De borgerlige har lang vej hjem, viser Folkemødet

”Det skal kunne betale sig at arbejde”, ligner det slogan, der bedst binder de borgerlige partier sammen efter Folkemødet. Men det vinder næppe folketingsvalg for dem

I en fiktiv retssag på Folkemødet på  Bornholm stemte et overvældende flertal blandt publikum for, at Venstre havde skylden for blå bloks splittelse.
I en fiktiv retssag på Folkemødet på Bornholm stemte et overvældende flertal blandt publikum for, at Venstre havde skylden for blå bloks splittelse. . Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Det var nok modigt af Venstres kultur- og medieordfører Jan E. Jørgensen at stille op i den fiktive retssag, Berlingske i fredags havde arrangeret ved Folkemødet på Bornholm. Den handlede om Venstres skyld for det borgerlige kollaps siden valget i 2019 og havde den blanding af underholdning og alvor, som har været normen for alverdens såkaldte events på folkemøderne siden 2011.

På forhånd var Jan E. Jørgensen imidlertid på en umulig mission. Hans modstander og anklager var Berlingskes politiske redaktør Bent Winther, som har været blandt det borgerlige sammenbruds hårdeste kritikere, og dommen skulle afsiges af ”folket”, det vil sige tilhørerne på mødet. Ikke overraskende stemte et overvældende flertal for, at Venstre havde skylden for blå bloks splittelse. Et ”justitsmord” kaldte Jan E. Jørgensen det.

Det var kun et eksempel på den kritiske situation, de borgerlige partier fortsat er i. Nok er afstanden mellem blå og rød blok knapt så stor, som den tidligere har været i meningsmålingerne, men det er meget svært at få øje på noget, der ligner et regeringsdueligt politisk, blåt projekt.

Både Lars Løkke Rasmussens nye parti, Moderaterne, og Kristendemokraterne har en chance for at være i Folketinget efter næste valg, og sker det, vil man stå med mindst syv borgerlige partier.

Der kan blive meget lang vej hjem for en politisk fællesnævner for dem, selv hvis de skulle få flertal tilsammen. Alt det, der splittede dem op til valget i 2019, splitter nemlig fortsat.

På Folkemødet delte partiledernes hovedtaler sig groft sagt efter de samme skillelinjer, man havde så svært ved at forene dengang. Jakob Ellemann-Jensen (V), Søren Pape Poulsen (K) og Alex Vanopslagh (LA) lagde i deres taler hovedvægten på behovet for økonomisk, liberale reformer. Det skal bedre kunne betale sig at arbejde, skatterne skal sænkes, og det samme skal overførselsindkomsterne, så hele samfundet kan blive rigere. Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl (DF) talte om den nationale sammenhængskraft under terrorangreb, under corona og under Danmarks kampe ved EM i fodbold. Nye Borgerlige Pernille Vermund gik til angreb på statsminister Mette Frederiksen (S) for at have misbrugt sin magt i coronakrisen, blandt andet til at lukke minkerhvervet ned. Hvortil kom et fyldigt afsnit om udvisning af kriminelle udlændinge og regeringens mislykkede forsøg på at oprette et udrejsecenter for udvisningsdømte.

Skal man overhovedet finde en fællesnævner, der måske kan samle alle syv borgerlige partier, er det sloganet om, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde. Teknisk set at udbuddet af arbejdskraft skal øges, som det tidligere er sket i en række reformer.

Spørgsmålet er, om den dagsorden er markant nok til at slå regeringen med ved næste valg? Det er den næppe. De borgerlige partiers grundproblem er stadig, dels at der ikke er et vælgerflertal for et mere liberalt velfærdssystem og en mindre offentlig sektor, dels at Mette Frederiksen godt og grundigt har overtaget den stramme udlændingepolitiske dagsorden. Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti forsøger stadig at tilbageerobre den, blandt andet med voldsomme slag mod de internationale konventioner eller ligefrem forslag om at sidde dem overhørig.

Indtil videre ser det ud, som om de to partier mest stjæler vælgere fra hinanden – for tiden er det Nye Borgerlige, der tager Dansk Folkepartis stemmer. Dansk Folkeparti er endda kastet ud i et usædvanligt internt skænderi om formuleringer i udlændingedebatten, personificeret i et opgør mellem tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen og partiets Europaparlamentsmedlem Peter Kofod.

Mest visionær og humoristisk blandt partilederne var Alex Vanopslagh, der fortalte en drøm om, at han i 2044 var blevet genvalgt som statsminister for LA, efter at Mette Frederiksen ellers havde siddet på posten i 15 år. Ikke alene havde man fået sænket mange skatter og skabt et bedre erhvervsklima. Regeringen havde tillige fået indført en tradition med hvert år at smide en buste af Københavns Universitets nye rektor, Henrik Dahl (nuværende folketingsmedlem for Liberal Alliance), i havnen til minde om de dystre woke-dage i 2020’erne.

Alex Vanopslagh gjorde i et efterfølgende interview en del ud af at forklare, at dannelse også hører til i det liberale samfund, og at trygheden godt kan øges, hvis den offentlige service på for eksempel plejehjem privatiseres, så borgerne får større valgfrihed.

I praksis forbliver det nok en drøm eller et mareridt, alt efter temperament. Som partilederen selv konstaterede, er tiden ikke voldsomt liberal.

Alex Vanopslagh gjorde i et efterfølgende interview en del ud af at forklare, at dannelse også hører til i det liberale samfund, og at trygheden godt kan øges, hvis den offentlige service på for eksempel plejehjem privatiseres, så borgerne får større valgfrihed.

I praksis forbliver det nok en drøm eller et mareridt, alt efter temperament. Som partilederen selv konstaterede, er tiden ikke voldsomt liberal.