Det er en sommermorgen, og Jane Sandberg sidder på en betonkant på Hellerup Strand nord for København. Hendes tre (og et halvt!) år yngre bror, Troels Mylenberg, ligger og plasker rundt i vandet for enden af badebroen. De to er vokset op med denne strand som en slags forlænget baghave. Familien havde en båd, og i barndommens somre tilbragte de to børn mere tid i vandet end ude af det.
Nu slutter Troels Mylenberg sig til på landjorden. Med våde badebukser og et håndklæde over skulderen. De to bader tit lige her – faktisk gerne et par gange om ugen, og dyppet efterfølges af morgenmad på den stamkaffebar, der ligger i nærheden. Så der går vi hen, for i dag har Kristeligt Dagblad fået lov til at være med som tredje hjul i et meget velsnedkereret søskende-gig. Jane Sandberg, der er direktør på Enigma Museum for Post, Tele og Kommunikation, og Troels Mylenberg, TV 2’s politiske redaktør, har sagt ja til at fortælle om deres søskendeskab.
38 procent af danskerne svarer i en ny Yougov-undersøgelse lavet for Kristeligt Dagblad, at de betragter deres søskende som deres nærmeste fortrolige. Disse to søskende skriver sig ind i den statistik. Hvordan er det blevet sådan? Det er der mange årsager til, som vi skal tale om. Og så er deres forhold blevet bekræftet de seneste år som følge af et tab, Jane Sandberg har smerteligt svært ved at tale om.
Jane Sandberg blev født i 1966, Troels Mylenberg kom til i 1970. Forældrene er rektor Svend Erik Pedersen og tale- og hørepædagog Annie Mylenberg.
”Vores hjem var et levende laboratorium for 70’er-pædagogik,” husker Troels Mylenberg.
For moderens pædagoguddannelse sivede ind i hjemmet i Blovstrød i Nordsjælland og siden Hellerup – blandt andet i den forstand, at der ikke blev gjort forskel på drenge og piger, og at den store skulle være venner med den lille. De to havde hver deres værelse, men også et fællesrum med et klaver, som de fik lov til at male gult, så det kunne være et svensk-inspireret centrum for deres ABBA-lege. I de samme år blev faderen privatansat og fik firmabil med elektriske ruder. Han formastede sig sågar til for en periode at være kommunalbestyrelsesmedlem for Venstre, og det var ikke noget, der huede moderens basisgruppe, husker Troels Mylenberg:
”Nogle gange slap Jane for at komme med til arrangementer, fordi hun var ældre end mig. Og jeg kan huske at tage med min mor i basisgruppe. Min far kørte os derhen i sin fine bil, og det der blik, kvinderne gav hende. Som om det var synd, at hun skulle trækkes med sådan en kapitalist.”
Hjemmet var rummeligt, og hvad Troels Mylenberg tidligere har kaldt ”hverdagsgrundtvigsk”. Forskellige mennesker fra forskellige miljøer mødtes til grundlovsdag, pinsedag og i det hele taget masser af fester her, og det var et hjem, hvor børnene fik lov at sidde med ved de voksnes bord og blev taget alvorligt. Jane Sandberg fortæller:
”Om søndagen havde vi møde i familien. Så skulle vi alle sammen sidde med hver vores kalender og planlægge ugen, hvilket var ret absurd, for mine og Troels’ kalendere var jo helt blanke.”
”Jeg husker mest, at jeg ikke deltog så meget i de der samtaler,” siger Troels Mylenberg og fortsætter:
”Jeg var et meget stille gemyt, tror jeg, og så var der jo tre andre, som larmede rimelig meget.”
De slår en stor latter op.
Mens Jane Sandberg var dygtig i skolen, var Troels Mylenberg ikke nævneværdigt optaget af at præstere der. Men han var bidt af hånd- og fodbold, og det var han helt alene om i familien, hvor faderen højst kunne lokkes med til at se fem minutter af Tipslørdag, ”for derefter var der altid en eller anden, der kom ind i stuen og spurgte, om ikke det var bedre at læse en bog.”
En bog, der dog ikke blev læst i, var Salmebogen. Faderen tog på sin vis afstand fra sit indremissionske barndomshjem i Vestjylland, og ”hverdagsgrundtvigianismen”, der herskede i Hellerup, var derfor ikke kirkelig, men kom til udtryk i, hvad de to søskende karakteriserer som et rummeligt og lyst hjem. De husker, hvor skuffede de blev, når de hårde pakker fra farmoderen blev hevet frem fra under juletræet og viste sig at være salmebøger.
