De fleste tilfælde af brystkræft kan nu behandles uden kemoterapi

Kvinder med brystkræft kan oftest behandles uden kemoterapi, viser nyt amerikansk studie, der forventes at ændre behandlingen af brystkræft globalt

Op mod 70 procent af de kvinder, der lige nu behandles for brystkræft med kemoterapi, kan i fremtiden nøjes med at tage medicin, efter de er blevet opereret.
Op mod 70 procent af de kvinder, der lige nu behandles for brystkræft med kemoterapi, kan i fremtiden nøjes med at tage medicin, efter de er blevet opereret. Foto: Shutterstock/Iris/Ritzau Scanpix.

En stor del af de kvinder, der får brystkræft, og som risikerer at miste det ene eller begge bryster, behøver nu ikke længere bekymre sig om at miste håret også.

Ved hjælp af en gentest af kræftvæv fra brystet er det nu muligt for læger at vurdere, om det er nødvendigt for en kvinde med brystkræft at skulle igennem et forløb med kemoterapi. Det skriver den amerikanske avis The New York Times.

Forskere fra Vanderbilt University Medical Center i Nashville, beliggende i den amerikanske delstat Tennessee, har netop offentliggjort et stort videnskabeligt studie, som konkluderer, at omkring 70 procent af de kvinder, der bliver diagnosticeret med brystkræft på et tidligt stadie, kan undgå et kemoforløb.

“Vi kan forhindre, at tusindvis af kvinder skal igennem en behandling med et giftstof, som de ikke har gavn af. Det er en stor ting, der ændrer praksissen for behandling,” siger Ingrid A. Mayer, en af forskerne bag studiet, til The New York Times.

Udover hårtab og kvalme kan kemoterapi skade hjerte og nerver, gøre patienten mere modtagelig over for infektioner og forhøje risikoen for at få leukæmi senere i livet.

I stedet for kemoterapi kan de ramte kvinder - udover operation - nøjes med at tage stoffet tamoxifen, der blokerer østrogenproduktionen, og som i forvejen bruges som led i den gængse behandling af brystkræft. Tamoxifen og lignende stoffer nedsætter risikoen for tilbagefald og for dannelsen af nye kræftknuder.

Forskerne bag studiet tilføjer dog et enkelt “men” til deres resultater: Kvinder under 50 år, hvor gentesten viser, at de kan undgå kemoterapi, har sandsynligvis gavn af kemobehandlingen alligevel. Gennemsnitsalderen for kvinder, der diagnosticeres med brystkræft, er cirka 65 år.

I Danmark rammes omkring 4500 kvinder årligt af brystkræft, og cirka 1100 kvinder dør hvert år som følge af sygdommen. På verdensplan er de nyeste tal fra 2012, hvor der var 1,7 millioner nye tilfælde af brystkræft og mere end 500.000 dødsfald.