”Skrid hjem til Iran og bliv hængt dit svin," råbte de efter Ali Aminali, socialrådgiver og folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti. Kommentaren fra en ung ikke etnisk dansker faldt på parkeringspladsen foran Bilka, efter Ali Aminali netop havde handlet ind i Bilka med sin tre-årige søn.
Det er ifølge Ali Aminali langt fra første gang, han oplever at blive udsat for den slags hadefulde kommentarer, og han er ikke et isoleret tilfælde. I sommers stod to andre politikere med muslimsk baggrund også frem i Kristeligt Dagblad og fortalte, hvordan de oplever chikane fra trosfæller.
I et debatindlæg i Berlingske kritiserer Ali Aminali, at der i denne type sager ikke er en reaktion fra anti-racistiske og humanitære organisationer samt ikke-vestlige meningsdannere, der til gengæld blander sig, når racismen kommer fra en vesterlænding.
Kristeligt Dagblad har spurgt Brian Arly Jacobsen, lektor og religionssociolog på institut for tværkulturelle og regionale studier ved Københavns Universitet, om der er forskel på, hvem der ytrer de hadefulde ytringer, og hvor udpræget fordomme og racisme er i etniske minoritetsmiljøer.
Brian Arly Jacobsen, opfattes diskriminerende handlinger som et mere uvæsentligt udtryk for racisme, hvis udtalelserne eller handlingerne kommer fra ikke-vestlige danskere, end hvis det kommer fra en etnisk dansker?
”Det har større konsekvenser, når majoriteten benævner mennesker fra Mellemøsten som for eksempel perkere og dermed tillægger en minoritet bestemte negative egenskaber med en racistisk stigmatiserende effekt. Når man internt i etniske minoritetsmiljøer kalder hinanden for perkere med en vis ironisk distance, handler det om at trække farligheden ud af ordet. Det drejer sig om dominansforhold, og hvem der har magten til at handle og sige noget betydningsfuldt og definere, hvad for eksempel en såkaldt perker er.
Det er sjældent, at de etniske minoritetsmiljøer har magten til at kunne diskriminere i det danske samfund, og selvom vi i Danmark er meget lige – og det i høj grad kommer etniske minoritetspersoner til gavn – så ved vi også, at der stadig findes ligestillingsspørgsmål, som kan rumme visse udfordringer.”
Hvor stammer etniske minoritetsgruppers hetz mod hinanden fra?
”Racisme findes i langt de fleste befolkningsgrupper i verden. Man hierarkiserer forskellige befolkningsgrupper ud fra forestillingen om, at der knytter sig en særlig karakter, særlige evner og egenskaber til en bestemt etnicitet, race eller religiøsitet og på den baggrund hierarkiser man bestemte grupper som værende mere eller mindre værd end andre befolkningsgrupper. Det er et fænomen, man kan identificere i de fleste kulturer.”
Hvor hyppig er denne form for hverdagsracisme?
”Ali Aminalis kalder det selv et udtryk for semiracisme, men for mig at se er det i højere grad motiveret af politisk uenighed. For eksempel bruges præmieperker ofte i miljøerne til at udgrænse nogle af sine egne, som udtaler sig i opposition til det, majoriteten inden for et etnisk minoritetsmiljø måtte mene om forskellige spørgsmål. Det er derfor ikke nødvendigvis et udtryk for racisme, men dermed ikke sagt, at der ikke finder racisme sted. Der eksisterer fordomme mod andre etniske grupperinger, end den man selv tilhører, og den slags fordomme kan udvikle sig til racisme. Værst har fordommene mod jøderne været blandt visse etniske grupper fra især Mellemøsten, men der blandt tyrkere eksisterer negative holdninger til somaliere, og blandt eks-jugoslavere til folk fra Mellemøsten. Sådan går fordommene på kryds og tværs."
Er hetzen mere udbredt nu end for et par år tilbage?
”Der er ikke forskning på området, så jeg kan ikke pege på en stigning eller et fald. Men fordomme eksisterer og er formodentlig forværret de seneste år. Racisme-spørgsmålet har kvantitativt fyldt mere i debatten de seneste år, og den generelle samfundsdebat afspejles også i de etniske minoritetsmiljøer, hvor der internt diskuteres, hvad fænomenet 'racisme' betyder, og hvordan de ser på hinanden.”
Er det værre for offentlige personer eller florerer tendensen i ligeså høj grad blandt almindelige danskere med ikke-vestlig baggrund?
”Det er min klare opfattelse, at racisme findes på begge planer. Ligesom der findes hverdagsracisme blandt danskere, findes den helt sikkert i de etniske miljøer. Stemmer som folketingspolitiker Lars Aslan Rasmussen (S), forfatter Sofie Jama og tidligere folketingsmedlem Yildiz Akdogan (S) og mange andre har offentligt fortalt om chikane fra etniske ligesindede, men her må vi igen adskille racisme fra den politisk motiverede chikane. I mange tilfælde tror jeg især, det handler om politisk uenighed, selvom andre faktorer også kan spille ind som for eksempel fortolkninger af religion. Når vi ser på folketings- og kommunalvalg stemmer man i indvandrertunge bydele generelt til venstre for midten og på Det Radikale Venstre, og derfor kan konservative stemmer som Ali Aminali opleve modstand. Der er flere repræsentanter fra de etniske minoritetsmiljøer, der har fået mund og mæle til at formulere deres oplevelser om racisme internt i de etniske miljøer end for bare 20-30 år siden. Det ser vi med indlæg som Sofie Jamas og Ali Aminalis. Men fænomenet er stadig så relativt nyt beskrevet, at der mangler at blive sat fokus på det fra forskernes side.”
Hvorfor er indbyrdes konflikter mellem etniske minoriteter fremherskende, når man kunne stå sammen om at være minoritet i Danmark?
”Ligesom danskere kan have en forestilling om, at kultur er en særlig karakteregenskab, der knytter sig til en specifik befolkningsgruppe, kan denne forestilling også gøre sig gældende blandt libanesere, pakistanere, tyrkere, russere og så videre. Kultur kan bruges som identitetsmarkør til at pege på sig selv som værende noget særligt i kraft af sin etnicitet og omvendt pege på andre grupper som mindre værd. Derudover har det danske samfund et enormt stort fokus på kulturspørgsmålet, både når det kommer til etniske og religiøse spørgsmål, og så kan grupperne påtage sig det italesatte syn på sig selv som en forklaringsmodel for egne handlingsmønstre og sin interne måde at organisere sig på som minoritet. Når man kommer til et land som indvandrer, har man også et sprog og en kultur med sig, og det bliver markører for de sociale grupperinger, man skaber i det nye land. En del moskeer er eksempelvis baseret på etnicitet. Indvandrere skaber også sine egne sociale og kulturelle infrastrukturer, som anvendes i det nye land, man bosætter sig, til at fremme ens livsmuligheder arbejdsmæssigt, uddannelsesmæssigt, socialt og religiøst.”