”Ingen skulle presse sådan noget ind hos os, mente vores forældre,” siger Troels Mylenberg og fortsætter:
”Så min far returnerede altid de salmebøger. Men jeg tror sådan set, det ville have været det samme, hvis det havde været Maos lille røde, der lå under træet.”
Jane Sandberg:
”Ja, vi er vokset op med en fast tro på, at vi skal danne os selv. Der var tydelige fællesskabsværdier, men man skulle ikke føle sig forpligtet ind i trossamfund eller politiske tilhørsforhold.”
Jane Sandberg tog alle konflikterne med forældrene. Hun havde ofte et øje på broderen, som fløj mere under radaren.
”Der var altid to derhjemme, der sørgede for, at jeg fik cykellygter med og hue på,” siger Troels Mylenberg, og den er god nok.
”Når du ikke kom hjem fra hallen på cykel, gik jeg rundt og var urolig,” siger Jane Sandberg, mens hun tilbyder sin bror resterne af et stykke rugbrød fra morgenmaden, hun ikke selv kan spise. Han gør en ”nej tak”-håndbevægelse. Hun fortsætter:
”Det var vigtigt for mig, at der ikke skete dig noget. Vores forældre kan fortælle en historie om engang, hvor Troels blev væk i børnehaven og ikke kom hjem til almindelig tid. ’Han var ellers så sød,’ sagde jeg til dem, for jeg troede ikke, han kom hjem igen.”
De to gik på hver sin skole og hvert sit gymnasium og havde som sådan ikke særlig mange interesser til fælles. De levede forskellige liv, til de var flyttet hjemmefra og begyndte at tage på ferier sammen. Og da Jane Sandberg i 1992 blev mor, blev forholdet mellem de to tættere. Siden fik hun et barn mere, og Troels Mylenberg fik fire børn. De har begge været gift i over 20 år og har hver især giftet sig med mennesker, der kommer fra fuldstændig andre familiære baggrunde end dem selv, men som gerne har villet dyrke og videreføre de tætte familiebånd, Troels Mylenberg og Jane Sandberg er vokset op med. Ferier bliver brugt sammen med svogre, svigerinder og forældre – også uden børnene. Og de nu voksne børn har et andet hjem og fristed hos henholdsvis deres morbror og faster.
Troels Mylenberg og Jane Sandberg stjæler sig også næsten dagligt tid alene med hinanden, og det selvom han bor på Thurø ved Svendborg, og hun bor i Charlottenlund ved København. Han ringer tit, når han er i bilen. De drøfter besværlige medarbejdere og nye jobmuligheder, deler madopskrifter og gode lydbøger og konkurrerer om, hvem der har flest kropslige skavanker og flest gadgets. Og så, siger de selv, har de et frisprog imellem sig, som ikke ville gøre sig godt, hvis det kom for en dag i offentligheden i en krænkelsesparat tid.
”Da jeg fandt sammen med min mand, skulle han vænne sig til, hvordan Troels og jeg taler med hinanden. For vi har det begge to bedst med, at alt bliver sagt. Vi kan undres over hinandens valg og skælde hinanden ud, men det er aldrig noget, der kommer ind til hovedstolen,” siger Jane Sandberg.
Hun tøver ikke med at kalde sin bror sin bedste ven, og han fortæller, at han sommetider drøfter ting med sin søster, før han gør det med hustruen.
”Især i forhold til arbejdsmæssige problemer kan det være meget rart ikke at tage dem direkte med hjem, for det kan skabe en vis uro og en bekymring hos ens ægtefælle, om man nu er okay. Så hvis jeg har fået en ny vild idé eller er påvirket af noget med arbejdet, vender jeg det tit med Jane først. Hun udfordrer mig på det, og så er brikkerne faldet lidt mere på plads, når jeg kommer hjem,” siger Troels Mylenberg, og Jane Sandberg supplerer:
”Ja, vi går nok meget til stålet hos hinanden. Vi er dem, der holder spejlet op og siger ’er det nu klogt?’. Den grundlæggende tillid gør, at man godt kan tillade sig det. For ingen bliver sure eller stødt.”
Ja, der er en livsvidnefordel at drage, når man som Troels Mylenberg og Jane Sandberg har bevaret og passet på relationen gennem livet. Men det kan også risikere at blive ekskluderende eller måske endda skræmmende for andre at være i nærheden af to søskende, der har så meget intern humor og kommunikation, at de ofte vil vælge hinanden først. Som en massiv søskende-mur, der skal have adskillige tæsk med en forhammer, før en sten løsner sig. Det har de efterhånden opdaget, fortæller Jane Sandberg:
”Jeg tror, der er mange, der synes, at vi har vores egen fest. Vi er nok blevet bedre til at være tydelige omkring, at andre også er velkomne i den fest. Det er en glæde, at vores unger og ægtefæller har fundet plads i inderkredsen, men i arbejdssammenhæng, hvor vi tit møder hinanden, skal vi også passe på.”
