Wierød Borcak.
Her under coronaepidemien har sangen vist sig meget nærværende: I bedste sendetid på tv lægges der op til fællessang, der er alsangsarrangementer, ”walk a song”, maratonsang, sang, sang og atter sang. Oveni landede lige en ny udgave af Højskolesangbogen.
I opblomstringen er der måske også noget i spil med, at det med coronaen er gået op for os, at vi ikke længere har ret mange selvfølgelige fællesskaber tilbage, mener Lea Wierød Borcak.
”Vi har mistet de store fortællinger om ’Gud, konge og fædreland’. Det er ikke helt klart for mange unge mennesker i dag, hvilken vej de skal gå. Vi lovpriser det individuelle, men det har vist sig, at vi har svært ved at leve uden én eller anden form for fællesskab. Og der er fællessangen helt genial til at erstatte noget af det, vi har mistet, og knytte os sammen,” siger hun.
Og så er vi tilbage ved den ”vending”, Lea Wierød Borcak har identificeret. Hun kalder det for ”den melocentriske vending”.
”Jeg har gennem længere tid følt mig mere og mere sikker på, at der er en vending i fællesangspraksissen i Danmark lige nu, henimod at man betoner handlingsaspektet i det at synge og i den proces nedtoner teksterne i deres politiske, ideologiske eller konfessionelle indhold. I det ligger en vis bevægelse henimod musikdelen af det at synge,” siger hun.
Derfor overrasker det hende heller ikke alverden, at Kristeligt Dagblads Yougov-undersøgelse viser, at der er lige stor opbakning til sangskatten som kulturarv på begge sider af det politiske spektrum:
”Det, der går galt, hvis man antager, at sangskatten kun er repræsentativ for en bestemt del af befolkningen, er, at man tænker det som et meget begrænset repertoire af fædrelandssange af nationalromantisk karakter. Men fællessang kan laves med hvad som helst,” siger hun.
Danskerne ”lider” af det, man kan kalde udtalt høj repertoiretolerance, mener Lea Wierød Borcak.
”Det er det, at vi kan enes om at synge, selvom mange af de sange, vi synger til forskellige sangbegivenheder, kunne give anledning til konflikter på grund af deres politiske, idologiske eller konfessionelle indhold. Den tolerance, vi har over for repertoiret i sanghenseende, skyldes, tror jeg, at vi faktisk ikke lægger så stor vægt på teksten.”
Under ungdomsoprøret i 1960’erne og 1970’erne havde ord som ”fællessang” og ”sangskat” en småborgerlig klang. Det har det ikke længere, siger sangforskeren.
”Vi er blevet sanglige altædere. Der ses mange tilfælde af, at man kan synge den mest ateistiske kommunistsang eller propagandasang side om side med en salme af Kingo. ’Hil dig frelser og forsoner’, en meget blodig og alvorlig middelaldersalme om Jesus på korset, er en populær konfirmandsalme. Man kan synge propagandasange eller ’Jeg elsker de grønne lunde’, selvom man er helt ligeglad med dem. Hvis vores glæde ved sang handlede om at udtrykke et bestemt standpunkt, ville det ikke give mening, fordi det er så diverst, hvad vi synger,” siger hun.
For sangforskeren bliver det mere og mere tydeligt, at det er musikken, vi går efter, når vi synger:
”Kunne vi ligeså godt have en jamsession med hver vores bongotromme, fordi det er det klanglige fællesskab, vi i virkeligheden søger?”, spørger hun.
Det er lidt provokerende, det ved hun godt.
”Jeg havde en kvik studerende, der sagde: ’Ordene er jo ikke helt uvigtige, for vi værdsætter dem jo!’ Og det er rigtigt. Ordene i sangene dokumenterer jo også en historie, og selvom man ikke nødvendigvis mener det, man synger, fra ord til andet lige nu og hér, så kan man minde hinanden om, at vi på et tidspunkt mente sådan her. Det er også en måde at konservere kulturarven på og holde den i live,” siger Lea Wierød Borcak.
”Og når man for eksempel synger et menneske ud af livet, så vil der være bestemte sange, som er vigtigere end andre. Sange, som knytter sig til minder, man har haft sammen. Men det vigtige er stadig selve handlingen: at vi synger til dig,” siger hun.
I dag, når Dorte Møller Rasmussens fynske familie samles til sammenkomster, stor og bred, synger de ”Åbent landskab” og ”Jeg elsker de grønne lunde”. Og også ganske ofte en af Dorte Møller Rasmussens yndlingssange, Thøger Larsens ”Danmark nu blunder den lyse nat” fra 1914.
”Den kan jeg helt vildt godt lide. Den fortæller bare alt, hvad jeg forbinder med sommer: lys, luft, dufte, synsindtryk og stemninger,” siger hun.
Hendes to døtre synger, og børnebørnene synger. Svigersønnerne med. Og for Dorte Møller Rasmussen blev morgenen på plejehjemmet, hvor moderen skulle gøres i stand og lægges i sin kiste, et minde, hun vil huske tilbage på med glæde.
”Det var jo ikke planlagt. Men for én som min mor, der elskede at synge, var det helt rigtigt.”