Her er de 10 mest læste artikler i 2017 på k.dk

Året 2017 vil blandt andet blive husket for kvinder og mænd, der sagde fra over for seksuelle krænkelser, for flere terrorangreb og for en amerikansk præsident, der flyttede en ambassade fra én by til en anden. Men det var noget andet, der optog Kristeligt Dagblads læsere på nettet

Her er de 10 mest læste artikler i 2017 på k.dk

Hvor meget bliver børn påvirket, når de udsættes for mishandling? Hvordan skaber vi de bedste rammer som forældre, når vi skilles? Og hvordan takler man tabet af et barn - hvad end det er til kræft eller til eget selvmord? Kristeligt Dagblads læsere har især læst artikler, der kredser om eller skildrer etiske dilemmaer, eksistensberetninger, kultur og liv og død. Dyk ned i top 10 lige her.

1. Professor: Barndommens svigt kan spores i hjernen

Når et barn er udsat for mishandling, kan det tydeligt spores i hjernen. Og så påvirker det naturligvis barnet resten af livet. Den mest læste artikel på Kristeligt Dagblads hjemmeside i 2017 var et interview med og et opråb fra Harvard-psykiater Martin Teicher:

”Mit vildeste håb er, at samfundet anerkender, hvor vigtige vores børn er. Samfundet høster, hvad det sår, når det kommer til den måde, vi behandler vores børn på, og det er sindssygt og selvødelæggende for et samfund ikke at tage sig godt nok af deres børn, for de er det samfunds fremtid,” siger han.

2. Alenefar: Bliv sammen – også hvis det skal være hver for sig

Der var en anden, der også bekymrede sig for vores børn. Det var Flemming Møldrup. Primært børn, der led eller lider under deres forældres skilsmisse. Det er forældrenes fornemste opgave at have børnenes interesse, når mor og far glider eller går fra hinandenm, skrev han i en kronik i 2016.

Hans bedste råd til andre familier var, at man skulle sørge for at blive sammen i forældreskabet, selvom man gik fra hinanden i kærligheden.

3. Folketinget har nu reelt indført apartheid i Danmark

Skal de, som har forældre, der ikke kommer fra et vestligt land, bære et synligt symbol? Det spurgte civiløkonom Bjørn Standhart, der gjorde et debatindlæg i avisen, som modsvar til et flertal i Folketinget, der vedtog, at du ikke er dansk, hvis den ene eller begge forældre kommer fra et ikke-vestligt land.

4. Et forbillede for hvad?

Denne avis kronikør og debattør Sørine Gotfredsen så ikke helt op til Nadia Nadim i 2017 i modsætning til mange andre danskere. Nadia Nadims udtalelser om, at hun efterhånden ikke ønsker at være et hundrede procent dansk, på grund af den megen negativ omtale af folk med anden etnisk baggrund. Hendes kommentar blev enaf de mest læste i 2017.

5. De 10 bedste danske digte

Specialhistorien fra 2016 fik læserne til at vende tilbage i 2017, for Kristeligt Dagblads læsere sætter stor pris på god litteratur og læser ofte digte.

Vi bad litteraturprofessor Anne-Marie Mai udpege dansk litteraturs mest tankevækkende og smukke lyrik. Få digtene læst op og læs, hvordan et panel af poesielskende eksperter fortolker teksterne og det blev til en meget læst specialhistorie.

6. Folketinget i ny afgørelse: Du skal have vestlige forfædre for at være dansker

Debatten om, hvornår man er dansker, og det, der ansporede ovenstående civiløkonom Bjørn Standhart til et debatindlæg,var netop det forslag, som folketinget kom med. Det satte også sindene i kog hos De Radikales, der syntes, det var "uhyggeligt".

7. Den stressramte er ikke syg - det er vores kultur

Vi havde også fokus på vores psyke i 2017, og en af de mest læste artikler på k.dk var Sanne Bjergs personlige kronik om, at samfundet må tage stress alvorligt. At det ikke er et udtryk for, at den enkelte ikke kan klare presset, men at det er vores kultur, der er skyld i tallene.

"500.000 danskere siges at være stressramte, 350.000 mennesker lider af angst, og 460.000 køber antidepressiv medicin. Hvad skal der til, for at vi indser, at det er vores kultur, der er syg – ikke de enkelte mennesker, der bukker under?", skrev hun i en meget læst kronik.

8. Dittes søn begik selvmord: Jeg følte, jeg stod på en klippeafsats, mens Frederik lå nede i vandet

Selvmord er et af de mest følsomme emner, medierne kan dække. Kristeligt Dagblad satte fokus på det i foråret, men det blev nøje overvejet, hvordan det tabuiserede emne skulle behandles, og hvordan avisen kunne beskrive det alvorlige og vigtige samfundsemne uden at forværre situationen for pårørende eller tilskynde personer, der måtte gå i selvmordstanker.

Ditte Kolbæks søn tog sit eget liv. Flere har spurgt hende, om hun er vred på ham. Hun plejer at svare, at hun forstår ham, for hans sygdom betød, at han oplevede at miste sig selv. Hendes historie var en af de meste læste i 2017.

9. Williams himmel

Specialhistorien om William på fem år, der mistede livet til kræft er også på listen over de meste læste historier. For hvordan gør man, som forældre til et barn, døden tryg? Williams forældregjorde en verden, der ikke er for børn, til et sted, et barn kan forstå, så William ikke tog ensom afsted.

10. De 12 mest almindelige træk ved særligt sensitive

Hver femte af os møder livet med følelserne helt uden på tøjet og er generelt mere fintfølende end andre mennesker. At være særligt sensitiv, og de mest almindelige træk ved særligt sensitive, var noget, der optog Kristeligt Dagblads digitale læsere i 2017.