Og hvordan er deres indbyrdes roller i dag?
”Jeg tænker aldrig over, at jeg er din storesøster. Og hvis jeg skal introducere dig, siger jeg ikke, at du er min lillebror, men at du er min bror,” siger hun.
”Det er bare, fordi du ikke vil fremstå gammel,” ler han.
Jane Sandberg: ”Du kalder mig da aldrig din storesøster.”
Troels Mylenberg: ”Jo, jeg gør.”
Jane Sandberg: ”Nej, du gør ej.”
Troels Mylenberg: ”Jo! Men jeg tror, det er blevet udjævnet lidt med årene.”
Jane Sandberg: ”Ja, især i de unge år har jeg nok været ret dikterende over for dig. Men tænker du over det i dag?”
Troels Mylenberg: ”Kun i ulige uger. Ej, overhovedet ikke. Der skete noget, efter at jeg selv fik en uddannelse, og vi fik børn. Der slappede du mere af.”
Og så er der det, som Jane Sandberg har svært ved at tale om. For to år siden mistede hun sin ældste søn Laurits. Han var 25 år og døde af en hjertefejl. Forud for interviewet har hun sagt, at hun nok ikke er klar til at tale om det i offentligheden. Alligevel er det som en stor elefant i rummet, og det er måske derfor, hun gerne vil sige lidt om det alligevel:
”Jeg vil sige, at hvis Troels og hans familie ikke havde været der, havde det været en helt anden proces. Når man oplever sådan nogle ting i sit liv, er det helt indlysende, at man er meget heldig at have søskende, som er så tæt på, og som har været med hele livet. Min familie har mistet. Men der er også fire børn, der har mistet en fætter, en tante, der har mistet sin nevø, og nogle bedsteforældre, der har mistet deres barnebarn. Der er mange, der skal tages vare på, og der er det tydeligt, at vi er vokset op i en omsorgsfuld familie.”
Hun synker, mens Troels Mylenberg tager over:
”Det var et hundrede procent forfærdeligt på alle måder. Og det har i hvert fald givet en dybde i vores relation, som nok er blevet endnu mere fast end før.”
”Ja, og der er en tydelig markering af afhængighed,” siger Jane Sandberg og fortsætter:
”Noget af det, der har været rart for mig med Troels, er, at jeg ikke behøver at bruge ord. Jeg lever af ord, men jeg har dem ikke for det, vi oplevede. Så i stedet for at være der med ord har Troels og hans familie bare været der.”
Hvis Jane Sandberg har lært noget af sin søns død, er det, fortæller hun, at der ikke er nogen garanti for noget som helst.
”Så måske er det det, der gør, at vi bruger hver dag på at passe på hinanden. Vi udsætter ikke så meget,” siger hun, og Troels Mylenberg fortsætter:
”Det behøver ikke være noget med at opleve alt muligt vildt og spændende, men bare at sidde på terrassen sammen om aftenen og hoppe i vandet næste morgen.”
Søskende former hinanden, og for de søskende, der holder fast i et tæt forhold, fortsætter den formgivning. Hvordan har de to formet hinanden? Jane Sandberg siger:
”Troels har lært mig rundheden. At der er mange kampe, der ikke betaler sig. Tidligere har jeg taget alle kampe, jeg kunne komme i nærheden af, men jeg kan i dag se, at den mere runde fremfærd i livet er nemmere. Og så er Troels enormt god til at tale med alle mulige forskellige mennesker, hvor jeg nok har været mere selektiv. Jeg lærer meget af hans lette og fordomsfri tilgang.”
Og det er faktisk præcis det omvendte aftryk, Jane Sandberg sætter i sin bror, fortæller han.
”Jeg har lært, at det godt kan blive lidt sjasket og kedeligt, hvis man ikke også viser nogle kanter ind imellem. Hvor jeg måske tidligere har været meget optaget af ikke at genere nogen, kan jeg nu tydeligere se, at man for eksempel ikke nødvendigvis støder sine venner fra sig, når man godt tør stå ved noget. Alt er ikke lige godt, man må danne sig en holdning.”
De to søskende skal videre med dagen. Hun skal til bestyrelsesmøde, han skal ud til TV 2 på Teglholmen i Københavns Sydhavn. Men der er nok ikke særlig stor tvivl om, at de ringer sammen samme eftermiddag for at evaluere morgenstunden med det tredje hjul. Hvad har man ellers søskende til?